onsdag den 23. maj 2018

Iris anbefaler [Sponsoreret]

Iris anbefaler [Sponsoreret af Alvilda]

For lidt tid siden faldt jeg over disse fine nye bøger fra Alvilda på Instagram og tænkte at det lige var noget for Iris, så jeg skrev til Alvilda om hun (og jeg) måtte bede om nogle anmeldereksemplarer så hun kunne læse og anmelde dem - jo, jo, det kan man godt selvom man kun er 2 år og 4 måneder.

Først vil jeg sige at alle bøgerne er et kæmpe hit! Iris elsker bøger (helt sikkert ikke noget hun har fra mig, host host) og disse er bestemt ingen undtagelse. Samtidig er hun ret pjattet med dyr og store maskiner, så den boks kan vi også sætte kryds ved. Hun er også vild med bøger der siger lyde og det gør to af dem - meget spændende lyde! Dog vil jeg sige, at i modsætning til de andre bøger med lyde som vi har fra Alvilda, hvor man skal trykke på en knap, kan disse godt være lidt svære at få til at sige noget. For sensoren der afspiller lyden er lysfølsom og der skal faktisk ret meget lys til. Så nogle aftener når vi har læst i dem, skal de lige vinkles rigtigt før de siger noget. Det skal man lige vænne sig til, men det er bare en mindre detajle.

I "Titte-bøh"-bøgerne er der mange dyr og lyde man kan snakke om. Ikke bare de dyr der rent faktisk kan afspille en lyd, men mange flere og det er rigtig fint. Det gør at der er meget at snakke om og gætte sig til. Samtidig er der flapper og flapper er altid godt - man skal bare lige huske at passe lidt på med at ikke at rive for hårdt, men det arbejder vi på.

I "Følg stregen"-bøgerne er der fine streger med forskellige farver og tekstur. Hvilket er sjovt, for så er der også noget for føle-sansen. Iris har dog ikke helt fanget endnu at man skal lade fingeren følge stregen, men det kommer nok. Det er sjovt at læse i maskine-bogen, for hun er helt med på hvad der er lastbil, skraldebil (krape-bil), gravko og brandbil - i det hele taget er maskiner et hit.


I "Barnets første bogsamling" er der hele 10 små bøger med dyr. Og "lill' bitte bog" er bare et hit! Især når de kan lægges som puslespil inde i en stor bog. Hver lille bog har sit eget tema med fx modsætninger, farver og antal og de er rigtig fine. Iris er i hvert fald glad for at læse og dyr og snakke om dem - og hvad de siger, hvor store de er og så videre.

Iris vil klart anbefale bøgerne til andre læseglade, køretøjsbegejstrede og dyreglade børn - som elsker bøger! Bøgerne er gode at sidde med alene, men også sammen med en man kan snakke med om hvad der er på billederne. Ydermere er det smart at siderne er i hårdt pap, så går de ikke så nemt i stykker (måske bortset fra flapperne, men de kan tapes).

Tak til Alvilda for bøgerne!

mandag den 21. maj 2018

Kerry Drewery; Dag 7 [Sponsoreret]

Kerry Drewery; Dag 7 [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Isaac har reddet Marthas liv. Martha Honeydew er blevet løsladt fra Celle 7. Men hun bliver stadigvæk overvåget døgnet rundt. Isaac, hendes eneste ven, er nu fængslet i den samme dødscelle, hvor Martha var. Nu er det ok til Martha at redde Isaac. Regeringens korruption når ud i alle afkroge, og måske er det umuligt at kæmpe mod noget så magtfuldt. Kan hun nå det, inden det er for sent?

Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke er ligeså vild med denne efterfølger som jeg var med ”Celle 7”. Det er stadig en utrolig spændende historie, fordi den foregår i et samfund der måske ikke er så fjernt fra vores, som jeg gerne ville tro. Ligesom med samfundet i ”Flosset”-serien heller ikke er utænkeligt, hvor man ikke må hjælpe flossede mennesker, er samfundet i den pågældende serie, korrupt og styret af magtliderlige mænd, der ikke kan lide at blive sagt imod. For at vinde bruges der beskidte tricks for at få sin vilje. Premiereministeren overvåger og afpresser hvor det passer ham for at få sin vilje – og dette indebærer også at spærre uskyldige folk inde. Desværre er det også sådan et samfund hvor ingen tør sige noget. Dem der har penge tør ikke åbne munden af frygt for at miste hvad de har og dem der ingen penge har, ja, dem er der ingen der vil lytte til. Et samfund i ubalance og med oprør undervejs – for ikke alle har tænkt sig at tie stille og nogle er endda villige til at tage kampen op!

Martha er pigen der undslap, og nu er hun på flugt, samtidig med at hun skal forsøge at redde Isaac. Hun kæmper meget med usikkerhed og med at føle sig utilstrækkelig og nogle gange bliver det lidt for meget ynken. Det ødelægger lidt hendes del af fortællingen, fordi jeg ikke rigtig synes hun kæmper, og når hun gør, så bliver det noget halvhjertet noget. Hun har masser af folk der tilbyder at hjælpe hende, men hun tør ikke takke ja, af frygt for hvad der vil ske med dem. De hjælper dog alligevel og selvfølelig ender alle med at have problemer. Der er ikke sparet på drama i denne bog, og nogle gange bliver det lidt for meget. Samtidig følger vi en del personer ud over Martha og Isaac og det kan, blandet med de meget korte kapitler, gøre at bogen føles lidt forhastet og som noget der bare skal overstås.

Jeg havde troet at dette egentlig var en duologi, men jeg har så fundet ud af at der kommer en tredje bog og det er jeg glad for. Jeg håber Martha og de andre bringer bål og brand til premiereminiseren! Selvom den her skuffede, er jeg stadig meget glad for serien. Den er spændende, medrivende og interessant. For ikke alene giver det et billede af et samfund i ubalance og hvor enkelte har magten, og misbruger den. Den giver også indblik i hvordan folk reagere hvis de pludselig får magten over andres liv. Nogle vil lytte til fornuften, andre lader sig føre med strømmen og andre begynder endda at tro at de er bedre end andre. Når et samfund er korrupt, kan man ikke vide sig sikker på sandheden af oplysninger man får fra dem der har magten og hvis man ikke selv tør sætte spørgsmålstegn og undre sig, så ender man i et samfund hvor ingen er kritiske og dem der er, bliver nedstemt eller holdt ude.

Det er dog helt klart en serie der er værd at læse og hvis du trænger til en god omgang fremtids dystopi med korrupte politikere og ung spirende kærlighed i et samfund der er skræmmende, så er det her lige serien for dig. Læs eventuelt også "Flosset"-serien.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Day 7
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 450
4 ud af 6 stjerner

fredag den 18. maj 2018

Melissa Albert; Hazel Wood [Sponsoreret]

Melissa Albert; Hazel Wood [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Alice og hendes mor har været på farten det meste af livet i et forsøg på at holde sig et skridt foran det kulsorte uheld, som altid har forfulgt dem. Alice mormor er enspænder og kultforfatter til en samling dystre eventyr. Da hun pludselig dør på sit gods, Hazel Wood, går det for alvor op for Alice, hvor uheldig man kan være. Hendes mor bliver bortført af et væsen, som hævder at være fra den grusomme, overnaturlige eventyrverden, som Alices mormor har skabt, og det eneste spor, Alice har, er en seddel med beskeden: "Hold dig væk fra Hazel Wood."

Uha, den her bog var slet slet ikke som jeg havde forestillet mig og det er bestemt ment på en positiv måde. Jeg havde forventet en dyster fortælling om skumle eventyr og jeg fik så meget mere end det. Jeg fik historien om en pige der slet er ikke er hvad hun giver sig ud for at være - og hun er ikke engang selv klar over det. Jeg fik historien om et liv på flugt. På flugt fra noget fra et andet sted. Et sted med grusomme eventyr og skæbner der ikke kan ændres, medmindre man vil betale prisen. Det er også historien om venskab og kærlighed, som bare ikke helt er nok. Om at turde sætte sig selv fri, for at finde sig selv.

Jeg blev spundet ind i de uhyggelige eventyrs verden på jagt efter sandheden om Alice og hendes mor, der efter et helt liv på flugt ikke kan flygte længere. Alice må se sandheden i øjnene, heldigvis gør hun det ikke alene, men får hjælp undervejs - for sådan er det jo i et eventyr. Der er også noget med tre prøvelser og genstande hun skal bruge. Jovist, for det er jo et eventyr. Det er dog ikke noget lystigt og lykkeligt eventyr - langt fra. Der er både brutale mord og andre bestaltiske begivenheder. Det er ikke eventyr for sarte sjæle. Samtidig skal man være vågen, for undervejs får man små bidder til den store sandhed. Sproget kan godt virke lidt knudret ind i mellem, lidt ligesom "Kragens kald", men selvom det kan være tungt at læse, passer det bare rigtig godt til historien. For historien er tung og ikke let at forstå - og hvis sproget ikke afspejlede dette, så ville det ikke gå op i den højere mening som det gør. Jeg er i hvert fald fan og jeg ville faktisk ønske at der kom flere bind, for jeg har lyst til at vende tilbage, også selvom det måske ikke er helt ufarligt.

I stemning kan det også minde lidt om "Skyggernes dronning" af R. J. Redwine, men selvom der er mørke og ondskab her, så ender det lykkeligt - prinsen får prinsessen og et lykkeligt liv. Det er jeg ikke helt sikker på sker i "Hazel Wood". Og sådan skal det også være. Det er faktisk forfriskende at alt ikke er som det ser ud til at være. At de gode måske ikke vinder så stor en sejr som de plejer, men at de rent faktisk også taber lidt. Det passer til denne historie og så er det fedt at forfatteren har ladet historien få sin vilje.

Jeg nyder at læse de lidt mørkere fantasy historier en gang i mellem og det her er helt klart en af de bedste jeg har læst. Det er en mega fed og spændende læseoplevelse - mørk og dyster, den perfekte bog til at putte sig under tæppet med en mørk aften hvor det regner og blæser udenfor.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Hazel Wood
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 400
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 16. maj 2018

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

I forbindelse med at Julie M. Day har skiftet til forlaget Leatherbound og første del af serien bliver genudgivet (det bliver spændende!), har jeg fået lov til at stille Julie nogle spørgsmål. Jeg var ret glad for bogen og jeg glæder mig til at læse mere, så jeg sprang til og fik udtænkt nogle spørgsmål, som både handler om Julies egen læstlyst, om hvordan det er skrive bøger og ikke mindst, hvordan det er at modtage anmeldelser. Ydermere fik jeg lov til at udlove et eksemplar af "Grænsen til Trafallas" til en heldig læser - konkurrencen kan ses i slutningen af indlægget!


Læste du meget som barn og havde du en yndlingsbog som du har læst mange gange eller som betyder noget særligt for dig?
Jeg læste en del som barn. Egentligt ved jeg ikke, om jeg var indbegrebet af ”læsehest”, men jeg kunne rigtig godt lide at læse. Jeg voksede også op i et hjem, hvor både mor og far læste meget.
Det var Harry Potter bøgerne, der lærte mig at elske fantasy. Den første bog i serien udkom, da jeg var omkring 9 år, så jeg er vokset op med Harry Potter. Inden J.K. Rowling fortryllede mig, læste jeg Frække Frida bøgerne af Lykke Nielsen, og jeg mindes, at jeg elskede dem. I skolen lavede jeg også et projekt om dem, hvor jeg faktisk var så heldig at få lov til at lave et interview med Lykke. Hun var helt enormt sød, og jeg var (eller er) kæmpe fan. Bøgerne mindede mig lidt om Pippi Langstrømpe, bare på dansk.
Generelt er jeg desværre ikke så godt til at få genlæst bøger. Der er mange bøger, jeg rigtig godt kunne tænke mig at besøge igen, men nye læseoplevelser og mine egne skriveri kommer ofte lidt i vejen.

Har du altid gerne ville være forfatter og hvordan besluttede du dig for at tage springet ud som forfatter?
Det enkle svar må være nej. Nej, jeg har ikke altid ville være forfatter, selvom jeg altid har elsket at fortælle historier, enten som små bøger eller i form af tegninger. Delen hvor, man digter, fascinerer mig dybt, og det har den altid gjort. Derfor kan man vel godt sige, at jeg altid gerne har ville forfatte, men jeg gjorde mig ingen tanker om, at andre skulle læse det.
Det var først, da jeg skrev Trafallas, at jeg vidste, at jeg gerne ville dele en historie med andre. Historien har fulgt mig i mange år, og jeg var sikker på, at der måtte være andre, der også ville kunne lide den. Det var, hvad der fik mig til at tage springet. Jeg havde skabt noget, som, jeg mente, var værd at læse. Noget, der også kunne fascinere andre. Derudover blev historien ved med at vokse, og det tog jeg som et godt tegn. Indimellem kan man godt komme på en ide, som aldrig bliver til andet end det - en ide. Hvis den ikke rigtig kan fylde eller bære at blive til en bog, mister man lidt troen på det.
Jeg har aldrig gjort i noveller. Hvis historierne, jeg kommer på, ikke kan vokse, forlader jeg dem ret hurtigt igen. Det skal dog siges, at det sagtens kan tage mange år, før man er i stand til at skrive historien ned. Det kræver øvelse. Hvis bare historien er der, så tror jeg, og så skriver jeg.

Mit eget billede

Hvad giver det dig, personligt, følelsesmæssigt eller udviklingsmæssigt, at skrive bøger?
Jeg tror, især med fantasy, at det giver muligheden for at slippe lidt væk fra hverdagen. Faktisk er det vel sådan med al litteratur.
Men det mest fabelagtige ved fantasy er jo netop, at alt kan lade sig gøre. Du kan rejse, hvorhen det skal være. På det personlige plan giver det mig luft. Det giver mig et frirum, hvor jeg er mere end bare mor, hustru, nogens datter etc. Det er lidt ligesom at være barn igen. Ligesom at lege med dukker. Man har lov til at være lidt barnlig, at opdigte imaginære venner og fjender. Jeg tror helt bestemt, at vi alle har fantasien, men at vi meget nemt mister den, når vi bliver voksne. Desværre. Det er jo nærmest ingen grænser for et barns fantasi, og den del arbejder jeg for at beholde, men med et tvist af voksnes problemer og livets realiteter. Følelsesmæssigt kan det fra tid til anden være lidt svært at hoppe rundt i mine fiktive verdener. Jeg fortaber mig tit i dem. Jeg har tit lyst til at blive hængende længere, end jeg måske lige kan få lov til. På det udviklingsmæssige plan bliver mine skriveegenskaber stærkere. Jeg udvikler mig hele tiden som forfatter. Jo mere jeg skriver, jo bedre bliver jeg, og jo flere ideer får jeg. Det at skrive er for mig et essentielt behov, og er jeg væk fra min computer mere end et par dage, begynder jeg at fylde min telefon op med noter.

Der er jo tonsvis af genre at vælge i mellem, hvorfor så lige fantasy?
Fantasy er for mig den allermest frie genre. Det er den genre, hvor alting kan lade sig gøre. I begyndelsen, da jeg skrev det allerførste, var det faktisk svært at skrive fantasy. Det var svært, fordi jeg havde den her barriere: ”Nej, det kan jo ikke lade sig gøre, Julie. Den vil folk aldrig hoppe på.” Men det kan det jo faktisk godt. Hvis jeg beslutter det, så kan alt lade sig gøre, og det er det smukke, som fantasy kan. Derudover tror jeg, at fantasy har lidt lettere ved at bringe forskellige tabuer på banen. Det bliver mindre udskældt, hvis det er forklædt som fantasy. Man bliver oftere stillet til ansvar for sine bøger og deres indhold, hvis det er realisme. Det, føler jeg ikke, man gør i samme grad med fantasy.

Hvad mener du der er fantasygenrens stærkeste egenskab? Hvad gør fantasygenren speciel for dig?
Jeg mener, at fantasygenren har to fundamentale egenskaber, som gør, at den er en sand vinder.
Et, evnen til at få formidlet et budskab der måske ellers er tabubelagt. To, evnen til at lade folk drømme sig væk. Fantasy giver farve i en grå hverdag. Personligt kan jeg også godt lide YA. Måske vil jeg endda en dag kaste mig ud i det, men for nu bliver jeg på fantasyhylden. Det gør jeg primært, fordi jeg føler mig virkelig godt tilpas her. Måske er jeg eskapist. Det kan jeg godt leve med, for hvem er i virkeligheden ikke det? Hvordan kunne J.K. Rowling tryllebinde hele verden med sit magiske univers? Mennesket har altid haft hang til overtro. Haft brug for at forklare ting ved hjælp af magiske elementer. Det er religion et glimrende eksempel på.
Jeg tror virkelig, at der er mange derude, som går rundt med et hemmeligt ønske om, at de måske er troldmænd uden at vide det. At der måske, bare måske, faktisk er lidt mere spænding til hverdagen. Selvfølgelig ved jeg også godt, at der findes skæbner og historier derude, som ikke engang den mest fantasifulde forfatter kunne opdigte, men jeg kan nu virkelig godt lide, når der er et lille drys af magi indover.

Billedet er lånt fra Julies Facebook-profil (og jeg har fået lov)

Outliner du hele plottet for bogen først inden du går i gang med at skrive eller udvikler historien sig meget undervejs? Føler du at personerne får deres egne stemmer og selv vil bestemme hvad der skal ske, selvom det måske ikke var det du havde planlagt?
For mit vedkommende udvikler historierne sig undervejs. Til at begynde med har jeg som regel en ret god ide om, hvor jeg vil hen. Men som handlingen skrider frem, og jo bedre jeg lærer karaktererne at kende, jo mere lader jeg mig forføre. Indimellem bliver jeg virkelig taget på sengekanten, og jeg elsker, når det sker. Når jeg er så dybt i historien, at der åbner sig andre veje. Veje, man ikke vidste fandtes. Dét er magien. Det tror jeg også, at man kan mærke som læser. Det er det, der giver de fantastiske tvist. De finurlige krøller. Nogen gange bliver jeg også sur eller ked af det, når historien vil én vej, og jeg havde forestillet mig en anden. Det kan faktisk godt være svært at give slip, og jeg øver mig stadig på det.
Jeg føler uden tvivl, at personerne, som bliver skabt, har deres egne stemmer. De går deres egne veje. Nogle råber højere end andre, men de har alle en rolle at spille. Som forfatter er det ikke altid en selvfølge, at man til at begynde med kender deres roller. Derfor kan det være ligeså interessant for mig at følge karaktererne, som det kan være for en læser.

Der er nogle forfattere der ikke har kvaler med at skulle slå personer ihjel - hvordan har du det med det?
Jeg har faktisk en person eller to, som jeg ser frem til at ”slå ihjel” - hvor lyder det brutalt. Det er både i Trafallas-universet, men også i nogle af de andre historier, jeg brygger på. Jeg går stærkt ind for ”kill your darlings”. De må gerne genopstå, man må gerne blive narret til, at de genopstår, eller de må forblive døde. Uanset hvad kan jeg godt lide, at det hele ikke er rosenrødt og forudsigeligt. Jeg kan godt lide, når de onde er tæt på at vinde, og de gode virkelig har deres kvaler. Så sidder man helt ude på kanten af stolen.

Har du en yndlingsperson i din historie om Trafallas, hvis ja, hvem og hvorfor?
Ja. Det har jeg. Jeg elsker Geíwel. Hun fascinerer mig, og jeg kan ikke blive helt klog på hende. Samtidigt med at jeg har ondt af hende, så føler jeg også, at hun rummer enormt meget styrke. En styrke, som vi kommer til at se meget mere af. (Men Julie, døde hun ikke i bog 1?) Hmm, stod der faktisk nogen steder, at hun døde? Wink-wink.

Er det skræmmende, nu hvor du har skrevet og fået udgivet noget, at få og læse anmeldelser af det du har skrevet? Og hvordan ville du håndtere en eventuel dårlig anmeldelse?
Er du vimmer, det er mega-tisse-i-bukserne-jeg-tør-ikke-læse-dem-angstprovokerende at få anmeldelser. Alligevel er det jo også lidt derfor, man vil udgive noget - for at få det læst. Det hører med, og man kan ikke kun få gode anmeldelser, selvom det ville være det sjoveste. Nogen kan lide det, man har lavet, andre kan ikke. Sådan er det bare! Jeg forsøger at takle de mindre positive anmeldelser med mine ”professionelle briller”. Det lykkes ikke altid, men jeg bliver bedre. Jeg prøver at tage kritikken til mig, og så sorterer jeg i det, jeg føler, jeg kan bruge til noget. Resten glemmer jeg. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke lærer af evige roser. Man skal også indimellem mærke tornene.

Tak til Julie M. Day for at svare på mine spørgsmål, og Leatherbound for at give mig lov!

Konkurrence!
Ved at svare på nedenstående spørgsmål er du med i konkurrencen om et eksemplar af første bind i serien "Grænsen til Trafallas"! Skriv dit svar i en kommentar her eller på Facebook hvor konkurrencen også kører. Vinderen vil blive udtrukket fredag d. 25. maj kl. 12.

Spørgsmål: Hvilken serie lærte Julie M. Day at elske fantasy?

tirsdag den 15. maj 2018

Kristen Callihan; Sendt til tælling [Sponsoreret]

Kristen Callihan; Sendt til tælling (Game on, #1) [Sponsoreret af Flamingo]

Bagsidetekst:
Et one night stand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det. I hvert fald ikke fra Annas side.

Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og vant til at kunne charmere alt og alle. Problemet er, at Anna ikke er interesseret i en plads i spotlightet ved hans side. Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig. Han må overbevise kvinden, han er forelsket i, om at det, de har sammen, er mere end bare sex. 

Da jeg så at tredje del i denne serie udkom, besluttede jeg mig for at nu var det vist på tide at få de første to læst og det er jeg glad for at jeg gjorde. For denne bog fik mig både til at grine og den knuste mit hjerte. Hvis du har læst "Off-Campus"-serien, vil jeg varmt anbefale denne som den næste serie du skal gå i gang med.

Jeg vil anbefale den fordi det er en skøn historie og ligesom med personerne i "Off-Campus" følte jeg mig blandt venner. Samspillet mellem personerne er fantastisk. De griner og hygger sig. Spiser sammen og går i byen. De irriterer og driller hinanden på kærligste vis, også selvom de kan hade hinanden, så støtter de op om om hinanden. Den giver virkelig læseren følelse af venskab og varme og det elsker jeg den her slags bøger for. For selvom det ikke er storslået litteratur, holder den hvad den lover: god underholdning og rødme i kinderne! Jeg var underholdt og fanget fra første side og havde svært ved at ligge den fra mig, da jeg først var kommet i gang. Det er fedt at vi høre fra både Drew og Annas synsvinkel, da det giver et godt indblik i hvordan de tænker og føler. Samtidig er der ikke sparet på hede sexscener der gav hjertebanken og rødmen i kinderne. Sex overtager på ingen måde hele historien, men de seksuelle spændinger mellem Anna og Drew er hele tiden til at føle på, og man kan mærke deres kampe med hvordan de skal reagere overfor den anden. Sexscenerne er ikke voldsomme eller for Fifty Shades, men almindelige og det tror jeg er noget af der også tiltaler mig i den her slags historier. Sexen virker troværdig og det gør at personerne virker troværdige.

Og hvem elsker ikke bøger med hotte fyre i? Som i "Off-Campus" er fyrene hotte, og selvom de ved det, er de ikke røvhuller, men gode fyre, der vil deres piger det bedste. Selvom de måske ikke altid opfører sig som de burde, er der ingen tvivl om, at de elsker deres piger og vil gøre alt for dem. Hvilket bare gør at jeg elsker dem endnu mere. "Battle Baylor" knuste virkelig mit hjerte og byggede det langsomt op igen! (I mit næste liv vil jeg gå på college i USA!) Han er betænksom og kærlig, og han tør vise sin kærlighed overfor Anna - også selvom hun ikke vil have den. Samtidig er han sårbar og tør ikke spørge om hjælp når han har mest brug for det, og derfor han har brug for Anna, for hun ved hvad han har brug for og tør godt give ham det - også selvom det ikke altid ender pænt.

"Livet er, hvordan du vælger at leve det, 
og hvem du vælger at leve det sammen med, 
ikke hvad du tjener dine penge på."

Udover en god kærlighedshistorie handler denne bog også om familiesammenhold - eller manglen på samme. For både Drew og Anna har mistet og er derfor usikre på hvordan man elsker et andet menneske, når dette menneske kan forlade en. Det er desværre ikke noget man forsikre sig imod, og derfor tror jeg det er vigtigt at man finder en som forstår ens indre og hvilke følelser man tumler med. Drew og Anna har mistet på forskellig måde og selvom deres sorg er forskellig, sørger de begge stadig. De er gode til at hjælpe hinanden og de opnår en form for forståelse af hvad den anden har brug for når sorgen rammer.

Jeg kunne elske ham altid. Jeg glemmer at trække vejret. 
"Når jeg finder mig eget hjem," 
siger jeg, "så slipper jeg det aldrig igen." 
Hans hals bevæger sig, da han synker. "God plan."

Selvom bogen indeholder tunge emner og den fik mig til at græde, så er det også en hyldest til livet og kærligheden. For vi er ingenting uden kærlighed og når vi finder den rette, så ved vi det og jeg er helt enig i at penge ikke er en faktor, det vigtigste er, at man er sammen med den person der gør en til den bedste udgave af sig selv man kan være. En man er stolt af. At man laver det man drømmer for og elsker, for så elsker vi også livet og nyder det.

Tak til Flamingo for boggaven.

Fakta:
Forlag: Flamingdo
Original titel: The Hook Up
Udgive i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 409
5 ud af 6 stjerner

mandag den 14. maj 2018

Cassandra Clare & Holly Black; Sølvmasken [Sponsoreret]

Cassandra Clare & Holly Black; Sølvmasken (Magisterium, #4) [Sponsoreret af Alvilda]

Bagsidetekst:
Magernes samfund har i årtier frygtet Constantine Madden, der erklærede døden - og magerne - krig og forsøgte at genoplive de døde. Tingene gik ikke helt, som han ønskede ...

Nu lever hans sjæl videre i magikerlærlingen Callum Hunt, som er fængslet, bandlyst af magikersamfundet og anklaget for at have slået sin bedste ven ihjel. Og værre endnu er han mistænkt for at have evnen og magten til at vække de døde til live - ligesom Constantine.

Da det lykkedes Callum at flygte fra fængslet, går det op for ham, at han kan blive tvunget til at leve Constantines liv, og han står over for sin allerstørste udfordring: Skal han føre Constantines store plan ud i livet? Skal han forråde sine venner og læremestre og tilintetgøre alt det, han nogen sinde har holdt af? Har han noget valg?

Situationen i denne bog spidser mere og mere til og jeg elsker det! Det er dystert, mørkt og uden særlig mange lyspunkter, men det fungerer bare rigtig godt for mig. Jeg skulle lige huske tilbage hvad der skete i "Bronzenøglen", men da jeg var kommet i tanke om hvad der skete var historien ikke til at slippe igen. Jeg kunne nok godt sige at dette bliver det nye Harry Potter, men det gør det ikke, for der er aldrig noget der bliver det nye Harry Potter. Dette er dog en god pendant til det og til de børn og unge der vil læse god og spændende fantasy. Jeg vil lige sige at stemningen næsten allerede fra bind et er noget mere dyster end i Harry Potter, så det kræver måske en lidt stærkere mave. Det er som sådan ikke fordi der er mere vold i, men selve stemningen er bare helt anderledes - hvilket er rigtig fedt, for det er også med til at gøre "Magisterium" til sin helt egen!

I dette fjerde bind må Callum endnu en gang tage nogle meget svære og fatale valg - ikke kun for ham selv, men også hans venner og hele magernes samfund. Jeg ved ikke helt om jeg skal tro på at Constantines sjæl er med til at gøre Callum ond. For mig er Callum bare Callum, men ingen tvivl om at andre gerne ville have ham til at være Constantine. Jeg er helt sikker på at Callum har flere skrupler med at vække de døde og slå en masse folk ihjel end Constantine nogensinde havde og det må trods alt have noget at sige. Samtidig har han venner der elsker ham og som vil gøre alt for ham - endda dø (op til flere gange) og hvis man inkarneret ondskab, så tror jeg ikke man ville have venner der oprigtig elsker en. Som elsker en for den man er, ikke som den andre vil have en til at være.

Det er rigtig fedt at se Callums udvikling gennem disse bøger. Fra at være den der hadede magerne til at elske deres samfund. Callum var ensom og uden venner, nu har han venner der har hans ryg og han er nogenlunde selvsikker (som nu en teenager kan være) og ved han at godt kan klare sig selv og tænke selv. Selvom han stadig kan føle sig alene med sin ondhedspoint og gerninger, så tror jeg virkelig at han godt ved inderst inde at han er elsket. Alle mennesker tvivler en gang i mellem, og det tror jeg ikke er anderledes bare fordi det er en fantasybørnebog.

Jeg glæder mig til at læse slutningen - det kan næsten ikke blive andet end episk og jeg forventer mig store ting, både af Callum og de andre, og ikke mindst forventer jeg at sidde limet til siderne og forsvinde fuldstændig i historien - forhåbentlig fælde en lille tåre til undervejs og helt klart heppe på Callum og vennerne.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: The Silver Marsk
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 209
5 ud af 6 stjerner

lørdag den 12. maj 2018

Becky Albertalli; Fordelen ved hemmelige forelskelser [Sponsoreret]

Becky Albertalli; Fordelen ved hemmelige forelskelser [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Cassies yndlingsemne: Den kendsgerning, at jeg har haft seksogtyve crush og har kysset præcis nul gange. Det er åbenbart, fordi jeg skal kvinde mig op. Hvis jeg er vild med en dyr, skal jeg sige det til ham. Måske kan man gøre sådan i Cassies verden og få det til at ende med et kys. Men jeg er ikke sikker på, at det fungerer for tykke piger.

Molly ved alt om at være hemmeligt forelsket. Hun har prøvet det 26 gange. For selvom hendes søster Cassie siger, at hun skal kaste sig ud i det, tør Molly ikke risikere at blive afvist. Hun er forsigtig. For det skal tykke piger altid være. Men så dukker Will op. Han er sjov, flirtende og muligt kæreste-materiale. Og med ham kan Molly måske få sit første kys. Men der er også Reid, Mollyes nye kollega. Ham kan hun da umuligt falde for. Vel?

Dette er endnu en dejlig fortælling fra ”Simonverse”. Som jeg skrev i min anmeldelse af ”Leah på off beatet”, så er jeg glad for at forfatteren har valgt at skrive flere bøger inden for det samme univers – især fordi jeg slet ikke følte mig færdig med det, da jeg havde læst historien om Simon.

I ”Fordelen ved hemmelige forelskelser” er vi dog ikke helt samme sted som i historien om Simon og Leah og det er som sådan heller ikke en af deres venner vi følger, men derimod Abbys kusiner Molly og Cassie. Molly har været forelsket et hav af gange, men aldrig noget der er blevet til noget og Cassie begynder at presse på. Molly ender i nogle situationer hvor hun ikke har lyst til at være fordi hun udgiver sig for noget hun ikke er – nemlig ligesom sin søster. Heldigvis synes jeg Molly, selvom hun har svært ved at sige nej, er god til at være tro mod sig selv og hun går aldrig for langt – ikke rigtigt i hvert fald. Hun er usikker på sig selv, for ligesom med Leah er hun ikke en XS, og det får hun at vide masser af gange – også fra nogle der måske skulle støtte hende mere, heldigvis bliver hun klogere på hvorfor, især mormoren, kan være led ved hende. Igen synes jeg det er godt at høre fra en lidt atypisk hovedperson for young adult – det er nemlig aldrig den kraftige pige vi hører fra, hun står altid i baggrunden.

Selvom dette godt kunne være blevet en sukkersød historie om forelskelser og hvad man gør når man bliver forelsket, bliver den aldrig kvalm eller for meget. For forfatteren har et skarpt øje og formår at skrive på en god og ligefrem måde, der gør historien nærværende. Der er ikke pyntet på detaljerne og jeg kan sagtens se mig selv smugle sprut med ind på mit værelse selvom jeg ikke måtte. Det er nærværende og virkelighedstro – hvilket er en af grundene til at jeg holder så meget af young adult. Det er ikke for meget, men historierne læner sig godt op af en normal hverdag, med problemer som stort set alle teenagere har været i.

Det er dog også en historie om hvad der sker med søskende når de vokser op – selvom nogle bliver tættere med årene, er der også nogle der vokser fra hinanden. For måske aldrig rigtigt at finde hinanden igen. Det i hvert fald tydeligt at selvom Molly og Cassie vil hinanden det bedste, så kommer der knuder på tråden og siden de ikke er vant til det, er det svært for dem at løsne op og tale om tingene. De er meget forskellige, og nogle gange er det ikke altid en styrke.

Ligesom de to andre bøger af Becky Albertalli er det historier man tager med sig og som indeholder alle de store følelser. Det kan young adult godt – og Becky gør det på fineste vis og jeg giver den mine varmeste anbefalinger!

Tak til CarlsenPuls for anmelderekesemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: The upside of unrequited
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 359
5 ud af 5 stjerner

fredag den 11. maj 2018

Sissel Moody; Den magiske sten [Sponsoreret]

Sissel Moody; Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana, #1) [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
"Jeg kiggede forsigtigt ind på mit værelse. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede - måske at der nogen derinde? Jeg gik hen for at lukke vinduet, og det var der, jeg fik øje på den! Jeg havde tegnet den masser af gange, men det var først nu, at jeg rigtig så den. Omkring syv meter fra vinduets åbning fløj den - lige hen over gaden med ryggen til. Jeg kunne s de store blå vinger på det lille væsen."

Linea har ingen venner. Hun bliver mobbet, og hendes liv består af kedelige, ensformige dage uden noget at glæde sig til. Hun forestiller sig ofte, at der findes en mere magisk og eventyrlig verden - en verden, hvor hun passer ind. Hun tegner de væsner, hun forestiller sig bor i den anden verden, og pludselig sker det, hun altid har ventet på. Hun får kontakt med et fremmed, magisk land ved navn Laitana.

Laitana er ramt af en forbandelse, og har brug for Lineas hjælp. Hun rejser med til det magiske land, hvor mod, styrke og evnen til at danne venskaber bliver vigtige egenskaber, når hun skal tage kampen op og være helten i sit eget eventyr.

Tror du på magi?

Dette er endnu en af de bøger jeg har haft til at ligge lidt for længe - jeg beklager meget, men det bliver nok heller ikke den sidste der kommer til at ligge lidt, for der er alt for mange bøger og alt for lidt tid. Heldigvis er jeg sikker på at jeg ikke er den eneste der har det problem! Og heldigvis viser det sig ofte at forfatterne har god forståelse for den (til tider) lidt lange ventetid.

Nu har jeg så læst "Den magiske sten" og det er jeg rigtig glad for - der var dog et par ting der nagede mig mens jeg læste, men dem vender jeg tilbage til, for først vil sige at jeg synes det her er rigtig god fantasy. Det hele er godt fundet på, og jeg er imponeret over de mange tråde det lykkedes forfatteren at holde styr på undervejs i fortællingen. Det tror jeg er noget af det der imponerer mig mest når jeg læser gode historier: det overordnede overblik så alle tråde ender hvor de skal. Mon det er noget man øver sig på, eller kan man det bare? Sidespor. Jeg kunne godt lide at Linea er pigen som drømmer om en fantasiverden for at ende i en - hvor mange gange har jeg ikke siddet på mit eget værelse og drømt mig til fremmede steder? Ønsket mig steder hen der ikke fandtes? Jeg gør det stadigvæk! Det er gaven ved at læse - man kan rejse, selvom man bliver siddende i sin yndlings stol. For Linea er det dog mere end bare en drøm. Det er et håb. Et håb om at finde et sted hvor hun passer ind. Hvor hun hører til. Hvor hun kan blive accepteret for den hun er: den stille pige, med et utroligt stort mod. Et mod hun ikke engang selv vidste hun havde. Samtidig udviser hun empati og medfølelse for sine rejsekammerater og hun opnår rent faktisk både at få venner og en forelskelse med hjem fra Laitana. Samtidig er handlingen spændende og medrivende - dog er der rigtig meget talesprog, der kan gøre det lidt staccatoagtigt at læse - jeg er ikke god til meget direktetale. Men efterhåndende som handlingen udviklede sig, synes jeg sproget flød bedre og bedre. Måske skulle forfatteren lige skrive sig varm.

Dog irriterede Linea mig grænseløst. Jovist er hun den stille pige, never been kissed og alt det der, men jeg følte virkelig at hun ynkede meget hele vejen igennem. At hun - selvom hun udviser mod - er pænt vattet, i hvert fald i mine øjne. Hun stikker af flere gange fordi hun ikke tør se sandheden i øjnene eller fordi hun bliver ked af noget, i stedet burde hun være blevet og have taget diskussionen. Ved hele tiden at flygte fra problemerne - selvom hun, til ros, dog vender tilbage - får det hende til at fremstå som usikker og ikke særlig tillidsvækkende. Alligevel formår hun at få venner som kæmper sammen med hende. Jeg fandt hende desværre ikke særlig likeable og det ødelagde lidt historien for mig. Jeg beklager! En lille ting der irriterede mig - især til sidst, er at vi konstant skal høre om hvad hun har på af tøj. Jeg ved godt at jeg selv bider mærke i det, hvis folk pludselig har noget andet på end de havde før, men det her er for meget.

Tak til forlag og forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Solvind
Udgivet i: 2017
Antal sider: 466
4 ud af 6 stjerner

tirsdag den 8. maj 2018

Oliver Jeffers; Træet / Hjertet og flasken [Sponsoreret]

Oliver Jeffers; Træet / Hjertet og flasken [Sponsoreret af Carlsen]

Bagsidetekst: Træet
Da Fredes drage sætter sig fast i et træ, er han fast besluttet på at få den ned igen. Men hvordan? Jo, han kan skyde den ned med sin sko. Men den sætter sig bare også fast. Og det gør den næste sko også. Hvad kan mon få dragen ned med? En orangutang? En båd? En hoveddør? Og det er kun begyndelsen ...

Træet er - i forhold til andre af Olivers bøger som jeg har læst - noget mere underholdende. Det er fortællingen om den stædige dreng Frede og dennes kamp for at få sin drage ned fra et træ. Og hvordan griber Frede så det an? Jo, han kaster den ene ting efter den anden op i træet for at få dragen ned. Sine sko, dyr, hoveddøren, skibe, brandbiler og meget andet - lyder det grotekst? Det er det også, men det er samtidig virkelig underholdende. Og lykkes det så Frede at få dragen ned? Det gør det skam, og han leger med den resten af dagen, til han ligger i sin seng og kommer i tanke om, at der vist er noget han har glemt ... og vi ser en af brandmændene få en god ide til hvordan de kommer ned fra træet.

Oliver har med sit utrolig fine og lette sprog skrevet en finurlig billedbog om stædighed og opfindsomhed når man står over for et stort problem. Tekst og billede passer smukt sammen og som hans andre billedbøger er de simple, men flotte illustrationer små kunstværker i sig selv.

Det er helt klart et en billedbog der vil underholde både store og små læsere og som der kan drages mange samtaler ud fra. Hvordan har han mon kræfter til at kaste alle de ting op i træet? Hvor meget plads mon der er i træets krone? Hvorfor kravlede han ikke bare op efter dragen? (Fordi det er der ingen sport i...!)



Bagsidetekst: Hjertet og flasken
Der var engang en pige, hvis hoved var fyldt med alverdens forunderligheder. Men en dag skete der noget, der fik pigen til at gemme sit hjerte væk på et sikkert sted. Og herefter virkede alt mere tomt end før. Kan hun mon finde sit hjerte igen?

Oliver Jeffers kan altså virkelig noget magisk med hans billedbøger. "Hjertet og flasken" er endnu et eksempel på hans sublime fortælleevne og måde at håndtere nogle af livets store spørgsmål på. I denne bog tages der fat i nogle af tunge emner som sorg, tab og kærlighed. Vi møder en pige der til at starte med forundres over alt hvad der er i verden, men så oplever hun noget der får hende til at gemme sit hjerte væk i en flaske. Dette medfører at hun ikke længere forundres over verden. Hun tager ikke længere del i livets små mirakler og livet føles derfor tomt. Det store spørgsmål er som, om hun tør og kan få sit hjerte tilbage og igen opleve den forunderlige verden.

Som med "Barn af bøger" kan denne næsten kategoriseres som en voksenbog, da de indeholder så mange facetter, at det er lige før det bliver for meget for børn. Olivers utrolig smukke illustrationer er hjerteskærende ærlige og giver historien et ekstra lag af både stemning og følsomhed. Det gør at man nemt sidder med hjertet oppe i halsen mens man læser. Samtidig giver de et fint indblik i verdens forunderligheder og der er dyr, planter og meget andet man kan forundres over.

"Hjertet og flasken" er en billedbog der rammer både de store og små læsere. Historien rammer de små læsere i sin enkel- og lethed og på den fine måde den får beskrevet nogle af livets store spørgsmål. Den rammer de voksne læsere fordi den netop tager fat på tunge emner og giver plads til samtale og dialog om netop de emner.

Jeg er stor fan af Oliver Jeffers og hans arbejde. Hans skrivestil og de flotte illustrationer. Det er billedbøger der går op i en højere enhed og som jeg helt sikkert vil genlæse igen og igen.

Tak til Carlsen for begge bøger!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2018 (på dansk)
5 ud af 6 stjerner (til begge bøger)

mandag den 7. maj 2018

Becky Albertalli; Leah på offbeatet [Sponsoreret]

Becky Albertalli; Leah på offbeatet [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Jeg kan virkelig ikke være så skrupforelsket i en hetero-pige. Jeg bliver simpelthen nødt til at få styr på mig selv.

Som trommeslager i et band har Leah intet problem med at finde takten - men det er ikke helt så let i det virkelige liv. Hun elsker at tegne, men tør ikke vise sine tegninger til nogen. Og selvom hendes mor ved, at hun er biseksuel, har Leah endnu ikke fortalt det til sine venner - ikke engang til sin bedste ven Simon, som er homoseksuel. Afslutningen på high school nærmer sig, der er spændinger og uro blandt vennerne, og det går efterhånden op for Leah, at hun måske er ved at forelske sig i en af dem.

Jeg glæder mig helt vildt til at komme i biografen og se "Love, Simon" som er filmatiseringen af Becky Albertallis "Simon vs. verdens forventninger". Jeg glæder mig til at se den fordi historien er virkelig god og rørende, samtidig glæder jeg mig slet ikke til at se den, fordi jeg er bange for at den ikke kan leve op til mine forventninger. Jeg har endnu ikke se filmatiseringen af "Alt eller intet", men af samme grund. Det er altid svært med filmatiseringer.

Men det er ikke det jeg skal skrive om nu. Jeg vil meget hellere skrive om hvor vellykket denne efterfølger er. Jeg vil kalde det en selvstændig efterfølger, fordi Simon og de andre personer fra hans historie spiller en meget stor rolle i fortællingen om Leah. Jeg var lidt usikker på hvordan det ville være at vende tilbage til historien, netop fordi det er en ny vi følger nu, men det gik heldigvis overraskende godt og jeg fandt mig hurtigt til rette i jargongen der er let og flydende og gør at historien føles velkendt - selvom det er en ny person der fortæller. Historien er underholdende og jeg sad flere gange og grinede lidt for mig selv - både af situationer og af ting der blev sagt. Det er en historie der er helt nede på jorden og som jeg sagtens kan se for foregå i den virkelige verden - jeg håber det giver mening!

Samtidig er det fedt at det ikke alt er de smukke og især tynde piger der er hovedrolle i ungdomsbøger. Leah er nemlig ikke en størrelse XS, men derimod nok mere en L og det er fedt at hun og dem der ligner hende, også har en stemme og at det er en stemme vi får lov til at høre. Leah er godt tilfreds med sig selv - lige indtil hun dog skal finde en kjole til prom, så bliver hun lidt usikker, men mon ikke hun ender med at se fantastisk ud alligevel?

Leah går også og tumler med hvem hun godt kan lide - for den person hun inderst inde helst vil have, kan hun faktisk slet ikke lide. Og hvad gør man så? I Leahs tilfælde forsøger man at ignorere det, også selvom det er svært. For der er hele tiden små hentydninger til at den pågældende person også godt kan lide hende, men tør Leah reagere på det? Det sjove er at Simon er offentlig omkring hvem han er, men han kender slet ikke denne side af Leah. Den side, der faktisk mest er til piger. Og hun er meget usikker på om og hvordan hun skal få det sagt. Heldigvis kommer det helt naturligt og selvfølgelig ender det med fyrværkeri - det kan jeg godt sige uden at spoile for meget!

Det er en skøn historie - jeg er glad for at forfatteren har valgt at skrive videre på "Simonverse", for der er meget mere at hente end blot historien om Simon. Det er som at være sammen med venner der kender en, forstår og støtter en. En kærlig trup af bekendte der godt kan drille, på den kærligste måde og udfordre hinanden. De skubber en i den rigtige retning og sørger for at man aldrig er efterladt alene. Det er det young adult kan: give en følelse af samhørighed og denne bog er et fremragende eksempel på dette!

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Leah on the off beat
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 348
5 ud af 6 stjerner

fredag den 4. maj 2018

Pam Smy; Thornhill

Pam Smy; Thornhill

Bagsidetekst:
1982: Den forældreløse Mary bor på Thornhill-hjemmet og plages af en anden piges ekstreme mobning. Mary planlægger hævn.

2017: Ella er lige flyttet til byen, og fra sit kvistværelse har ud udsigt til et forladte Thornhill. En dag ser hun en pigeskikkelse i et af vinduerne.

De to pigers skæbner mødes, efterhånden som historierne flettes ind i hinanden. En gyserfortælling i både ord og billeder.

Dette må være en af de mest sørgelige og stemningsfyldte graphic novels jeg har læst. Den er virkelig noget helt for sig. Ikke alene på grund af historien, men også i høj grad på grund af opsætningen og fortællemåden. Bliv ikke skræmt af de over 500 sider, de er hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt.

Historien er hjerteskærende. Mary er en ensom og indadvendt pige, der har det bedst med at skære og lave forskellige dukker. Hendes loftværelse på Thornhill børnehjemmet er fyldt med dem, og det er blandt dem at hun søger trøst når livet er går imod hende - og det gør det tit. En anden pige mobber hende og gør Marys liv til et helvede. Pigen får aldrig et navn, men bliver altid omtalt som "hende". Mary bliver terroriseret på det groveste, men hun kan ikke sige noget. For Mary taler ikke. I hvert fald ikke særlig tit, og hvordan skal man så fortælle de voksne at hun bliver mobbet? En dag får de forældreløse at vide at Thornhill skal lukkes. En efter en forsvinder de andre piger og de ansatte. Til sidst er der kun Mary og "hende" tilbage på hjemmet og endelig får Mary sagt stop ... eller gør hun? Sideløbende med at vi følger Marys historie følger vi tilflytteren Ella. Hun er meget alene hjemme og tiltrækkes af Thornhills hemmeligheder. Undervejs afdækkes den grusomme sandhed og Ellas skæbne bliver beseglet.

Den barske historie er beskrevet på en ret fantastisk og opfindsom måde. Når vi hører Marys historie er det gennem dagbogsindlæg, hvor hun fortæller om hverdagen, de grusomme mobberier og hvordan hun planlægger sin hævn over "hende". Når vi hører Ellas historie, er det udelukkende i illustrationer. Der er intet tekst, bortset fra avisoverskrifter og titler på bøger og lignende. Intet andet. Det er ret fedt at læse en bog med så forskellig visuel udformning. Lidt a la "Illuminae" hvor der heller ikke er noget direkte tale, men hvor alt er beskrevet gennem chatlogs, mails og videoovervågnings beskrivelser. Når en forfatter tør lege så meget med udformningen, giver det en helt unik læseoplevelse. Så selvom vi er over 500 sider, tager det ikke særlig lang tid at læse. Historien når dog stadig at give en ondt i sjælen og en gysen ned af rygrædden. For der er gys og uhygge og Mary er slet ikke færdig med at leve endnu ...

Hvis du trænger til en anderledes læseoplevelse, men stadig med en historie med noget på hjertet, så vil jeg klart anbefale denne bog. Selvom det er en graphic novel og for "børn", bliver der stadig behandlet tunge emner som svigt, mobning og død. For både Mary og Ella er blevet svigtet - af systemet og af de personer der burde tage vare på dem. Vi ved ikke om Ella bliver mobbet, men den type mobning Mary udsættes for, er grov og skrækkelig. Mary og Ella er begge meget alene og derfor er det nemt for dem at finde trøst i hinanden, også selvom den ene af dem er død ...

Fakta:
Forlag: Høst og Søn
Original titel: Thornhill
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 541
4 ud af 6 stjerner

onsdag den 2. maj 2018

April wrap-up

April wrap-up

Puha da den her måned. Der har virkelig været knald på - på alle sider! Både på arbejde, hvor vi har haft travlt med litteraturfestivallen Ordkraft og alle mulige småting der har taget tid. Der har været lukkedage pga. sygdom i dagplejen, så vi har haft bedsteforældrene i gang med at lege barnepiger. Samtidig har Emil været en del syg, så jeg har skulle løbe ekstra stærkt derhjemme med både at passe Iris, hund og hus - puha, der har ikke været mange pusterum i løbet af dagene og mine weekender er fløjet forbi og jeg har slet ikke følt jeg har haft weekend. Jeg kan virkelig mærke på mig selv at der har været meget at se til, og jeg har svært ved at falde ned og slappe af - for jeg burde jo lave ting i huset, gøre rent og vaske tøj og ikke bare stene tv. Forleden orkede jeg dog hverken at læse eller tegne i min bullet journal, så der så jeg en film og det var faktisk rigtig rart at slå hjernen fuldstændig fra.

Sjovt nok repræsenterer min bogstak overhovedet ikke den travlhed, for jeg har virkelig fået læst meget. Jeg ved ikke om jeg, netop pga. travlheden har været meget opmærksom på at holde mig i gang hele tiden - også med at læse. Når Iris sov om eftermiddagen har jeg læst og om aftenen når hun var kommet i seng. Samtidig har jeg hørt lydbog på min køretur til og fra arbejde.

Det er blevet til 27 bøger - heraf 3 lektørbøger - fordelt på 6274 sider. Jeg har stadig gang i "The Black Witch" som lydbog, så det er kun lige de 115 sider jeg har nået at læse der er medregnet i dette tal.

De læste bøger er:
Michael Kousgaard; Turturrinitårnet (Blåskæg, #3)
Fabien Nury; Silas Corey : Zarkoff testamentet, vol. 1
Fabien Nury; Silas Corey : Zarkoff testamentet, vol. 2
Åsa Larsson; Maren (PAX, #9)
Ralph Meyer; Rigmandens sidste måltid (Undertaker, #1)
Ralph Meyer; Gribbenes dans (Undertaker, #2)
Ralph Meyer; Slagteren fra Sutter Camp (Undertaker, #3)
Ralph Meyer; Hippokrates' skygge (Undertaker, #4)
Neil Gaiman; Nordisk Mytologi
Stephanie Perkins; Når ingen hører dig skrige
Annie Bahnson; Hvor solen skinner om natten
Pam Smy; Thornhill
Sissel Moody; Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana, #1)
Cassandra Clare; The Mortal Instruments: The Graphic Novel, vol. 1
Jen Wang; The Prince and the Dressmaker
Kerry Drewery; Dag 7
Becky Albertalli; Leah på offbeatet
Monica Murphy; Mere end venner
Monica Murphy; For evigt
Melissa Albert; Hazel Wood
Cassandra Clare; Sølvmasken (Magisterium, #4)
Amanda Maxlyn; Stille
Kristen Callihan; Sendt til tælling (Game on, #1)
Katja Alves; Muffinklubben - kæledyr og kaos (lektør)
Trine Bundsgaard; Tilde - Overlevelsesguide til det perfekte liv #1 (lektør)
Trine Bundsgaard; Tilde, - Kærlighedskarrusel for fuld skrue #2 (lektør)
Becky Albertalli; Fordelen ved hemmelige forelskelser

Månedens tyndeste bog:
Tegneserien, "Undertaker", om bedemanden Crow er de tyndeste bøger jeg har læst i denne måned med deres 54 sider.

Månedens tykkeste bog:
Pam Smy's "Thornhill" er den tykkeste bog med sine 558 sider. Det er dog ikke den der har taget mig længst tid at læse, men det fortæller jeg mere om i anmeldelsen af den, der kommer senere.

Månedens mest overraskende bog:
"Hazel Wood" var slet ikke som jeg havde forventet og det var fedt at blive positivt overrasket over en bog, som jeg troede ville være lige til at gå til, det var den slet ikke og den var langt mere dyster og mørk end jeg havde forestillet mig. Den er dog ikke mindre fed af den grund!

Månedens bedste bog:
Jeg tror jeg vil vælge "Sendt til tælling" som den bedste bog jeg har læst i april. Det er længe siden jeg har læst noget new adult med lækre fyre, flotte piger og en medrivende historie og det var dejligt. Den fik mig både til at grine og knuste mit hjerte - jeg drømmer stadig lidt om "Battle Baylor"!

Hvad jeg vil læse i maj:
Uha, det er jo altid svært for mig at sige, men jeg håber at jeg kan få læst "Game on"-serien færdig, "Drømmetyvene" og "For altid, Lara Jean" håber jeg også at få læst. Og selvfølgelig, den nye af Patrick Ness! Den glæder jeg mig virkelig meget til og mine forventninger er tårnhøje!

Hvad håber I at få læst?

mandag den 30. april 2018

Annie Bahnson; Hvor solen skinner om natten [Sponsoreret]

Annie Bahnson; Hvor solen skinner om natten [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er blevet studenter. De længes efter nogle ugers frihed, inden studielivet med nye forpligtelser skal begynde.

Et helt andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han må ud af Syrien, så han ikke bliver en del af Assads hær, og kursen er sat mod Danmark, hvor han håber at blive genforenet med sin kæreste.

På en græsk ø krydses deres spor, og de næste uger vil vise dem alle, at frihed ser forskellig ud, afhængigt af hvem der stræber efter den.

Dette er den slags bog der giver ondt i maven. Og ikke på den gode måde! Den giver ondt i maven på den der måde, hvor man faktisk sidder og får dårlig samvittighed over ens liv, som ikke er præget af krig, sult eller traumer over bomber i natten. Det er den slags bog der giver en lyst til at gøre noget. Ikke bare donere penge eller tøj, men rent faktisk gøre noget. Tage ned og hjælpe. Gøre sig nyttig. Men jeg er en kylling. Jeg er slet ikke modig som Freddy og Lulu - også selvom de ikke føler sig modige, er de det. Ligesom Xenia i "Valget" gør de nemlig noget. De ofrer sig og gør en forskel - i hvert fald for et menneske.

Da jeg læste "Valget" sad jeg også med en klump i halsen og knugen i maven over den uretfærdighed flygtninge oplever. De flygter fra krig og ødelæggelse, for kun at blive placeret i asyllejre, hvor de ikke ved hvad der skal ske med dem. De har opgivet alt for at komme væk fra et sted hvor de kan risikere at blive slået ihjel, og i stedet for en lys fremtid, ender de som et tal i statistikken og et nummer på et stykke papir. De ender i et årsregnskab, hvor der højst sandsynligt ikke er plads til dem. Hvilken slags tilværelse er det? Jo, de er i live, men lever de?

Dette er ikke kun en historie om nød og uretfærdighed, det er også en fortælling om at finde sig selv og turde stå ved sine egne meninger. Freddy har levet efter sin fars ønsker, og nu indser hun at det måske ikke er noget for hende. At hun bliver nødt til at finde sin egen vej i livet og denne vej starter med at hjælpe Habib. Freddy kommer fra et hjem hvor hun aldrig har manglet noget, jo måske lidt kærlighed og ikke bare et krav om at være den bedste og få de bedste karakterer. Nu må hende og Lulu arbejde for føden og de må også kæmpe for overlevelse, ikke på samme måde som Habib, men stadigvæk. Jeg synes det er interessant at opleve Freddy og Lulus fælles kampe, for selvom de er bedste veninder, er de meget forskellige og det ender flere gange i skænderier og diskussioner om hvad der er bedste at gøre. Både Lulu og Freddy vil være frie fugle. Vi hører ikke om Lulus baggrund, men jeg forestiller mig at hun måske flygter fra sine egne problemer og hun fester og lever livet, for måske at glemme hvad der er hjemme i Danmark. Freddy vil være fri fra sin fars regler og krav og derfor gør hun oprør og gør de ting som hun ved vil pisse ham mest af.

Samtidig er det også en historie om en kærlighed der er værd at krydse lande for. Værd at kæmpe for og værd at leve for. For Habib skulle slet ikke til Danmark, men hans kæreste er i Danmark og derfor tager han den vej. Selvom de må leve i hemmelighed og skjule deres kærlighed, vælger han alligevel kæresten frem for familien, og det er stort. Især fordi Habibs religion ofte får ham til at tvivle på om kærligheden nu også er rigtig. Alligevel kæmper Habib videre og opgiver ikke håbet, men er villig til at ofre alt for at komme til Danmark.

Dette er ikke en hjertevarm kærlighedshistorie, men derimod en vigtig historie og et opråb - om at hjælpe dem der har brug for det. Om at alle skal have lov til at leve og elske hvem de vil. Om hvor vigtigt det er at sige fra og gøre hvad der er bedst for en selv, også selvom det kan være svært. Det er en bog både for unge og voksne, for jeg tror at alle kan lære noget af den. Både om opdragelse, forståelse og accept. 

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet i: 2018
Antal sider: 263
5 ud af 6 stjerner

fredag den 27. april 2018

Stephanie Perkins; Når ingen hører dig skrige [Sponsoreret]

Stephanie Perkins; Når ingen hører dig skrige [Sponsoreret af Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Det er næsten et år siden, at Makani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette med sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii. En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jager morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Makani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.

Det er ikke mange krimier jeg læser - heller ikke når det gælder krimier til unge læsere. En serie jeg altid anbefaler når unge læsere efterspørger krimier er "I hunt killers", som godt nok er meget voldelig og blodig, men stadig mega fed. Nu har jeg fået en ny bog at anbefale! For hvis man er til vold, blog og en lille smule kærlighed, så er "Når ingen hører dig skrige" helt klart værd at læse. Og jeg kan afsløre at det aldrig bliver rigtig uhyggeligt, selvom jeg sad med gåsehud og ikke turde kigge ud af mit mørke vindue. Jeg er ikke meget til gys og thrillere, fordi jeg har svært ved at ryste dem af mig igen, men Perkins har fundet et fint sted der er tilpas - i hvert fald for mig. Det var spooky og creepy, når I læser den, ved I hvad jeg mener, men det blev aldrig uudholdeligt for mig at læse.

Jeg blev suget ind i fortællingen og personernes liv og alle hemmeligheder. For der er mange hemmeligheder. Alle har hemmeligheder - det er lidt a la "Rivalerne" af Alyson Noël. Jeg er vild med Perkins' skrivestil og de små bidder information vi får løbende. Vi får ikke noget serveret på en sølvfad og flere gange troede jeg lige at jeg havde regnet den ud, for så at finde ud af efterfølgende, at det havde jeg bare slet ikke. Det er så fedt når man bliver holdt hen i det uvisse og hele tiden kommer i tvivl. Samtidig er samspillet mellem karakterene i bogen rigtig godt. Selvom Makani føler sig udenfor har hun alligevel formået at få venner - også venner der vil støtte hende, selv efter de har lært hendes hemmelighed at kende. En hemmelighed der var meget anderledes end hvad jeg først havde troet og dog ikke så slem som jeg havde forestillet mig. Jeg kan rigtig godt lide Ollie, Darby og Alex - de komplimenterer hinanden rigtig godt. Selvom Darby og Alex ikke helt er trygge ved Ollie i starten, bliver de dog klogere.

Jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig da jeg først var kommet rigtig i gang. Kapitlerne og siderne forsvandt bare mellem fingerne på mig og jeg kom alt for sent i seng, fordi jeg lige måtte have et kapitel mere og et mere. Dette resulterede i at bogen var hurtigere læst end jeg havde planlagt, hvilket på en måde måske også var godt nok. For selvom jeg jeg virkelig nød bogen og fandt den utrolig underholdende, spændende og fængslende, blev det alligevel lidt for meget til sidst. Der blev lidt for meget drama, lidt for amerikansk og bare lidt for meget. Jeg er glad for at den ikke blev kørt endnu længere ud, for så tror jeg at det havde taget fuldstændig overhånd. Dette er grunden til at den ikke rammer de fem stjerner.

Jeg vil dog alligevel give bogen mine varmeste anbefalinger, for selvom det blev lidt for meget, ødelagde det ikke læseoplevelsen for mig. Jeg var godt underholdt - også selvom det kammede lidt over til sidst - og den er bestemt værd at tage sig tid til at læse.


Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: There's Someone Inside Your House
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 301
4 ud af 6 stjerner

onsdag den 25. april 2018

Neil Gaiman; Nordisk mytologi

Neil Gaiman; Nordisk mytologi

Bagsidetekst:
Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger. 

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker nordisk mytologi! Jeg har læst "Erik Menneskesøn" mange gange og lyttet til radiospillet "Freja og Lilletor" flere gange end jeg har tal på. Jeg er vild med andre bøger der handler om eller indeholder spor af nordisk mytologi, som fx "Ravnenes hvisken" eller "Thor & Loke - Prøven". Det har bare altid fascineret mig.

Da jeg første gang så denne meget smukke bog vidste jeg at jeg ville læse den og at den måtte stå på mine hylder så jeg kunne nyde den når jeg ville - jo, jeg nyder ofte udsigten af mine bogreoler. Det er dog først nu at jeg har fået læst og jeg indrømmer, at jeg virkelig har lyst til at genlæse "Erik Menneskesøn". For selvom jeg kendte stort set alle historierne i "Nordisk mytologi" var det stadigvæk en fantastisk læseoplevelse. Ikke mindst på grund af Neil Gaimans sprog og skrivestil. Jeg sad flere gange undervejs og grinede for mig selv over gudernes held (og uheld) og hvordan de mundhugges indbyrdes. Flere af dem både elsker og hader hinanden, og det samspil rammer Gaiman virkelig godt. Man kan tydeligt mærke Thors frustration over Loke, samtidig med at han finder ham utrolig kløgtig og god at have i baghånden.

Det er som om jeg ikke kan høre disse historier nok. Om hvordan Odin, Vile og Ve skabte mennesket ud af træstykkerne Ask og Embla. Om hvordan Odin mistede sit øje, for at opnå visdom. Om hvordan Frigg mistede sit hår og Ydun sine æbler. Eller om dengang Thor skulle drikke verdens havet og løfte Midgårdsormen. Der var dog også nye historier. Jeg tror ikke at jeg tidligere har læst om hvordan Thor fik Mjølner eller om hvordan Frej fik sin kone, Gerd. Historierne bliver ved med at være magiske og sådan håber jeg at de bliver ved med at være. At læse disse gamle historier giver mig en helt særlig følelse. Det er svært at beskrive, men mens jeg læste de historier der også er med i "Freja og Lilletor", kunne jeg høre radiospillet for mine øre. Jeg kunne høre musikken der blev brug og hvordan historierne bliver fortalt deri. Giver det mening? Det håber jeg, for jeg kan ikke forklare det på bedre vis.

Ligegyldigt om man er fan af nordisk mytologi eller ej, er det en skøn læseoplevelse. Læs den i det mindste fordi myterne er genfortalt på fineste vis og man kan virkelig mærke at der er lagt mange timers research i bogen og at det er noget som Gaiman holder meget af. Det bliver også fortalt i forordet, at nordisk mytologi har en særlig plads i Gaimans hjerte. Det kan mærkes og jeg nød virkelig at læse den og jeg hyggede mig meget med det.

Tak til Pia for at dele sin præmie med mig!

Fakta:
Forlag: Modtryk
Original titel: Norse Mythology
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 269
5 ud af 6 stjerner

mandag den 23. april 2018

Line Leonhardt; Hul igennem [Sponsoreret]

Line Leonhardt; Hul igennem [Sponsoreret af Calibat]

Bagsidetekst:
"Føj! Du stinker af frisør," griner Asger og rækker ud efter mine smøger. Han ser vildt stenet ud. "Shit, det blev sent i går."
"Okay, gutter." Jeg er alvorlig nu. "Jeg kom til at sige, at vi har et job på PUB 42."
"Seriøst?" Sigurd griner. "Os?"

Et væddemål mellem Mads og onkel Alberto sender Mads til frisøren. Her bliver Mads klippet af den hotte frisør, Karina, som han straks bliver vild med. Men Mads er ung, usikker og ved ikke rigtig, hvad han skal gøre for at score hende ...

Line Leonhardt kan skrive både til børn og unge læsere og det er jeg imponeret over. Ikke alene fordi historierne hun har skrevet er meget forskellige, men også fordi sproget er meget varieret - man kan ikke skrive i helt samme stil, til børn og unge. Sproget i Lines ungdomsbøger er hårdere og mere råt, og det passer rigtig godt til de historier hun skriver. I "Jagttegn", som også er en barsk historie, er sprog og fortælling ikke for sarte sjæle. Hun kan - ligesom Fupz - skrive råt og ærligt, om de ting vi ikke snakker om. Om når det hele går helt ad helvede til og om de lidt sølle eksistenser.

Selvom bogen er kort er den bestemt værd at læse. Det er vigtig læsning, om ikke at give op og blive ved med at tro på sine drømme og kæmpe for dem. Selvom stort set alt går galt for Mads, så tror han ukueligt på drømmen om at blive rockstjerne og Line får på fineste vis beskrevet både ned- og de sjældne opture, som han oplever undervejs. Sproget er malende (om end ikke så flatterende) og det er nemt at se øvelokalet, baren, frisørsalonen og hjemmet for ens indre blik mens man læser. Jeg fik tilbageblik til gymnasiefester med lunkne øl, billige smøger og vodka-juice drinks.

Samtidig er der en god humor i bogen, der gør at alt det hårde og brutale, bliver blødt bare en smule op. Det bliver aldrig helt forfærdeligt, bare tilpas, så man som læser får lidt ondt i hjertet og krummer tæer, over at Mads skal opleve den ene nedtur efter den anden. Heldigvis er der lys for enden af tunnellen og det lykkedes Mads og bandet at opleve en form for optur.

"Hul igennem" er klart værd at læse - både som lystlæsning, men den kan bestemt også bruges i undervisningsbrug, som et fint supplement til Fupz' forfatterskab, med "Pragtfuldt, Pragtfuldt" og Lines egen "Jagttegn".

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: 67
4 ud af 6 stjerner

fredag den 20. april 2018

Michael Kousgaard; Turturrinitårnet [Sponsoreret]

Michael Kousgaard; Turturrinitårnet (Blåskæg, #3) [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
I denne bog nummer 3 om Blåskæg, heksen Tusmeralda og Sørøverkaptajnen Grumme er Blåskæg sluppet væk fra Euzzz’ forbandede ø. På den ensomme tur over havet i Grummes forladte skib, støder han pludselig på det mystiske Turturrinitårn.

Blåskæg, der starter turen med at skulle dele skatte ud til de fattige og folk i nød og bare gerne vil hjem til sin familie, bliver i denne bog hvirvlet endnu mere ind i Tusmeralda og Grummes jagt på gulddukaterne, der kan opfylde et ønske. Barnespøgelser, fængsel, en (ond/god?) ånd, en forladt kvinde og Nummer 7 er ingredienser i denne næstsidste bog i serien om Blåskæg.

Dette er en god efterfølger på en spændende serie - hvordan mon det hele skal ende? Jeg synes Blåskæg bliver ved med at komme i problemer, og han er endnu længere væk hjemmefra end tidligere og han bliver stadig jagtet af Tusmeralda og piraterne. Historien i denne bog er mere udførlig end i de to første. Jeg synes handlingen flyder bedre og der bliver mere tid til de forskellige ting der sker - der er stadig fart over feltet, men det er som om forfatteren har taget sig lidt bedre tid til at forklare og beskrive hvad Blåskæg oplever og det synes jeg bestemt er et plus.

Jeg skrev i min anmeldelse af de to første bøger i serien (læs den her) at selvom historien var god, var den til tider lidt for plat og lidt for tynd. Det kan sagtens hænge sammen med at jeg ikke lige er i den primære målgruppe, og derfor ikke nødvendigvis deler mening om hvad der er sjovt med en 10-årig. Jeg synes til gengæld at niveauet er bedre i denne. Selvom humoren stadig er lidt plat til tider - det passer nok fint til målgruppen - er det ikke så meget som i de to første, og jeg kan godt mærke at forfatteren har lagt mere vægt på handlingen og fordybelse med denne. Det er fedt at se en udvikling i skrivestilen og historien, og jeg håber da at sidste bind holder niveauet højt.

Hvis man er til bøger af Peter Gotthardt og har alderen omkring de 10 år kan denne serie sagtens læses alene, ellers fungerer den fint som højtlæsning. Det er i hvert en serie der indeholder masser af drama, aktion og humor og den kan læses af både drenge og piger.

Tak til forfatteren for e-bogen.

Fakta:
Forlag: Kousgaarden
Udgivet i: 2018
Antal sider: 62
4 ud af 6 stjerner

onsdag den 18. april 2018

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser [Sponsoreret]

Jessica Townsend; Morrigan Crows magiske prøvelser (Nevermoor, #1) [Sponsoreret af Gyldendal]

Bagsidetekst:
Kære miss Crow.

Tillykke! Du er blevet udvalgt af et af vores medlemmer som kandidat til Det Forunderlige Selskab. Vær venligst opmærksom på, at du ikke er sikret en plads. Medlemsskab af Selskabet er ekstremt eftertragtet, og hvert år konkurrerer flere hundrede håbefulde kandidater om et stipendiat. Hvis du vil være en del af Selskabet, bedes du underskrive den vedlagte kontrakt og returnere den til din læremester senest den sidste dag i Ellevte Vinter. Adgangsprøverne vil finde sted i foråret. Vi ønsker dig held og lykke.

Med venlig hilsen
Ældste G. Quinn
Mesterbygningen
Nevermoor

Vær parat - J.N.

Jeg synes virkelig det er fedt at der kommer så meget fantasy til de yngre læsere - jeg mener dem som jeg synes er for små til at læse Harry Potter. For jo, man kan godt være for ung til at læse Harry Potter - også selvom man godt kan læse den. En anden serie jeg vil anbefale til denne aldersgruppe er "De Ualmindelige".

"Nevermoor" er dog lidt i en anden boldgade. For hvor Harry Potter og "De Ualmindelige" foregår både i vores verden og i en magisk parallellverden, er alt nyt i "Nevermoor". Vi har dog stadig en semi-almindelig virkelighed og en parallellvirkelighed med magi, talende dyr og drager. Disse to virkeligheder hænger dog sammen og overlapper. Dog vil den semi-almindelige - jeg kalder den det, fordi det er der hvor Morrigan vokser op, men den virkelighed er ikke ligesom vores, som den er i Harry Potter og "De Ualmindelige" - ikke kendes ved Nevermoor og derfor har Morrigan aldrig hørt om det. Folkene i Nevermoor kender dog godt til Morrigans virkelighed, og kan rejse frem og tilbage. Samtidig er denne historie noget mere dyster fra start af en "De Ualmindelige". Jeg tror sagtens at aldersgruppen (10+) kan læse det uden besvær, men det skal man som læser bare være lidt opmærksom på.

Noget andet jeg virkelig godt kan lide ved denne serier er den steam punk-agtige stemning der er i bogen. Det er en genre jeg synes der er alt for lidt af på dansk - desværre. Eller så er jeg bare utrolig dårlig til at finde det. Det er fedt at der er blandet det steam punkede (fx Jupiters gående edderkoppe-bil-skibs-ting) med det magiske (enhjørninger, drager og talende katte). Mine erfaringer med steam punk fortæller mig også at de fortællinger ofte er lidt mørkere end fantasy, hvilket også passer fint med at den her historie er lidt mere dyster. Selvom der er gode oplevelser for Morrigan, kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor - selvom hun nu er et sted hvor hun er værdsat, og den dystre stemning ligger hele tiden og lurer i baggrunden gennem hele historien.

Hvis du er til "De Ualmindelige" er det her et klart must read! Det er spændende og medrivende læsning, for dem der endnu ikke er klar til Harry Potter. Der er magi og mystik i lange baner, store, talende katte og hoteller der ændrer udseende fra dag til dag, drager og et mærkeligt selskab, som alle vil være medlem af. What's not to like? Jeg er i hvert fald fan og jeg glæder mig til at læse mere!

Tak til Gyldendal for boggaven.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Trails of Morrigan Crow
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 444
5 ud af 6 stjerner

mandag den 16. april 2018

Amie Kaufman; Illuminae

Amie Kaufman; Illuminae (Illumineafilerne, #1)

Bagsidetekst:
Da Kady slår op med Ezra, tror hun, det er det hårdeste, hun nogensinde skal igennem. Samme dag bliver hendes planet invaderet.

Året er 2575, og to rivaliserende megakoncerner er i krig om planeten Kerenza, der er lige mere end bare en is-dækket plet i udkanten af universet. Den ene koncern, Beitech, angriber Kerenza, hvor den anden koncern udfører illegalt minearbejde på Beitechs område. Det er hensigten, at angrebet skal dræbe alle civile på planeten, men det lykkes en række mennesker at evakuere til andre planeter - heriblandt historiens to hovedpersoner, Kady og Ezra, hvis kærlighedshistorie vi får fortalt, mens de prøver at finde rundt i konflikten mellem megakoncernerne og redde både sig selv og fremtiden for deres medborgere fra Keneza. Deres problemer er dog kun lige begyndt - en dødbringende best er brudt ud og muterer med skrækindjagende resultater. Flåden, der skulle beskytte dem, viser sig at være deres fjende, og ingen ved magten vil afsløre, hvad der reelt foregår.

Kady må hacke sig ind i et fintmasket net af informationer for at finde frem til sandheden, og det står hurtigt klart, at der kun er en, der kan hjælpe hende: Ezra, som hun havde svoret aldrig at tale til igen. 

Jeg købte denne bog for flere år siden med henblik på at læse den med det samme, og ja, så har den egentlig bare stået på min hylde ligesiden. Jeg løb så tør for læsestof da vi var på skiferie og begyndte på den som ebog og på engelsk. Da vi kom hjem gik jeg straks i gang med at læse videre i mit fysiske eksemplar og det er jeg glad for - for alle de lækre detaljer der er kræset ved, ved historien, kommer slet ikke til sin ret i ebogen. For er du vimmer, det er en vild læseoplevelse.

For det første er hele historien bygget op på chatlogs, mailkorrespondancer mellem historiens forskellige personer, renskrivninger af videoovervågning og ikke mindst hvad den kunstige inteligens AIDEN "tænker" og "oplever" - lyder det spacey? Det er det også - og det foregår også i rummet, så mere spacey bliver det vist ikke. Men selvom det er en sindssyg måde at bygge en bog op på og sikkert har taget ufattelig lang tid, så fungerer det bare virkelig godt. Det er utrolig gennemført. For det andet er der virkelig mange lækre detaljer og skriftlige finurligheder i bogen. Der er tegninger over rumskibenes opbygning og hver gang det er AIDEN der fortæller, er siderne sorte. Samtidig skal bogen fleres gange drejes mens man læser og skriften står i bølger, i cirkler og hvad ved jeg. Det er pisse fedt! At læse en historie hvor der ikke rigtig er noget direkte tale eller dialog, er meget underligt, og til at starte med også lidt anstrengende. For det kræver at man konstant har tungen lige i munden i forhold til hvor vi er henne, hvem der skriver og hvornår det foregår. Efterhånden vænner man sig til det. Og hvis I føler at den er for tyk til at gå i gang med (599) så tøv ej - de er forholdsvist hurtigt læst, netop pga. skrivestilen og at der er flere steder hvor der ikke står særlig meget på siderne. Det er ærgerligt at de næste bind ikke er oversat, men jeg kan godt forstå det - for det må være et kæmpe og omfattende arbejde at oversætte sådan en bog, hvor der er gjort så meget ud af udformningen.

Samtidig er det bare en ekstremt medrivende historie. Kady og Ezras forhold går fra at være helt til hundene, til at blomstre på ny - eller gør den? Jeg er vild med deres kærlighedshistorie, og det er tydeligt, gennem deres chatbeskeder, at de holder meget af hinanden. Det er også tydeligt at de skriver som de ville snakke med hinanden. Jeg har også et helt tydeligt billede af hvordan de ser ud, selvom det aldrig rigtig bliver beskrevet i detaljer. Det er også klart at de begge to er presset undervejs - de har begge mistet stort set alle de elsker, og har nu kun hinanden - selvom de befinder sig i hvert sit rumskib. De må begge to træffe umulige valg for at overleve. Undervejs må de også kæmpe mod AIDEN der lader til at være alvidende, og lidt for menneskelig, hvis I spørger mig. En computer skal ikke føle eller have en mening, men det har AIDEN og han (jeg mener den) er ikke bare for at handle udfra hvad han (jeg mener den), er bedst. Hvem det så er bedst for, kan diskuteres. Jeg tror heller ikke AIDEN helt er klar over det. Det er i hvert fald klart at han (jeg mener den) også tumler med nogle ting, han/den ikke helt forstår.

Det er en historie om hvor langt man er villig til at gå for at overleve. Hvad der er værd at kæmpe for, når alt ellers synes umuligt og det overlevelses instinkt der ligger i den menneskelige natur. For selvom Kady er ved at give op flere gange og føler håbet svigte, giver hun ikke op. Hun kæmper videre for det hun mener der er rigtigt, for det der er vigtig for hende og for hendes egen overlevelse. Hun indgår kompromisser og aftaler, for at sikre sin egen og forhåbentlig andres overlevelse. Hun gør ikke noget halvt, hun kæmper med næb og klør. Hun mindede mig om Cassie i "Den 5. bølge" - hun er også alene og sammen med fjenden, men hun kæmper stadig for dem hun holder af - også selvom det måske kan betyde at hun ikke overlever.

Hvis I har læst den, er I forhåbentlig ligeså begejstrede som jeg er, hvis I ikke har læst den - så gør det! Det er uden sammenligningen den vildeste læseoplevelse jeg har haft meget længe.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: Illuminae
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 608
6 ud af 6 stjerner

fredag den 13. april 2018

Iris og læsning

Iris og læsning 

Iris har altid være glad for bøger - og det er helt sikkert ikke min skyld ... eller jo, det er det jo nok, men det er jeg ganske godt tilfreds med. Jeg håber da at hun bliver ved med at synes bøger er sjove og hyggelige. Når vi har haft en dag hjemme har vi altid læst lidt. Det er typisk Malle-bøger der bliver læst igen og igen, til lige stor glæde hver gang. Eller de fine "Larm med dyreunger" eller maskiner eller dinosaurer. Der er også gået et par stykker til undervejs, fordi Iris lige blev lidt for glad for dem og ikke helt kunne finde ud af det med at passe på. Hun er blevet bedre til at passe på bøgerne, men det er dog stadig mest bøger med tykke sider der er et hit - og så kan hun bedre selv styre det også.


Som skrevet før har vi nok læst alle de Malle-bøger Iris har, mange mange gange! Der var på et tidspunkt hvor jeg kunne dem udenad, det kan jeg ikke helt mere, men det er tæt på. Jeg har forsøgt at læse lidt længere historier op for hende, men det er ikke altid at fokus lige er til det og så er det godt at gå tilbage til dem hun kender. Mimbo Jimbo er også et stort hit. Det lidt sjove er, er når jeg spørger om hun kan finde fx en fugl på billedet, vil hun helst pege med min pegefinger og ikke sin egen. Lidt pudsigt.

Til gengæld kan hun bruge lang tid på at kigge på lastbiler og flyvere i de nye billedbøger jeg har lånt og det elsker hun. "Fluar op' i himlen" bliver sagt mange gange, eller "stor fluar" og "lil' bit' fluar" - jo, der er da styr på hvilke der er store og små.

Noget af det jeg bedst kan lide ved at læse sammen med Iris er at vi stort set altid sidder på samme måde: mig i skrædderstilling på gulvet eller i en stol og hende ovenpå mig. Sådan har vi siddet med bøger fra hun var helt lille og det er så dejligt at vi kan blive ved med at sidde og læse sammen sådan. Det giver en dejlig form for tryghed og ro, at det altid foregår på samme måde. Samtidig er nærheden ved at vi sidder så tæt virkelig dejlig. Der bliver altid nusset og krammet, mens vi læser.


Det er jo heller ikke fordi Iris ingen bøger har. Hun har altid haft adgang til de bøger hun har - også som helt lille kunne hun kravle hen og tage fat i tykke papbøger eller bøger med bløde sider der knitrede når man bladrer. Flere bøger end jeg har tal på, er blevet spist og revet i stykker. Men hun har altid haft adgang til dem - sågar når hun skal i bad har hun en bog.

Jeg har ikke tidligere holdt styr på hvad Iris læste, selvom jeg skriver ned hvad jeg selv læser, men efter Kathrine har startet #1000bøger har jeg forsøgt at holde lidt mere styr på hvilke bøger vi læser. Jeg synes det er et mega fedt initiativ og som både læsehest og bibliotekar, støtter jeg fuldt op omkring det. Hvis I ikke har hørt om det, vil jeg råde jer til at kigge forbi hendes hjemmeside og læse mere. Jeg vil i hvert fald forsøge mit bedste til at Iris når det mål.


For jeg er tror på at læsning og bøger er vigtigt for børn. Jeg tror på, at det gør noget godt for dem. I forbindelse med mit arbejde har jeg besøgt to børnehaver og læst og leget sproglege med dem. Det er desværre så tydeligt når der er børn med forældre der ikke læser, snakker eller leger med børnene. Der var nogle 4-årige der havde dårligere sprog end Iris - det er altså skræmmende. Og hvordan skal det så ikke gå dem når de skal i skole?

Der skal virkelig så lidt til før at det kan mærkes. Bare lidt læsning hver dag. Lidt samtale om hvad man har oplevet i børnehaven. Når jeg spørger Iris om hun har haft en god dag, nævner hun alle navnene på de andre børn i dagplejen, som symbol på at hun har haft en god dag. Selv når hun ikke har været i dagpleje gør hun det. Hvis vi ikke snakker med vores børn, hvordan skal de så lære det?

Jeg ved godt at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen, men gør læsningen til et ritual. Til noget der ses frem til, noget man hygger sig med og vigtigst: noget man er sammen om! Jeg har tidligere skrevet om at jeg skal forsøge at lægge min telefon væk, og når jeg læser med Iris, er den i lommen (ja, bortset fra når jeg tager billeder), men ellers er den væk. For jeg vil gerne have at hun oplever at hun har hele min opmærksomhed og at min opmærksomhed er på det vi laver sammen.

Min opfordring er: læs med jeres børn og hyg jer med det! For det betaler sig for dem senere i livet.