mandag den 18. september 2017

Julie Kagawa; The Lost Prince

Julie Kagawa; The Lost Prince (Iron Fey - Call of the Forgotten, #1)
 
Bagsidetekst:
Don't look at them. Don't speak of them. Never enter their world. hose are the rules that Ethan Chase lives by when it comes to the dark fairies that robbet him of his sister. But they are still on his trail and Ethan can't fight fate forever. Not the deadly fey are at his school, colliding with his real life, Ethan will sacrifice everything to keep his mortal friends safe, even if it means becoming entangled in the world he's spent his whole life trying to deny. His destiny and birthright are calling. And now there's no escape.

Jeg er ret pjattet med denne serie, eller efterfølger, er det nok nærmere. For historien om Meghan og Ash ender i "Jernridderen", men de er også med i denne historie om Meghans lillebror Ethan (som hun skal redde i "Jernkongen"). Ethan er nu blevet en stor knægt, der kæmper for at falde til i verden, som han ikke helt passer ind i. Han forsøger at undgå feerne, men det er svært. Da han endnu engang er den nye dreng på en skole, bliver han venner med en halvfe - selvom han gør alt hvad han kan for at undgå det. Men det er ikke ufarligt og snart er Ethans eneste udvej at finde Meghan som han ikke har set i mange mange år.

Det bliver starten på en farefuld rejse hvor Ethan ikke kun må stå ansigt til ansigt med farlige feer, men også sin indre frygt for at miste dem han holder af. For Ethan er ikke taget alene til Aldrigaldrig.

Han bliver dog hjulpet af gamle kendinge og det synes jeg virkelig er en styrke for denne historie. Selvom historien er en helt anden end den om Meghan og Ash, så er de stadig med, Grim og Puck er stadig med - og de har stadig deres fantastiske tørre humor. Humor, samspil mellem karaktererne og spydige kommentarer er virkelig en stor del af denne serie (og den forrige) og det synes jeg er så fedt. For selvom vore hovedpersoner står overfor umulige opgaver, så formår de stadig at drille og hjælpe hinanden. Selv Ash og Puck kommer stadig godt ud af det med hinanden - i hvert fald nogenlunde.

Jeg siger det igen - denne serie holder max! Jeg er virkelig fanget af både sproget, historien og universet. Jeg holder af personerne. Jeg kan relatere til deres valg, kampe og beslutninger - alt sammen taget for at beskytte dem de holder af. Jeg kan sagtens se Ethan der kæmper for mit indre blik. Eller Grim der er der det ene øjeblik og væk det næste. Ash og Puck der driller hinanden. Meghan der regerer. Jeg kan forestille mig det hele og det er med til at gøre det til en virkelig god serie!

Fakta:
Forlag: Mira Ink
Udgivet i: 2012
Antal sider: 377
5 ud af 5 stjerner

fredag den 15. september 2017

Ditte Weise; Provinspis

Ditte Weise; Provinspis

Bagsidetekst:
"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."
"Og det vil du også gerne være?"
"Det er jeg."
"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."
"Helt sikkert," vrænger jeg.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk. Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv. Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Hvis du har læst Sarah Engells barske ungdomsbøger, skal du også læse denne. Den her historie er rå, brutal og vil blæse dig omklud, så du sidder forpustet og forvirret tilbage. Det gjorde jeg i hvert fald.

Lad mig forklare.

Ida keder sig. Hun er klog nok til at komme igennem gymnasiet med ene 12-taller, så hun har en chance for at komme væk fra det hul af en by hun bor i. Hun bor i et hus uden kærlighed og forståelse. Derfor søger hun tilflugt hos bedstevennen Jon, som hun ikke vil indrømme at hun er forelsket i. For forelskelse er lig med kærester, og Ida er ikke kæreste med nogen. Så snart hun er færdig med gymnasiet er hendes plan at skride så hurtigt som muligt.

Det med at klare gymnasiet går egentlig godt nok. Som skrevet før er Ida klog, men doven og dum. Hun tager ikke tingene seriøst. Hun kan ikke sætte ord på de forvirrende og modstridende følelser hun har i kroppen, faren siger at hun minder om sin mor, der en dag bare skred fra dem. I starten af bogen forsøger Ida at fastholde fokus med at få sin eksamen. Men langsomt, og især efter tabet af Helge og Jon, mister hun koncentrationen. Hun kommer længere og længere ud. Bliver vildere og vildere. Alt sammen et forsøg på ikke at skulle tage stilling til livets store spørgsmål. Et forsøg på at udsætte det uundgåelige.

Jo mere historien udvikler sig, jo hurtigere går tiden, sådan føles det i hvert fald for læseren. Måske for Ida aldrig står stille. Hun står ikke stille og nyder nuet. Lukker øjnene og trækker vejret langsomt. Hun skal have næste fix og næste knald. Da det endelig bliver for meget, er det tæt på at være for sent.

"Det ville være perfekt, 
hvis jeg lige havde fortrudt, 
at jeg havde skåret min pulsåre over og stod og 
manglede noget til at stoppe blødningen med."

Jeg er ikke vokset op i en lille provins, men kan godt nikke genkendende til Idas frustration over at der aldrig sker noget. At tiden går for langsomt. At man vil videre. At man til tider kan være ligeglad og hård i kæften, er ofte bare tegn på usikkerhed og at man måske inderst inde trænger til et knus og at nogen tager sig af en. Jeg har ikke haft en kærlighedsløs barndom, men alligevel kender jeg godt følelsen af at ville være et andet sted. At Ida tager frustrationen til næste niveau og kaster sig over stoffer, kan jeg så ikke sætte mig ind. Og det er også her at historien knækker lidt for mig. Jeg var vild med første del af bogen. Idas humor og ligegyldige attitude er fed og oprigtigt. Jeg føler dog at hun kommer for langt - at hun mister sig selv fuldstændig og bringer sig selv i farlige situationer, hvor hun faktisk kunne komme meget galt afsted. Hun bliver en flask person. Jeg ved godt at hun kæmper, og at hun rent faktisk lykkedes med sin drøm at tegn på, at hun ikke mister sig selv fuldstændig.

Det blev bare lidt for meget. Lidt for overdrevet. Ikke at det ødelagde min læseoplevelse, men den trak sidste halvdel af bogen ned.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 229
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 13. september 2017

Fabien Vehlmann; Mørkets skønhed

Fabien Vehlmann; Mørkets skønhed

Bagsidetekst:
- Tag det roligt. Jeg lover, at der ikke sker noget slemt med dig nu. Jeg gør mit bedste for, at tingene skal blive, som de var før. Tror du mig?

Jeg fik anbefalet denne tegneserie af en kollega. Jeg fik den anbefalet fordi de var mærkelig, smuk og stemningsfuld. Jeg er enig!

Vi følger en masse små væsner der lever i liget af et barn i en skov. Ja, du læste korrekt. I liget af en lille pige. Vi følger de små væsners kamp for at overleve. Deres løgne og magtspil for at få flest tilhængere. Vi ser dem slå hinanden ihjel. Vi ser liget gå mere og mere i forrådnelse. Alt i mens bliver væsnerne delt i grupper, der "bekriger" hinanden.

Et af væsnerne, en pige der hedder Aurora - som på en eller anden måde hænger sammen med liget - er hovedpersonen og vi ser hendes kamp, føler hendes smerte når andre dør omkring hende og ser hendes beslutsomhed til sidst i historien. 

Selve historien er jeg stadig ikke helt sikker på hvad betyder. Da jeg vendte sidste side vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle tro. For på den ene side er den virkelig bizar og ulækker, men illustrationerne er meget børnevenlige og passer slet ikke til den makabre historie, der langt fra er børnevenlig. Der er drab og blod og børnelig. Et af væsnerne bor også inde i den lille piges hoved, efter hjerne og alt andet er væk. Jeg får faktisk helt gåsehud at skrive den her anmeldelse. For historien kryber under huden på dig. Forsiden er utrolig smuk, men den fortæller intet om de forfærdelige begivenheder den gemmer på og det er rigtig fedt.

Går den ud på at forklare sagnet om at den stærkeste overlever? At de svage forgår? Fortæller den historien om pigen der overlevede på trods af alt og som blev dronning? Er det en løftet pegefinger til os om at naturen skal passes på, så Vi ikke ender med at gå i forrådelse og bekrige hinanden? Er der nogen af jer der læst den og måske kan kaste lidt lys over betydningen?


Fakta.
Forlag: Forlæns
Original titel: Jolies Ténèbres
Udgivet i: 2009 (på fransk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 94
4 ud af 5 stjerner (tror jeg? Jeg er i tvivl om hvad jeg egentlig synes ...)

mandag den 11. september 2017

Søren B. Kristensen; Studietur på afveje [Sponsoreret indlæg]

Søren B. Kristensen; Studietur på afveje [Sponsoreret indlæg af Lindhardt & Ringhof]

Bagsidetekst:
8. klasse skal på studietur til Grækenland, men fem af eleverne og deres historielærer når aldrig frem. I stedet havner de i ørkenlandet Marogyptens livlige hovedstad, hvor læreren sender dem ud på et orienteringsløb, de aldrig glemmer.

Kærlighed og jalousi spirer iblandt teenagerne, alt imens de forsøger af finde hoved og hale i, om den oldtidsskat, de jagter, er ægte. Andre vil dog også have fingrene i den skjulte skat, og eleverne bliver hurtigt midtpunkt for hektiske begivenheder, der sætter det gamle kongerige på den anden ende.

Lad dig ikke narre af forsiden, der, efter min mening, kunne være bedre. Jo, tingene på forsiden spiller en vigtig rolle i bogen, men det ligner noget jeg kunne have lavet i folkeskolen - undskyld. Når det så er sagt, så indeholder bogen meget mere end pyramider og kamler.

Der skabes mystik og spænding allerede fra de første sider, hvor de kære skolekammerater kommer på afveje med deres lærer - som spiller uvidende, men har mere med sagen at gøre end han lader sine elever tro. Det har faktisk krævet meget arbejde af ham, og selvom han irriterede mig grænseløst, så har hans mani en højere mening. De stakkels uvidende elever bliver slæbt rundt i Marogypten, som minder meget om Egypten - hvilket nok også er meningen. Der er i hvert fald mange lighedstegn ved de to lande. Da deres lærer pludselig forsvinder, står de alene og med et mysterie som de kun kan løse i fællesskab.

Eleverne skal lære at samarbejde og undervejs lærer de også en ting eller to om sig selv. Fx at udseende og popularitet ikke er alt. At selv klassens klovn kan være kærestemateriale. At man skal lære at tilgive og indse at nogle forhold bare ikke skulle holde. At det kræver både boglig snilde og hurtige reflekser at redde en historielære og finde en skjult skat.

Historien er skrevet i et nemt og forståeligt sprog, nogle steder bliver det dog for meget talesprog, og andre ting bliver gentaget mange gange. Hvis du er til hæsblæsende tempo, venskaber der bliver testet, kærlighed der spirer og en skjult skat, kan denne bog varmt anbefales. Vær dog opmærksom på at det hele ikke er særlig højtideligt og det kan til være lidt for plat og lidt for langt ude. Det fungerer dog alligevel rigtig fint sammen - jeg var underholdt, men det er ikke en historie der krøb under huden på mig.

Tak til Lindhardt & Ringhof for e-bogen (bogen på billedet er lånt på biblioteket)


Fakta:
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet i: 2017
Antal sider: 307
4 ud af 5 stjerner

fredag den 8. september 2017

Livet som mor #18: Meninger

Livet som mor #18: Meninger

Efterhånden står det tydeligt for mig at Iris ikke længere bare gør hvad vi siger. Hun er ved at være en bestemt lille dame, der godt kan sige ja og nej - om hun altid ved hvad hun siger ja og nej til, kan jeg have mine tvivl om. Men hun siger det når hun bliver spurgt.

Hun er også begyndt at ville flere og flere ting selv - i hvert fald ofte. Hun kan selv tage jakke, sko og strømper af. Hun hjælper meget gerne med at komme i tøjet om morgenen. Hun er udmærket godt klar over at når hun får bleen af om aftenen og spurgt om hun vil i bad, at hun så skal løbe ud på vores store badeværelse for at komme i bad. Hun ved også godt at hvor hun skal gå hen og lede efter en smoothie og hvor hun skal smide den tomme pose ud bagefter.

Dog er hun også begyndt at være, flabet, vil jeg måske kalde det. Hun ved i hvert fald også godt hvornår hun gør noget hun ikke må. Som fx at spytte vand ud over det hele når vi spiser og hun har fået noget at drikke. Eller kaste mad ned på gulvet. Eller slå ud efter os når vi siger nej. Når vi skælder hende ud for de ting hun ikke må, griner hun ofte bare og det kan være svært for mig at se om hun rent faktisk forstår at vi ikke gider. For vi ser jo sure ud. Vi griner ikke. Om hun forstår det? Nja, jeg kan have mine tvivl.

Det kan ofte sætte min tålmodighed på prøve. Jeg forsøger at være pædagogisk. For det meste kan jeg også godt styre mig, men når jeg har sagt mange mange gange, kan jeg godt blive irriteret. Det resulterer i at jeg hæver stemmen, og det hjælper heller ikke. Så er ti dybe indåndinger, eller en overrækkelse af Iris til Emil, nogen gange bedre.

Det er dog så fedt at se hende udvikle sig så meget. Hun vil snakke mere og mere. Morgenmad, mælk, mor, far, traktor, gravko, bad og en hel masse dyrelyde, er de ord hun siger meget. Hun kan også pege dyrene ud når jeg spørger hvor de er i hendes bøger. Tiden går hurtigt - meget hurtigt!


onsdag den 6. september 2017

Julie Kagawa; Iron Fey 1-4 [Sponsoreret indlæg]

Julie Kagawa; Iron Fey 1-4 [Sponsoreret indlæg af HarperCollinsNordic]

Bagsidetekst af første bind, "Jernkongen":
Jeg for gennem skoven, grene og blade slog mig i ansigtet, og jeg fulgte efter Grimalkins skygge så godt, jeg kunne. Bag mig hørtes lyden af grene, der knækkede, snerren, der gav genlyd, og den vrede goblinchef, der bandede, blev højere og højere i mine ører. Jeg hev efter vejret, og mine lunger brændte, men jeg tvang mine ben til at fortsætte, da jeg vidste, at jeg ville dø, hvis jeg snublede eller faldt.

Meghan Chase har en skæbne, som hun aldrig havde forestillet sig. Lige siden hendes far forsvandt for øjnene af hende for 10 år siden, har hun følt, at hun var lidt forkert. Hun har ikke rigtig passet ind, hverken i skolen eller derhjemme. Da en mørk fremmed begynder at holde øje med hende - og hendes bedste ven pludselig bliver mærkelig overbeskyttende, ved hun at noget er galt. Men hun kunne aldrig have gættet sig til sandheden - at hun er datter af en mystisk elverkonge, og at hun er en brik i et større magtspil. Nu har hun et valg; hvor langt vil hun gå for at redde dem hun elsker, og for at stoppe en ondskab, som intet magisk væsen nogensinde har vundet imod. Heller intet har forberedt hende på, at hun vil stå ansigt til ansigt med sit livs kærlighed, en ung prins, som hellere vil se hende død, end at lade hende røre hans iskolde hjerte.

Det er længe siden at jeg har læst en serie så hurtigt. Jeg blev dog en smule presset til det, da jeg modtog "Jernridderen", bog nr. 4 til lektør, og ikke havde læst de andre - derfor skyndte jeg mig at få dem læst. Heldigvis havde HarperCollinsNordic været så venlige at sende mig de foregående bøger som e-bøger og jeg fandt dem også på biblioteket.

Når det så er sagt - så er det helt klart en serie jeg føler der bliver omtalt alt alt for lidt! Selvom bøgerne er hurtigt læst - har læst dem på lidt over 3 timer - så er historien langt fra kedelig og jeg var underholdt hele vejen igennem og nød at kunne læse en serie til ende og ikke skulle vente i lang tid på næste bind. Selvom jeg læste bøgerne lige efter hinanden, fandt jeg det rigtig fint at der en form for referat i starten af hver bog. Det er skrevet ind i historien, så det passer til flowet i fortællingen og det fungerer rigtig godt. Her tænker jeg især på dem der har måttet vente på de næste bind.

Jeg har tidligere læst de to første bind i Julies "Sagaen om Talon" og "Iron Fey" minder meget om den: mennesker der opdager at der er en skjult verden, lige for øjnene af os, og som på en eller anden måde enten skal bekæmpes eller reddes. Sproget i begge serier er meget lig hinanden også - Julie har et virkelig dejligt skriftsprog med mange detaljer og beskrivelser, dog uden at det bliver kedeligt. Samtidig får hun blandet en god portion humor ind i dem, så jeg sad flere gange og klukkede over Pucks små stikpiller og humor - han er fantastisk!

Begge serier omhandler også umulig kærlighed - nu har jeg ikke læst Talon færdig (endnu!), så jeg ved ikke hvordan den ender, men Meghan og Ash, i "Iron Fey", må gå så grueligt meget igennem. I andre fortællinger har jeg godt kunne føle at det blev for meget, men i denne fungerer det rigtig fint. De har prøvelser der skal klares og selvom de begge to godt kan klynke lidt over det, var det ikke et irritationsmoment for mig. Tværtimod. Jeg kunne fint sætte mig ind i deres tanker, følelser og flere gange mærkede jeg en knugen om hjertet, når der igen skete noget uforudsigeligt, som skilte dem ad.

Jeg synes bestemt ikke denne serie har fået nok ros og omtale. Den er blevet omtalt som den nye "Twilight" og det synes jeg er fuldt fortjent. Der er drama, kærlighed, humor og meget andet der bare fungerer. Det svære valg om hvem Meghan skal være sammen med, kan minde om Bellas valg mellem Jacob og Edward. Den skjulte verden, som både Meghan og Bella opdager. Der kan drages mange paralleller. "Iron Fey" fortjener så meget mere omtale. For mig er det en virkelig fremragende, følelsesladet og fantastisk fantasy fortælling som burde læses af alle young adult fantasy fans!


Tak til HarperCollinsNordic for e-bøgerne! (Papirbøgerne på billedet er lånt på biblioteket)

Fakta:
Forlag: HarperCollinsNordic
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider:
#1 - Jernkongen: 366 (4 ud af 5 stjerner)
#2 - Jerndatteren: 367 (5 ud af 5 stjerner)
#3 - Jerndronningen: 381 (5 ud af 5 stjerner)
#4 - Jernridderen: 400 (5 ud af 5 stjerner)

mandag den 4. september 2017

Siri Pettersen; Råddenskab [Sponsoreret indlæg]

Siri Pettersen; Råddenskab (Ravneringene, #2) [Sponsoreret indlæg af Høst & Søn]

Bagsidetekst:
Forestil dig at leve som jaget vildt i en fremmed verden. Uden identitet. Uden familie. Uden penge. at dine eneste allierede er en menneskejæger og en ligfødt - og at det samtidig er nu, du må sande, hvem du i virkeligheden er.

Hirka er ikke længere i Ymslanda. Turen gennem Ravneringene førte hende til vores verden, hvor hun for første gang befinder sig blandt folk, der er haleløse ligesom hende selv. Alligevel har hun aldrig følt sig mere fremmed. Samtidig gnaver savnet i hende, savnet efter Rime og den verden, hun har forladt. Men alt dette blegner, da hun langsomt forstår, hvem hun er, og hvilken betydning hun har. Kilden til råddenskab har tørstet efter frihed i tusind år. En frihed, som kun Hirka kan give.

Vær beret på at sætte alting på pause og blive suget tilbage til fortællingen om Hirka. For denne bog vil æde dig råt og spytte dig ud på den anden side, endnu mere tørstig efter mere end du har prøvet før.

Hvis du er til fantasy, "nordisk" mytologi, hemmeligheder og løgne, drama og kærlighed - alt sammen blandet til den perfekte cocktail og tilsat et malende, detaljefyldt og smukt flydende sprog - så skal du læse denne serie. Ikke noget med "måske" og "jeg vil tænke over det" - du skal læse den. For den er fantastisk!

Jeg var betaget af første bind, også selvom den føltes lang. Det har de første bind i serier en tendens til, men det er også forståeligt. For banen skal kridtes op. Personerne skal introduceres. Deres historie skal forklares og universet skal beskrives. Selvom jeg mindes "Odinsbarn" som lidt lang, blev jeg alligevel indfanget af den fascinerende historie. Af Hirka. Den haleløse mellem dem med haler. Hende der bærer råddenskaben uden helt at vide hvad det egentlig er og hvad den gør. Hirka der opgiver så meget, for et folk der ikke er hendes og for en kærlighed, der er umulig. Jeg forelskede mig i Rime. Den flotte arving til seerstolen. En stol og en titel han aldrig har bedt om, og selvom rollen er hans nu, er det en tung byrde for ham at bære. For Ymslanda er under forandring. En forandring Rime står i spidsen for, selvom det skaffer ham mange fjender. Samtidig kæmper han stadig for Hirka, selvom han tvivler på, om han nogensinde får hende at se igen.

Det er lang tid siden jeg læste "Odinsbarn", men alligevel kom handlingen hurtigt tilbage til mig og det var et kærkomment gensyn. Jeg vil anbefale serien til alle der efterspørger en god, spændende og medrivende historie. For selvom det er fantasy, tager den også andre samfunds problemer op. Rig og fattig. Hvor lidt man som menneske hjælper dem der har brug for hjælp. Hvor svært det er at være i et fremmed land, hvor man hverken kender sprog eller kultur. Forskellige typer af afhængighed. Hvordan venskaber opbygges og ødelægges. Hvordan kærlighed blomstrer og dør, alene på grund af en enkelt handling.

Jeg giver denne bog (og serie) mine varmeste anbefalinger. Jeg er bestemt hooked og jeg forventer mig store ting af afsluttende bind, som jeg vil begynde på med vemod. Jeg vil gerne vide hvordan det ender, samtidig med at jeg ikke vil vide det. For når sidste side er vendt, hvad er der så tilbage? Helt sikkert et savn efter mere!


Tak til Høst & Søn for anmeldereksemplar (modtaget ved Bogbloggertræf 2016)

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Råta
Udgivet i: 2016 (på dansk)
Antal sider: 466
5 ud af 5 stjerner

lørdag den 2. september 2017

August wrap-up

August wrap-up

Det er igen blevet tid til et tilbageblik på læste bøger. Jeg må indrømme at august startede lidt sløjt ud og jeg frygtede at jeg ikke ville få læst særlig meget. Jeg ved ikke hvad der lige er sket, for jeg er én bog fra at have læst lige så mange som jeg gjorde i januar hvor jeg havde meget bedre tid. Jeg ved godt at flere af bøgerne er tynde, men alligevel. Jeg er inde i en rigtig god periode nu, hvor jeg føler mit læseoverskud er højt og jeg har en masse gode bøger jeg glæder mig til at læse.

Det er i alt blevet til 27 bøger! I alt 5158 sider.

Læste bøger:

Peter Gotthardt; Prinsesse Enhjørning (lektør)
Kenneth Bøgh Andersen; Skæbnemageren
Emil Blichfeldt; Min lillebror er mutant
Tom Percival; Helt normal (lektør)
Philip Pullman; John Blake - Mysteriet om spøgelsesskibet
Mette Finderup; Forbyttede børn (Gemini, #1)
Michael Ende; Den uendelige historie
Simona Ahrnstedt; Vovestykket
Krystal Sutherland; Vores kemiske hjerter
Roger Leloup; De udødeliges tempel (Yoko Tsuno, #28)
Erin Watt; Papirprinsessen (Royals, #1)
Mathieu Reynes; Indigo (Harmony, #2) (lektør)
Nils Roland; Muld & Mille (lektør)
Sigrid Groth; Lyst
Mette Finderup; Veje mellem verdener (Gemini, #2)
Siri Pettersen; Råddenskab (Ravneringene, #2)
Julie Kagawa; Jernkongen (Iron Fey, #1)
Julie Kagawa; Jerndatteren (Iron Fey, #2)
Julie Kagawa; Jerndronningen (Iron Fey, #3)
Julie Kagawa; Jernridderen (Iron Fey #4) (lektør)
Åsa Larsson; Nidstangen (Pax, #1)
Marini; I faderens navn (Skorpionen, #7)
Marini; Skyggen af en engel (Skorpionen, #8)
Marini; Sandhedens maske (Skorpionen, #9)
Emil Blichfeldt; Kobbernøglen (Roboys, #1)
Emil Blichfeldt; Sølvnøglen (Roboys, #2)
Emil Blichfeldt; Guldnøglen (Roboys, #3)

Månedens længste bog:
Med sine 564 sider er "Vovestykket" af Simona Ahrnstedt den længste bog jeg har læst i august og helt klart også en af de bedste. Det er en fremragende slutning på hendes trilogi.

Månedens korteste bog:
"Helt normal" er Tom Percival er med sine 30 sider den korteste bog jeg har læst. Men ikke desto mindre er det en billedbog med noget på hjertet og jeg vil klart anbefale.

Månedens mest overraskende bog:
Jeg læste "Vores kemiske hjerter" i forventningen om en god ya-kærlighedshistorie, og selvom den er det - overraskede slutningen mig. For det er bestemt en bog med meget på hjertet, men også en bog jeg ikke helt kan bestemme mig for om jeg kan lide.

Månedens bedste bog:
Der er flere kandidater her. "Nidstangen" er en bog (og serie) jeg ville ønske jeg havde læst før, for den er virkelig suveræn og vil helt klart blive en jeg anbefaler til unge fantasylæsere, især drenge. "Iron Fey"-serien er jeg blevet total bidt af og finder den både spændende og underholdende. Jeg vil dog vælge "Papirprinsessen", da jeg var fanget fra første side og slet ikke kunne slippe den, heller ikke da sidste side var vendt. Jeg er faktisk der hvor jeg vil læse 2'eren på engelsk, bare for at få den læst! Jeg elskede personerne og humoren deri og jeg glæder mig meget til de efterfølgende bind.

Hvad vil jeg læse i september?
Som jeg gjorde i august, vil jeg ikke lægge mig fast på nogle bøger, for det har en tendens til ikke at holde. Jeg satser dog på at få læst de næste i Pax-serien, som aftenlæsning inden jeg skal i seng. Samtidig håber jeg på at få læst nogle af dem der har ligget længe - jeg siger det rimelig tit, gør jeg ikke? Hm, måske jeg rent faktisk skulle få gjort noget ved det!

Hvad glæder du dig til at læse?