tirsdag den 1. august 2017

Juli wrap-up

Juli wrap-up

Jeg havde håbet at juli havde budt på lune sommerdage hvor jeg kunne ligge i solen og læse mens Iris tog sin eftermiddagslur. Sådan er det desværre ikke helt gået. For det første fordi det ikke rigtig har været sommer. Der har da været et par ok dage hist og her, men bestemt ikke noget at råbe hurra for - tværtimod. Det har været vådt og blæsende, helt efterårsagtigt. For det andet, så er det meget få dage hvor Iris har sovet mere end en time og så når man altså ikke rigtig at få læst. Jeg har dog fået hørt lidt lydbog mens jeg har klargjort næste måned i min kalender, men det er ikke meget.

Det er dog blevet til lidt. Jeg gik i gang med "En konges vej" i juni, men jeg nåede ikke langt, så derfor er den talt med her. Det er blevet til 17 bøger og 3065 sider - det er vel ok, men tænk på at det kun er et par stykker der er over 100 sider lange, ellers er det korte bøger og billedbøger.

De læste bøger er:

Stephan Lomp; Mamasaurus (lektør)
Brandon Sanderson; En konges vej (læs anmeldelse her)
Brian Vaughn; Saga, vol. 6
Thomas Olsen; Mimesis (læs anmeldelse her)
Michael Kousgaard; Blåskæg (ebog)
Michael Kousgaard; Blåskæg - Den forbandede ø (ebog)
Ane-Marie Kjeldberg; Solbjørgs fortælling (Sommerfolket #1) (ebog)
A. J. Kazinski; Den sidste gode mand (graphic novel)
Colleen Hoover; Det ender med os (læs anmeldelse her)
Katie Daynes; Hvad er lort (lektør)
Julian Gough; Kanin & Bjørn - En plage uden mage (lektør)
Line Leonhardt; Jagttegn
Line Leonhardt; Nelson i Rom
Patricia Fonde; Forbudte ord (lektør)



Månedens bedste bog:
Jeg vil melde mig til koret og skamrose "Det ender med os" - jeg vil ikke sige mere her, for min anmeldelse er ikke lagt op endnu, men det er den bedste bog jeg har læst! 

Månedens længste bog:
Uden tvivl "En konges vej" - 714 sider er svær at slå! 

Månedens korteste bog:
Lektørbogen "Hvad er lort" er med sine 12 sider den korteste bog jeg har læst, men det var 12 meget underholdende sider! 

Månedens mest overraskende bog:
Jeg vil vælge "En konges vej" til denne kategori. Jeg var gået i gang med den i håbet om at læse en god fantasy roman, da jeg blev færdig havde jeg læst ikke blot en fremragende fantasy roman, men en storslået fortælling som jeg var længe om at komme mig over - nok også derfor jeg ikke har læst så meget andet fantasy i juli. Hvis jeg ikke havde læst "Det ender med os", så var "En konges vej" blevet månedens bedste bog. 

Månedens dårligste bog:
Jeg må indrømme at jeg er kørt lidt død i erotiske historier. Jeg har efterhånden læst en del, og nu synes jeg virkelig at de alle sammen ligner hinanden. "Solbjørgs fortælling" er ikke meget anderledes. Jeg blev ikke specielt rørt over historien, personerne eller skrivestilen - heldigvis var den ikke så lang. Beklager, jeg tror jeg må have mig en pause fra det erotiske! 

Hvad vil jeg læse i august?
Nu vil jeg ikke spå om noget som helst - for det er ikke gået så godt på det sidste. Så jeg vil egentlig bare sige at jeg håber at få læst en masse dejlige, spændende, underholdende og fantastiske bøger i august!