onsdag den 13. september 2017

Fabien Vehlmann; Mørkets skønhed

Fabien Vehlmann; Mørkets skønhed

Bagsidetekst:
- Tag det roligt. Jeg lover, at der ikke sker noget slemt med dig nu. Jeg gør mit bedste for, at tingene skal blive, som de var før. Tror du mig?

Jeg fik anbefalet denne tegneserie af en kollega. Jeg fik den anbefalet fordi de var mærkelig, smuk og stemningsfuld. Jeg er enig!

Vi følger en masse små væsner der lever i liget af et barn i en skov. Ja, du læste korrekt. I liget af en lille pige. Vi følger de små væsners kamp for at overleve. Deres løgne og magtspil for at få flest tilhængere. Vi ser dem slå hinanden ihjel. Vi ser liget gå mere og mere i forrådnelse. Alt i mens bliver væsnerne delt i grupper, der "bekriger" hinanden.

Et af væsnerne, en pige der hedder Aurora - som på en eller anden måde hænger sammen med liget - er hovedpersonen og vi ser hendes kamp, føler hendes smerte når andre dør omkring hende og ser hendes beslutsomhed til sidst i historien. 

Selve historien er jeg stadig ikke helt sikker på hvad betyder. Da jeg vendte sidste side vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle tro. For på den ene side er den virkelig bizar og ulækker, men illustrationerne er meget børnevenlige og passer slet ikke til den makabre historie, der langt fra er børnevenlig. Der er drab og blod og børnelig. Et af væsnerne bor også inde i den lille piges hoved, efter hjerne og alt andet er væk. Jeg får faktisk helt gåsehud at skrive den her anmeldelse. For historien kryber under huden på dig. Forsiden er utrolig smuk, men den fortæller intet om de forfærdelige begivenheder den gemmer på og det er rigtig fedt.

Går den ud på at forklare sagnet om at den stærkeste overlever? At de svage forgår? Fortæller den historien om pigen der overlevede på trods af alt og som blev dronning? Er det en løftet pegefinger til os om at naturen skal passes på, så Vi ikke ender med at gå i forrådelse og bekrige hinanden? Er der nogen af jer der læst den og måske kan kaste lidt lys over betydningen?


Fakta.
Forlag: Forlæns
Original titel: Jolies Ténèbres
Udgivet i: 2009 (på fransk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 94
4 ud af 5 stjerner (tror jeg? Jeg er i tvivl om hvad jeg egentlig synes ...)