onsdag den 23. maj 2018

Iris anbefaler [Sponsoreret]

Iris anbefaler [Sponsoreret af Alvilda]

For lidt tid siden faldt jeg over disse fine nye bøger fra Alvilda på Instagram og tænkte at det lige var noget for Iris, så jeg skrev til Alvilda om hun (og jeg) måtte bede om nogle anmeldereksemplarer så hun kunne læse og anmelde dem - jo, jo, det kan man godt selvom man kun er 2 år og 4 måneder.

Først vil jeg sige at alle bøgerne er et kæmpe hit! Iris elsker bøger (helt sikkert ikke noget hun har fra mig, host host) og disse er bestemt ingen undtagelse. Samtidig er hun ret pjattet med dyr og store maskiner, så den boks kan vi også sætte kryds ved. Hun er også vild med bøger der siger lyde og det gør to af dem - meget spændende lyde! Dog vil jeg sige, at i modsætning til de andre bøger med lyde som vi har fra Alvilda, hvor man skal trykke på en knap, kan disse godt være lidt svære at få til at sige noget. For sensoren der afspiller lyden er lysfølsom og der skal faktisk ret meget lys til. Så nogle aftener når vi har læst i dem, skal de lige vinkles rigtigt før de siger noget. Det skal man lige vænne sig til, men det er bare en mindre detajle.

I "Titte-bøh"-bøgerne er der mange dyr og lyde man kan snakke om. Ikke bare de dyr der rent faktisk kan afspille en lyd, men mange flere og det er rigtig fint. Det gør at der er meget at snakke om og gætte sig til. Samtidig er der flapper og flapper er altid godt - man skal bare lige huske at passe lidt på med at ikke at rive for hårdt, men det arbejder vi på.

I "Følg stregen"-bøgerne er der fine streger med forskellige farver og tekstur. Hvilket er sjovt, for så er der også noget for føle-sansen. Iris har dog ikke helt fanget endnu at man skal lade fingeren følge stregen, men det kommer nok. Det er sjovt at læse i maskine-bogen, for hun er helt med på hvad der er lastbil, skraldebil (krape-bil), gravko og brandbil - i det hele taget er maskiner et hit.


I "Barnets første bogsamling" er der hele 10 små bøger med dyr. Og "lill' bitte bog" er bare et hit! Især når de kan lægges som puslespil inde i en stor bog. Hver lille bog har sit eget tema med fx modsætninger, farver og antal og de er rigtig fine. Iris er i hvert fald glad for at læse og dyr og snakke om dem - og hvad de siger, hvor store de er og så videre.

Iris vil klart anbefale bøgerne til andre læseglade, køretøjsbegejstrede og dyreglade børn - som elsker bøger! Bøgerne er gode at sidde med alene, men også sammen med en man kan snakke med om hvad der er på billederne. Ydermere er det smart at siderne er i hårdt pap, så går de ikke så nemt i stykker (måske bortset fra flapperne, men de kan tapes).

Tak til Alvilda for bøgerne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar