mandag den 5. marts 2018

Sidsel Sander Mittet; Stenløvens brøl [Sponsoreret]

Sidsel Sander Mittet; Stenløvens brøl (Krøniken om Morika, #3) [Sponsoreret af Facet]

Bagsidetekst:
I det gyldne morgengry marcherede række efter række af sortklædte soldater op mod Maasa-das port, blot for at sprede sig ud på plateauet foran. 
"De er så mange," sagde Itua. "Jeg anede ikke, de var så mange."

Sandsnogens by er faldet, hilaerne er splittet af interne stridigheder og morikanerne er på fremmarch med den skånselsløse Iton i spidsen. Midt i konflikten står Itua, den tidligere morikanske adelskvinde, der nu er kriger, og Kraftkrigeren Aaton, som har brudt med sit folks traditioner og tabuer. Flugt er ikke længere en mulighed. Begge må de indtage deres roller og samle hilaerne i den kamp, der kommer til at forme landets fremtid. 

Endnu engang må jeg tage afsked med Morika. Jeg holder virkelig meget af rejserne til dette magiske og anderledes land, også selvom dette sidste bind er noget mere dystert og voldeligt end de foregående bind. Opgøret har ulmet igennem hele fortællingen, og nu er vi nået til klimaks. Et klimaks der skal forandre og forme Morika til det land vi kender fra Eshri og Koraus fortælling, der foregår langt senere. Det fungerer rigtig godt at have læst den "nutidige" del af fortællingen om Morika først, for så at læse forløberen. Det giver et godt indblik i hvorfor landet og samfundet ser ud som det gør. Sidsel har virkelig øje for detaljerne og jeg synes det er fedt at være vidne til oprindelsen af mange sagn og myter, som vi læser om i serien med Eshri. I andre historier tager vi blot disse sagn for givet, men nu er vi faktisk med ved tilblivelsen af dem. Hvordan de skabes med fortællinger der er mundtligt overleveret, for at blive skrevet ned senere. Hvordan de personer myterne omhandler rent faktisk levede og tænkte.

I dette sidste bind skal vores personer virkelig stå deres prøve. Hvor langt er de villige til at gå for redde deres folk? Både morikanerne og hilaerne. Alle har noget at miste og alt at vinde. Alle har hemmeligheder for alle, alle bedrager alle - for et større gode. Et opgør med traditioner og samfundsopbygning. Karaktererne i historien skal finde ud af hvor deres loyalitet ligger. Hvor mange skal dø for den frihed de drømmer om? Hvor langt vil Itua og Aaton gå for at redde deres folk? Samtidig overrasker flere af personerne mig. Jeg er vild med Byroon og hans styrke, og han har konstant overrasket mig igennem alle tre bøger, hvilket er rigtig fedt.

Dette er noget af de ypperste indenfor dansk fantasy. Jeg er dybt imponeret over at Sidsel har kunnet holde tungen lige i munden og bevare overblikket. Jeg er forundret over at serien, efter så mange bind, stadig er spændende og fængslende. Sproget er stadig let og legende, selvom historien er mørk og dyster. Som læser bliver man indfanget af karakternes styrker, svagheder og personlighed. Det hele spiller rigtig godt sammen og er med til at give bogen sit helt eget liv. Det er et vemodigt farvel, men også et farvel der tages med oprejst pande og et håb for en fremtid alle kan være tjent med (selvom vi som læser jo godt ved hvad der venter - mon der kommer mere!)

Tak til Facet for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2018
Antal sider: 464
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar