mandag den 7. november 2016

Hvornår er en bog 5 stjerner værd?

Hvornår er en bog 5 stjerner værd?

Til bogbloggertræf diskuterede vi hvordan vi ratede en bog. Eller om man overhovedet gjorde. Flere argumenterede for at det var en smart måde for ens læsere, på en hurtig måde, at finde ud af om bogen var god eller dårlig. Andre mente at det var svært at give stjerner/hjerter/bøger fordi kriterierne for hvor mange man skal give, kan være svære at aflæse. Er 4 stjerner god, eller helt fantastisk? Hvis nu antallet af stjerner ikke passer til anmeldelsen? Så derfor, vil jeg prøve at forklare mit system og mine kriterier for hvornår en bog fortjener 5 stjerner (i mine lister er det +'er) eller mindre.

1 +: Nah - ikke prangende
Det er altid hårdt ikke at synes godt om en bog man er blevet anbefalet, eller bare er faldet over på biblioteket. Det at give en dårlig anmeldelse er også svært for os der skriver dem. Det er svært at give negativ feedback, for man skal huske at gøre det på en ordentlig og sober måde, så man ikke støder nogen.

Det er sjældent at jeg giver en bog et +, men det hænder da en gang i mellem. Jeg giver kun et + hvis bogen virkelig irriterede mig på mange punkter. Hvis handlingen er for tynd, sproget for knudret eller fyldt med stavefejl og jeg ikke bliver grebet af historien på nogen måde. Jeg hader egentlig at sige at bogen er dårlig, for der er jo nogen der har brugt tid og kræfter på at skrive den, trykke og udgive den. Derfor har jeg også valgt at kalde et + for Nah. For for mig, er det sådan en mellemting mellem god og dårlig.

2 ++: OK - men alligevel ikke helt 
Ved 2 +'er er vi kommet derop hvor tingene begynder at spille lidt bedre sammen. Enten er historien bedre, sproget er mere flydende og historien rører mig bare en smule. Et eksempel kan være "Første port under himmelen" - den fik 2 +'er  fordi sproget simpelthen irriterede mig grænseløst. Selve historien var ellers god, plottet og ideen bag var god, men udførelsen var "for dårlig". Der var stavefejl, slå fejl og andre sproglige fejl som bare ødelagde historien for mig.

3 +++: Rigtig god - vi nærmer os
Så er vi ved at være der. Handlingen fungerer, personerne fungerer, sproget er godt og jeg bliver rørt over historien. Det er her hvor de små stavefejl bliver tydelige og irriterende i en ellers rigtig god fortælling.

4 ++++: Næsten fantastisk - tættere endnu
Nu er det virkelig kun småting der afholder mig fra at give 5 +'er. Det kan være lige det sidste skub i handlingen, lige den sidste finpudsning af personerne, lige de sidste sproglige detaljer der mangler. En forklaring eller beskrivelse hist og her måske. Det kan også være at historien simpelthen ikke har rørt mig nok. Jeg mener ikke at jeg enten skal sidde og stortude, grine eller andet, men bare at den ikke er kommet helt ind under huden på mig.

Selvom jeg giver 4 +'er, kan der dog også stadig være lidt småfejl, men så er det ikke nogen der er altafgørende for historien eller min oplevelse af den. Der kan jo ske en smutter.

5 +++++: Fantastisk
"Mig før dig", "Monster" og "21 måder at dø" er i denne kategori. Det er bøger der rørte mig dybt. Ikke kun fordi historierne var rørende, men også fordi personerne bare passede til historien. De levede virkelig for mig mens jeg læste bogen og det er en vigtig egenskab for at kunne få 5 +'er i min bog. Hvis jeg næsten føler at jeg er der, når jeg læser, så har forfatteren virkelig opnået noget fantastisk. Det at kunne leve sig ind i historien og ikke kunne lægge den fra sig, men lige skal have et kapitel mere og et mere, det er ubeskriveligt.

Som med 4 +'er, kan der stadig godt være lidt slåfejl eller stavefejl, men så længe at historien, personerne og stemningen, gør sit arbejde godt, så er de fejl ligegyldige. 



2 kommentarer:

  1. Jeg har det lidt på samme måde med min stjerneindeling :) Og fedt med "Monster". burde virkelig snart få den læst :)

    SvarSlet
  2. "Mig før dig" og "Monster" er også blandt mine 5 stjerner <3

    SvarSlet