mandag den 31. oktober 2016

Alberte Winding; Når jeg savner min far

Alberte Winding; Når jeg savner min far

Bagsidetekst:
"Når jeg savner min far, sætter jeg et lys ud på vejen, der hvor han forsvandt."

Da 13-årige Bebel mister sin far, går hendes familie helt i opløsning. Mor ligger mest i sengen, og storebror Milton passer sig selv. Men en dag flytter Balder ind i nabohuset med sin far. Balder og Bebel bliver straks venner - og mere til. De har en særlig forståelse for hinanden. Snart finder Bebel ud af, at der fra et bestemt værelse i Balders hus kommer et mystisk blåt lys. Det viser sig, at man fra det værelse kan få adgang til en helt anden verden, en verden som er farlig er færdes i, men hvor Bebel måske kan møde sin far igen. 

Det er en historie om en ubegribelig stor sorg. Det at miste en forældre i en meget ung alder er ikke noget nogen børn skulle udsættes for. Ikke alene kan det splitte en familie ad, det medfører også en frygt for livet og hvad det indebærer. Især for Bebel. Ikke alene er hendes far forsvundet, men de ved ikke hvordan eller hvor han forsvandt hen. Han forsvandt bare. Bebels mor svælger i sorgen og dermed har Bebel og Milton, på en måde miste både deres far og mor.

Da Balder flytter ind opdager Bebel en udvej. En måde hvorpå hun kan møde sin far igen. Jeg må ærligt indrømme at jeg blev en smule forvirret da de pludselig befandt sig i rummet, vægtløse og med blodårene udenfor kroppen (jojo, den er god nok). Men efterhånden giver det alligevel mening. Rummet. Stjernerne. Den eneste måde hvorpå de kan sige farvel til dem de har mistet.

Selvfølgelig har rejserne en pris - en pris som de måske ikke er helt villige til at betale. Udover de problemer Bebel får efter rejserne, er der også de spirende følelser i maven, men hvordan kan hun tillade sig at føle noget når hele hendes familie lider? Hvordan kan hun være glad, når hun inderst inde er ked af det?

Det er en meget smuk og rørende historie, men som sagt, til tider lidt forvirrende. Det er en fortælling om sorg og savn, men også om tilgivelse og at komme videre. Om at have modet til at leve videre. Være glade for at være i livet. For at kunne føle noget andet end sorg.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2016
Antal sider: 182
4 ud af 5 stjerner

søndag den 30. oktober 2016

Jeanette Hedengren; Grænselandet

Jeanette Hedengren; Grænselandet (Mørkets søn, #2)

Bagsidetekst:
Hungersnød og krig truer Sikanias mørke folk, og det er op til Bestan at redde dem. Som nyudnævnt hersker hviler alt ansvar på hans skuldre, og alliancen med lysets folk kan kun hjælpe ham et stykke ad vejen. Destan må nu vise at han er mere end en egoistisk ballademager, og at han har viljen og evnerne til at bære opgaven. Men det er svært når han mangler Celina ved sin side, og kampen for at få hende tilbage kan meget vel komme til at koste ham tronen eller livet.

Jeg fik aldrig anmeldt første del af denne serie og det er bestemt en fejl! Jeg beklager! For det er virkelig en serie med potentiale. Den er spændende, velskrevet og fængslende. Den fortjener mere omtale end den får.

Det tog lige lidt tid at komme ind i handlingen igen, for det er noget tid siden jeg har læst den første bog. Samtidig er der rigtig mange personer og dermed også en del "anderledes" navne man skal holde styr på. Da jeg endelig var kommet tilbage i rytmen, var bogen til gengæld svær at lægge fra mig igen. Bare lige et kapitel mere.

Jeg kan godt lide Destan som hovedperson. Han er en sammensat mand, der kæmper for hvad der er bedst for hans folk, samtidig med at han prøver på at kæmpe for det der er vigtigst for ham selv, nemlig at få Celina tilbage. Vil det lykkedes? Hvordan bringer man nogen tilbage fra de døde? Samtidig er han en person i udvikling. Fra første bog og til nu er der tydelig spring i hvordan han ville have handlet før Celina, og nu, efter hende. Det er spændende med en karakter der udvikler sig så tydeligt og hvor man kan mærke hans indre kamp for virkelig at ville forandre sig til det Celina så i ham.

Samtidig er hele tanken om mørkets og lysets folk rigtig spændende. Det er fantasy, når fantasy er bedst. Et land i krig. To folk der skal forenes for at kunne slå en potentiel fælles fjende. En mand der har mistet sit livs kærlighed, og så alligevel ikke. En dyster fortælling om kærlighed og krig og hvad det gør ved selv de bedste mænd.

Det er heller ikke kun Destans problemer og følelser vi kommer i kontakt med. Fortællervinklen skifter gennem hele bogen, så vi får også opsnappet hvordan de andre personer går og har det. Det er med til at give et mere nuanceret billede af historien som helhed og det giver en spændende dynamik i fortællingen. Vi ved aldrig hvilken stemme vi skal høre fra næste gang, og det er med til at holde en på dupperne.

Det blomstrer jo nærmest med danske fantasyforfattere for tiden og hvor er det fedt! Den her blander sig helt klart oppe blandt de store. Suveræn. Spændende. Super! Og kom så med næste bind, den kan jo ikke slutte sådan der!

Fakta:
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet i: 2016
Antal sider: 406
5 ud af 5 stjerner

lørdag den 29. oktober 2016

Christina Tempest; Væddemålet

Christina Tempest; Væddemålet

Bagsidetekst:
Rachel har en stormende hed nat med en lækker fyr - problemet er bare, at han er hendes bedste venindes kæreste. Amber var træt af ham alligevel, så hun er parat til at give sin veninde - men kun hvis Rachel er med på at indgå et frækt væddemål.

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet af den her bog, udover at det skulle være en erotisk fortælling. Jeg håbede at den ville være underholdende, sexet og sjov, men jeg blev desværre slemt skuffet.

Rachel og Amber har været bedste veninder i meget lang tid og de skal altid konkurrere mod hinanden. De tager chancer. De har ingen kvaler. Ingen skrupler. De vil bare slå hinanden, hvilket er grunden til at de indgår væddemålet om tatoveringen. De skiftes til at give hinanden udfordringer, den ene mere sindsyg og vild end den anden.

Det er her kæden hopper af for mig. Jeg er med på en sexet historie, jeg har trods alt både læst Fifty Shades, Crossfire, Breathless og mange andre, men der var personerne (mere eller mindre i hvert fald) helstøbte personer, med personlighed, følelser, empati mm. Men i den her, og jeg ved ikke om pigerne bare lader som om, nogle gange får vi et lille glimt ind bagved den ellers meget skjulte facade, er de to hovedpersoner så langt udenfor pædagogisk rækkevidde at jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene.

De skal kneppe (ja, undskyld ordet) men vildt fremmede mennesker - på grund af et væddemål. Fordi de ikke vil tabe ansigt overfor den anden. Altså helt ærligt, vi er ikke i de små klasser hvor vi kan lave væddemål om alt muligt. Jeg ved heller ikke om det er fordi begge piger er rigmands døtre og så tror de at de kan tillade sig alting. Måske keder de sig bare?

Det er en historie fyldt med sex, jeg vil næsten tro at 80 % af bogen er sexscener, eller i hvert fald optakt til dem. Det er simpelthen bare for meget for en bog på kun 124 sider. Det bliver for meget. For grotekst. For, ja, jeg ved ikke rigtig. Det er på ingen måde noget jeg kan sætte mig ind eller relatere til. Det kan jeg heller ikke til de førnævnte serier, men der var trods alt en handling. Personer med et liv og en historie, der forklarede hvorfor de gør som de gør. I den her er det bare lige på og hårdt (bogstavelig talt).

Beklager, det var bare ikke mig.

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldere-bog

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2016
Antal sider: 124
Læst som e-bog
1 ud af 5 stjerner

fredag den 28. oktober 2016

10 spørgsmål #6: Michella Rasmussen



10 spørgsmål #6: Michella Rasmussen

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Helt klart Lille ælling gik en tur. Det er den bog, jeg husker allerbedst fra dengang, jeg var lille. Jeg var helt vild med den! Den handler om en ælling, som bliver væk fra sin mor og søskende, og mens den prøver at finde tilbage, møder den en masse dyr på sin vej. Historien er rigtig sød, og måske er den en af grundene til, at jeg drømmer om en andedam i baghaven, når jeg engang flytter i hus!

Hvad er den første bog du selv læste?
Jeg kan faktisk ikke huske det, men det kunne godt være Peter Pedal eller Pelle Haleløs. De bøger læste jeg rigtig tit, men generelt elskede jeg at være på biblioteket og kigge i alle bøgerne. Jeg brugte stort set alle mine frikvarterer i de små klasser på skolebiblioteket, hvor jeg sad altid med næsen begravet i alverdens hyggelige bøger.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Det var absolut Mette og Mikki-bøgerne af Dorte Roholte! Jeg var hestepige med stort h, og jeg læste altid de bøger om og om igen. Faktisk var jeg så glad for dem, at jeg selv begyndte at skrive mine egne hestehistorier, som var meget baseret på de bøger. Det blev til starten på mine mere seriøse skriverier, og det var også den første bog, jeg skrev færdig på computer. Da jeg blev lidt ældre, var det som mange andre Harry Potter-bøgerne, der opslugte mig fuldstændig. Så mine barndomsbøger var en god blanding af heste og magi.

Din yndlingsbog som voksen?
Jeg synes Anna og det franske kys er helt fantastisk. Det er ikke så meget sproget, men mere beskrivelserne af både Paris, følelserne og personerne. De var så godt beskrevet, at jeg levede mig fuldstændig ind i historien og ikke kunne slippe den igen, selvom jeg sad midt i en eksamensopgave med deadline lige om hjørnet. Jeg har ofte læst bøger, som handlede om noget mere dystert, og så var det bare dejligt at læse en medrivende feelgood-roman, hvor jeg så tydeligt kunne genkende følelsen af at være nyforelsket.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Kafka på stranden blev jeg aldrig færdig med, og jeg har egentlig svært ved at forklare hvorfor. Som sådan kunne jeg godt lide det, jeg nåede at læse, men af en eller anden årsag gik jeg i stå og kom aldrig videre. Jeg husker at den måske var lidt underlig, men uden at det er negativt ment, og jeg har aldrig været god til hverken bøger eller film, som er mere komplekse i det.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Det må også være Kafka på stranden, selvom jeg ikke vil sige, at jeg aldrig får den læst. Der går nok bare rigtig lang tid, før jeg tager den ned fra hylden igen. Jeg vil rigtig gerne læse den en dag, for jeg synes det er vigtigt at udvide sin litterære horisont, hvis man kan sige sådan. Det er sjovt at læse ting, som normalt ikke er min stil, for engang imellem bliver jeg rigtig positivt overrasket og får en ganske særlig læseoplevelse ud af det.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg kan som regel godt lide at læse bøger til den målgruppe, som jeg selv skriver til i øjeblikket. Bøger inspirerer mig utrolig meget til at skrive, og hvis jeg læser ungdomsbøger får jeg lyst til at skrive på en ungdomsbog, og det kan være lidt skidt, hvis jeg er i gang med at skrive en børnebog. Men hvis jeg får anbefalet en bog, som lyder enormt spændende, bliver jeg alligevel så ivrig, at jeg er nødt til at læse den med det samme. Generelt elsker jeg at få bøger anbefalet, enten via venner eller bogbloggere, og det er primært sådan, jeg får idéer til nye bøger, jeg skal læse.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Hunger Games minder mig om en lejlighed, jeg engang boede i. Jeg læste bogen på én weekend, hvor jeg hyggede mig enormt meget. Når jeg ser Hunger Games på min bogreol, kan jeg tydeligt huske dengang, og jeg ser min gamle stue foran mig og kan helt fornemme, hvordan det var at bo i den lejlighed. Ellers minder Anna og det franske kys mig om dengang, jeg selv var nyforelsket. Følelserne og scenerne får mig til at huske mine egne oplevelser meget klart og bringer helt specielle minder frem. En fantastisk følelse! Det er sjovt som bøger både på den ene og den anden måde kan få gamle minder frem i én.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Jeg læser aldrig samtidig med, at jeg hører musik, så det er faktisk ikke noget, jeg har prøvet. Jeg kender selvfølgelig alt til det med, at musik minder mig om nogle bestemte situationer i mit liv, og på den måde får nogle helt særlige følelser op i mig, men jeg har dog ikke prøvet, at det minder mig om bøger. Men jeg elsker at høre musik, så måske jeg skulle prøve at høre noget, når jeg læser næste gang.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Du har allerede læst de fleste af mine yndlingsbøger, men hvis du ikke har læst Under en strålende sol af Khaled Hosseini, kan den absolut anbefales. Det var en af de bøger, som jeg læste for at prøve noget helt nyt, og den rørte mig meget dybt, og historien sidder stadig klokkeklart i mig. Og det er netop de bøger, som stadig sidder i én flere år efter, man har læst dem, som er de allerbedste.

torsdag den 27. oktober 2016

Colleen Hoover; Måske en dag

Colleen Hoover; Måske en dag

Bagsidetekst:
Da den musikstuderende Sydney flytter ind på et værelse hos den flotte guitarist Ridge, er det sidste, hun forventer, at blive forelsket. Hun er stadig mærket efter bruddet med sin eks, og desuden har Ridge allerede en kærste. 

Sydney og Ridge bliver dog hurtigt venner, og snart begynder de at skrive sange sammen. Ridge komponerer musikken, Sydney skriver teksterne, og det varer ikke længe, før de må kæmpe for at holde de spirende følelser tilbage, som vokser i dem imod alle odds ...

"Måske en dag" er egentlig bygget op som kærlighedshistorier er bedst: pige møder dreng. Pige forelsker sig i dreng. Drengen har dog en kæreste. Kan de finde en vej til at være sammen?

Selvom den på en måde er som en klassisk kærlighedshistorie, synes jeg bestemt at der er noget nyt og interessant over den. For det første er drengen døv - det er ikke så tit vi møder det i kærlighedshistorier, jeg ved ikke om det er fordi det er et handicap og helten helst skal være perfekt? Her fungerer det dog virkelig godt. Især fordi det er med til bringe Sydney og Ridge tæt sammen, selvom de egentlig ikke burde.

Samtidig er der hele delen om utroskab - om ikke at blive det Sydney frygter mest: sin bedste veninde. Men hvordan kan man kæmpe imod følelser så stærke at man aldrig har oplevet noget lignende? Følelser der har forskubbet hele ens verdensbillede. Følelser som man for alt i verden ikke må føle, men ikke kan ignorere.

Jeg har selv prøvet at stå på begge sider af utroskab, ligesom Sydney, og det er så svært at skelne det rigtige valg fra det dårlige når man står midt i det og ikke kan overskue de følelser der er indblandet. Det er ikke den fedeste følelse i verden at vide at man såre en man burde elske, samtidig med at man er høj over følelse af at føle sig attraktiv og vigtig.

Det er alt i alt en meget rørende, smuk og følelsesladet fortælling om kærlighed. En kærlighed der blomstrer på trods af situationen. En historie om musik og hvordan det virkelig kan bringe to mennesker sammen. En historie om sygdom, og om hvordan den både kan bringe folk tættere, men også skille dem ad.

Og ja, jeg græd til sidst!

Tak til Lovebooks for anmeldereksemplar (modtaget ved Bogbloggertræf 2016)

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Maybe Someday
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 470
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Kære dig
Trolderier
Bogfinken

onsdag den 26. oktober 2016

Kenneth Bøgh Andersen; Den faldne djævel

Kenneth Bøgh Andersen; Den faldne djævel (Den Store Djævlekrig, #6)

Bagsidetekst:
"F-Filip?" Satinas stemme var en kraftesløs hvisken, og han opdagede, at handes opmærksomhed slet ikke var på den sammenstyrtede bro. Hun havde vendt sig om, og endes ansigt ... Det var fortrukket i en grimasse af skræk, og et øjeblik turde han næsten ikke se, hvad der havde skræmt hende på denne måde. Så drejede Filip langsomt hovedet og følte svimmelheden sætte ind ved synet af den rædsel, der mødte ham. 

Filip er tilbage i Helvede, menhan er ikke den eneste, der er vendt tilbage. En gammel, nådeløs ondskab har rejst sig, og noget frygteligt er under opsejling. Den Store Djævlekrig er langt fra udkæmpet, men denne gang foregår slaget i det skjulte, og det er ikke kun Helvede, der er under angreb. Det er større, end nogen - selv Gud og Djævelen - gør sig begreb om. Det er slutningen. 

Først troede vi at det var slut. At "Ondskabens Engel" var sidste bind. Det føltes også som sidste bind. Slutningen var der, og så alligevel ikke. Da det blev annonceret af Filip skulle til Helvede igen i "Den faldne engel" var jeg meget glad - mest fordi slutningen i bind 4, ikke havde følt helt rigtig. Der manglede noget. Da sidste side i bog 5 var vendt, sad jeg så sur tilbage - for altså, det kunne jo ikke slutte der, hvilket det heldigvis heller ikke gjorde. Er bind 6 så det sidste? Det ved vel kun forfatteren.

Dette er helt klart den mørkeste af bøgerne. Den er mere blodig, mere voldelig, mere ond. Det passer dog helt perfekt, for ondskaben er tilbage i sin ondeste form. Det er også den mest filosofiske af bøgerne. Hvad sker der med guderne når vi ikke længere tror? Hvad vil der ske med Gud når vi ikke længere tror? Djævelen?

Samtidig skal vi kigge lidt på hvordan tiden er - flyvsk, ustabil, uforanderlig, og dog. Filip må, ikke alene stå overfor sin værste fjende, men også stå overfor valg, der ikke kun har indflydelse på hans eget liv, men også mange af dem der er ham nærmest.

Selvom det hele er mørkt og skummelt, formår forfatteren dog stadig at bidrage med visse genistreger i form af en underspillet humor, der efterlader læseren med et lille smil på læberne, inden det så bliver tørret af igen. Fx scenen med klisterbåndet (når I har læst det, ved I hvilken jeg mener) - er ret genial, synes jeg. Det er så simpelt, at det næsten er for meget, men det passer ind i historien og det virker bare.

Hele denne serie virker i det hele taget bare. Selvom det er en dreng der er hovedperson, kan bøgerne sagtens læses af både drenge og piger. Selve "universet" er godt fundet på - noget jeg virkelig gerne ville se på film en gang, hvis det bliver lavet ordentligt (alle bøgerne skal selvfølgelig laves, det nytter ikke noget at stoppe halvvejs!), for det er så detaljeret beskrevet, at man som læser flere gange næsten kan lugte svovlen og mærke frygten.

Tak for rejsen til Helvede, Paradis, Asgård og alle de andre steder. Tak for at lære os at vi alle har det gode og det onde i os. Tak for oplevelsen - og på gensyn?

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2016
Antal sider: 298
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 25. oktober 2016

Simona Ahrnstedt; Løftet

Simona Ahrstedt; Løftet

Bagsidetekst:
Den smukke læge Isobel Sørensen har set det meste. Selv i de mest frygtelige situationer har hun formået at bevare roen, overblikket og sin faglighed. Lige indtil det går op for hende, at hendes hjertebarn, nonprofitorganisationen Medpax, har problemer. Nogen har stoppet pengetilførslen, og det virker som et personligt angreb. 

Alexandre De la Grip, den yngste søn i en af Sveriges mest magtfulde adelige familier, er en umoralsk jetsetprins kendt for to ting: Sit gode udseende og sine mange kvinder. I et forsøg på ikke at skulle konfrontere hverken ensomheden og virkeligheden, tilbringer han sit liv i en tåge af fester, sprut og sex. Men da Alexander møder den iltre, men smukke læge, er han ikke et sekund i tvivl. Isobel skal være hans næste erobring. Koste hvad det vil.

Andet bind i serien om familien De la Grip, som vi stifter bekendskab med i "Arvingen". Der er nu gået et år siden vi første gang mødte Alexander i lufthavnen på vej til sin søsters bryllup. Her var han tømmermændsramt (muligvis stadig fuld), men stadig charmerende. Isobel derimod var afvisende, kold og ikke til at komme i nærheden af. Det er på grund af blandt andet dette, at Isobel tror Alexander har stoppet med at betale til Medpax.

Ligesom i "Arvingen" er den kvindelige hovedperson ikke en man skal komme på tværs af - godt nok har Isobel ingen millioner i ryggen som Natalia har, men hun har haft en god opvækst og er fandens dygtig til det hun kan. Hun kender ikke ordet nej når det kommer til det hun brænder for - Medpax og Læger Uden Grænser.

Den mandlige hovedperson er Alexander - ligesom David - meget flot, charmerende og virkelig dygtig, i hvert fald når han vil være det. Jeg kunne godt lide Alex, selvom han skjuler sit sande jeg bagved sex, sprut og damer, er han en gentleman, høflig, ordentlig og betænksom.

Der er mindre sex i denne end i "Arvingen", men ikke desto mindre er det en hed historie, med masser af seksuel spænding, der fra tid til anden bliver udløst. Hvis du er træt af kærlighedshistorier, som udelukkende bygger på sex (i hvert fald tæt på), som fx Fifty Shades eller Crossfire-serien og bøger med overdrevne sexscener, men derimod godt kan lide en god historie, med tilpas meget drama, hemmeligheder og kærlighed, så kan denne bog (og den første) helt klart anbefales!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: En enda hemlighet
Udgivet i: 2015 (på svensk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 485
5 ud af 5 stjerner

mandag den 24. oktober 2016

Kerstin Gier; Smaragdgrøn

Kerstin Gier; Smaragdgrøn

Bagsidetekst:
Gwendolyn må og skal opfylde sin skæne - der er bare ingen, der vil fortælle hende, hvad den går ud på. Siden hun fandt ud af, at hun er den såkaldte rubin - det sidste medlem af en hemmelig kreds af tolv tidsrejsende - er alting gået galt. Gwendolyn har en mistanke om, at grundlæggeren af den mystiske orden har ondt i sinde, men ingen vil lytte til hende, og nu strammes det net, som den gamle greve Saint Germain har spundet i fortiden. Og så har Gwendolyn netop fundet ud af, at hendes charmerende (og irriterende lækre) følgesvend Gideon vist har udnyttet hende hele tiden.. På trods af sit knuste hjerte må Gwendolyn drage tilbage i tiden sammen med Gideon for at opklare den mystiske hemmelighed, inden tiden rinder ud ...

Det er altid lidt vemodigt at tage afsked med en god serie og den her er ingen undtagelse. Jeg har kun læst "Spektrum"-serien der også omhandler tidsrejser, men jeg skal da have fundet lidt mere - har I nogle gode forslag? Jeg kan dog mærke at det kræver lidt mere koncentration, for alt det hoppen frem og tilbage kan godt være lidt svært at holde styr på, hvad der rent faktisk er sket og ikke er sket.

Sproget er - ligesom i de to foregående - nemt, let og legende, måske nogle steder lidt for simpelt, men det fungerer, og jeg skal trods alt også huske på at Gwen kun er 16, så det passer nok meget godt. Handlingen er ligeså hæsblæsende som før, man når nærmest ikke at stoppe og trække vejret, før der sker noget nyt der skal tages stilling til.

Der er mange flere spring i tiden i denne bog, og det kræver, som skrevet før, noget koncentration. Jeg synes det er meget imponerende at forfatteren kan holde tungen lige i munden og selv finde ud af det hele, for jeg måtte lige læse nogle steder flere gange, for at være helt sikker på at jeg forstod meningen. Især til slut, hvor handlingen spidser til, begynder det at gå hurtigere og hurtigere, med at få afsløret sandheder - hvad end det foregår i nutiden eller fortiden, som så også er nutiden for andre og fremtiden ... ja, nemlig.

Det er en god serie - der er drama, problemer og livstruende situationer. Der er nære venner der hjælper til med at løse mysteriet. Der er irriterende familiemedlemmer man gerne ville være foruden, og dem man bestemt ikke vil. Der er smukke kjoler, flotte balsale og store fester. Der er spirende kærlighed, der bliver knust på grusomste vis, men mon ikke det løser sig alligevel?

Hvis du ikke har læst denne serie endnu, men trænger til noget let, men stadig underholdende og spændende, så kan denne serie varmt anbefales.

Tak til Turbine for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Smaragdgrün - Liebe geht durch alle Zeiten
Udgivet i: 2010 (på tysk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 460
5 ud af 5 stjerner

søndag den 23. oktober 2016

Livet som mor #7: Afstand og tid

Livet som mor #7: Afstand og tid

Jeg var i København sidste weekend. En fødselsdagsgave jeg havde fået af min mand. En tøsetur fra fredag til lørdag med nogle dejlige veninder. Den stod på hygge, shopping, drinks og god mad. Tiltrængt. Sikkert også velfortjent.

Men det var første gang jeg skulle være væk fra Iris i mere end 24 timer. Jeg havde været af sted en hel dag da jeg var i Esbjerg til Fantasymesse, men flere dage? Da jeg fik gaven blev jeg rigtig glad og jeg glædede mig, men samtidig var jeg også nervøs. Ikke så meget for om Emil kunne klare at være alene med hende, men mere om jeg kunne undvære hende i så mange dage.

Og det er jo egentlig noget sludder. For selvfølgelig kan man undvære dem, det er bare svært. Jeg var dog glad for at vi skulle så mange ting i København, så jeg havde ikke rigtig tid til at savne, hvis I forstår hvad jeg mener. Det gik også rigtig godt - både for mig og Emil. Jeg tror også at han nød at have nogle hele dage sammen med Iris, uden at jeg var der. Selvom han nok også syntes det var lidt hårdt, men så ved han jo nu, hvordan jeg har det til daglig og de gange han har været væk - det tror jeg også er sundt for manden at prøve. Uden at jeg skal lyde kæphøj eller fordømmende.

Mens jeg var væk kom vi til at snakke om tiden før Iris og tiden efter. Tiden før hvor man kunne sove længe, gøre hvad man ville (mere eller mindre, i hvert fald) og bare kunne bruge en hel dag på ingenting. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg fik muligheden for at sove længe nu, ville jeg stadig vågne omkring kl. 6, som Iris plejer. Jeg vil i hvert fald opfordre alle som endnu ikke har fået børn, til at værdsætte de små ting i hverdagen som man gør nu, men som man ikke kan med små børn. Tiden kommer igen, hvor man kan de ting, men der kommer nok til at gå en rum tid før det sker.

Det er lidt sjovt hvordan ens hukommelse virker. For selvfølgelig kan jeg godt huske hvordan det var før, men så alligevel ikke. Nu bliver Iris snart 9 måneder og tiden begynder for alvor at gå hurtigt nu synes jeg. Hun kravler, rejser sig op af alting og prøver så småt også at gå. Kan jeg virkelig huske hvordan det var dengang hun var helt lillebitte og kun kunne ligge? På en måde kan jeg godt. Jeg kan huske hvor hyggeligt det var når hun faldt i søvn på mig eller i mine arme. De små knirke lyde hun sagde. Men så alligevel ikke.

Mindet om de ting kan jeg godt kalde frem, men kan man virkelig for alvor huske hvordan det var? Det er vel ligesom med fødslen, jeg kan godt huske at det gjorde ondt af H til, men det er en smerte man på en eller anden måde fortrænger. Hvis man ikke gjorde det, ville man nok ikke have lyst til at få flere børn. Ens hjerne er rimelig smart på det punkt.

Nu skal Iris snart starte i dagpleje - gad vide hvem det bliver sværest for. Mig eller hende?

torsdag den 20. oktober 2016

Boris Hansen; Vejen til Panteon

Boris Hansen; Vejen til Panteon (Panteon-sagaen, #1)

Bagsidetekst:
I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke. Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at tage ud for at finde hende. Hans eneste ledetråd er de kryptiske noter hun skrev før hun tog afsted: Juvelen. Brylluppet. Husk på tallet 12! Inden længe opdager Lucas at Cassandra er draget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde eksistere. En verden fyldt med begravede hemmeligheder og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig. Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men rejsen i hendes fodspor fører ind i et spind af mysterier og løgne ...

Normalt i fantasyromaner følger vi hovedpersonen. Den udvalgte. Den der skal kæmpe mod det ond. Den der skal ud på eventyr. I denne historie skal vi også ud på eventyr. Vi skal også kæmpe mod det onde. Men vi ser det ikke fra den udvalgtes synspunkt, men derimod fra en, der normalt ville være sidekick. Vi ser det fra Lucas' synsvinkel og det er virkelig en fed måde at fortælle på.

Lucas er fuldstændig uforberedt på hvad der venter ham i Juvelen. Hvad han er oppe imod. Jeg tror heller ikke at Cassandra er helt klar over det, men det ved vi ikke noget om, for vi hører ikke hendes side af historien. Jeg synes det er fedt at høre en historie fra andre end den udvalgte - ligesom med "Vi andre bor her bare" - vi følger dem vi normalt ikke ville følge og det giver historien lidt mere kant, på en eller anden måde. Denne er dog ikke så satirisk og parodierende som "Vi andre bor her bare".

Samtidig synes jeg det var fedt at vi samtidig hørte fra dem Lucas, Theodor og Ron efterlader derhjemme - hvordan de klarer sig, hvordan deres hverdag ser ud og hvor lang tid der går. For det er ofte personer der "skrives" ud af fortællingen, når vore helte er draget afsted.

Det er en meget fængslende historie, og vi hører ikke kun fra Lucas, men også en af Empyrias engle, som så småt begynder at stille spørgsmål ved den måde tingene fungerer på, men evigheders historie er svært at gøre oprør imod. Især når man ikke ved hvem man skal stole på.

Dette er helt klart et bud, sammen med "Skyriel", "Morika" og "Ravnenes hvisken", på noget af det bedste danske fantasy der er udkommet i år. Og så vil vi gerne have næste bind, tak!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar (3. præmie i Fantasyquizzen ved messen i Esbjerg)

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 429
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Sus' bogblog

onsdag den 19. oktober 2016

Udvalgte bøger #3: H. C. Andersen

Udvalgte bøger #3: H. C. Andersen

H. C. Andersen er kendt for sine eventyr. For sin fantasi. Sin fantastiske forællestil og meget meget mere. Eventyrene er udgivet i mange forskellige udgaver, så mange at man helt sikkert kunne fylde et helt bibliotek med dem. Jeg har ikke så mange af hans samlede værker, men jeg har dog disse to utrolig smukke billedbøger.

"De vilde svaner" er er illustreret af Lars Gabel og han modtog Kulturministeriets Illustrator Pris sidste år for de utrolig smukke, detaljerede og forunderlige illustrationer. Det er fuldt fortjent!



Her er et par af de flotte illustrationer. Det der er med til at give denne udgave af historien et ekstra løft er de mange papirs tynde og gennemsigtige sider, der giver en ekstra dimension til illustrationerne. Da jeg læste bogen under Read-a-thon i foråret sidste år, brugte jeg lang tid på bare at sidde og nyde disse billeder. Ligeså vel som jeg nød at genlæse historien. For det er en fantastisk historie fyldt med kærlighed, håb og tro.

"Nattergalen" opførte jeg i folkeskolen som musical, den udgave vi lavede er den der er skrevet af Sebastian. Det er også en fantastisk historie og musikken som Sebastian har skrevet er fyldt med spændende numre og jeg nød at spille dem. Min mor har købt denne billedbog til mig og ligesom "De vilde svaner" er den fyldt med smukke illustrationer.


Jeg glæder mig til at Iris bliver stor nok til at jeg kan læse op af disse to skønheder og være med til (forhåbentlig) at gøre dem til nogle af hendes yndlings fortællinger.

Hvilket H.C. Andersen eventyr er dit yndlings?

tirsdag den 18. oktober 2016

Forfatterinterview med Ingo Milton og Sussi Bech

Forfatterinterview med Ingo Milton og Sussi Bech

1. Hvordan kom I på idéen til Aziru?
Ingo: Idéen til "Aziru" kom i første omgang fra et undersøsisk fund, man gjorde for 30 år siden. Ved Ulu Burun ud for den tyrkiske middelhavskyst stødte undervands-arkæologer på resterne af et handelsskib, der var sunket i oldtiden. Det meste af skibet var forlængst rådnet bort, men hele lasten af kobberbarer og lerkrukker lå stadig på havbunden, ganske som da skibet sank for over 3.000 år siden. For første gang kunne man se, hvordan varerne var stuvet på et handelsskib i oldtiden, og ud fra dette og andre kilder kunne arkæologer genskabe skibets udseende. Det er præcis det skib, vi har brugt i historie og det er også det, der står model til illustrationerne.

2. Er I blevet inspireret af anden litteratur om samme emne?
Sussi: Jeg har længe haft interesse for de gamle Kananæere, de senere Fønikiere. Da jeg skrev mine tegneserier om Nofret fik jeg læst en del om emnet, og kunne derfor trække på gammel viden.

3. Hvordan besluttede I jer for, at det skulle foregå i Levanten?
Sussi: I området langs den libanesiske og syriske kyst lå på den tid en samling småriger. De var i realiteten blot en række befæstede byer med en havn og med noget opland rundt om og regeret af hver sin konge. De talte samme sprog og dyrkede de samme guder. De handlede og konkurrerede ofte med hinanden. Det var et oplagt sted til sådan en "Ud på eventyr"-historie, som vi gerne ville skrive.

4. Hvordan har I lavet research, og hvor meget research kræver sådan en fortælling som Aziru?
Ingo: Der skulle selvfølgelig researches en del, mens vi skrev Aziru, og her har vi begge haft brug af Google, som ikke eksisterede, da Sussi begyndte at interessere sig for den tid. Det er blevet meget lettere med internettet. Vi har eksempelvis lånt navnet til vores hovedperson fra en fyrste, der regerede i Levanten i oldtiden omkring 1350 f.Kr. - og her er et link til Wikipedia-omtalen af Ulu Burun fundet.

5. Har I altid interesseret jer for oldtiden som position for litteratur? Og hvad er det, der gør oldtiden et spændende tidspunkt at skrive om?
Sussi: På mange måder minder oldtiden meget om de verdener, man støder på i fantasy-bøger. Der er sværd og (en smule) trolddom, men det foregår i lande og civilisationer, der rigtig har eksisteret for meget længe siden. Byblos er en af verdens ældste byer og ruinerne af Knossos kan man besøge, når man er på charterferie på Kreta. De kretensiske myster fortæller om menneskeofringer til Minotaurus, og vi bevæger os mellem fantasi og virkelighed. Handelsaktiviteten og røvere har eksisteret i virkeligheden, mens Minotaurus i labyrinten er sagn, som der ikke er tegn på i virkeligheden.

6. Hvordan er skrivearbejdet forløbet? Hvem har skrevet hvad, eller er det hele skrevet sammen?
Vi har først skrevet på hver af de afsnit, vi lige var inspirerede til. Efter noget tid udvekslede vi hinandens arbejde, og derefter kunne den anden tage over til finpudsning. Vi har begge været over hver eneste lille beskrivelse af handlingen flere gange, før vi var tilfredse.

7. Hvor tit er I mødtes for at diskutere historien? Er I mødtes fysisk, eller har I sendt ting til hinanden, rettet og sendt retur?
Ingo: Vi mødtes hjemme hos Sussi og startede med at gennemarbejde historiens skelet igen og igen. Vi er vel mødtes over 30 gange, hvor vi har siddet sammen og skrevet og læst for hinanden. Ind imellem har vi skrevet alene, og sendt vores tekster til hinanden via mail, men man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på de forskellige udgaver, man pludselig får af det samme kapitel ...

8. Hvordan kom Aziru til at se ud som han gør?
Ingo: Han skulle være en 15 års knægt på vej til at blive voksen. Han måtte ikke være FOR speciel, for læserne skal kunne se sig selv i ham. Derfor fik han en klassisk næse, høje kindben, mørke, udtryksfulde øjenbryn, og håret samlet i nakken, som det var normalt på den tid.

9. Hvordan foregik arbejdet med illustrationerne? Startede de på papir eller på computeren?
Sussi: Tegningerne er skitset med blyant på papir, derefter tegnet op med elastikpen dyppet i tusch. Så er de skannet ind på computeren, hvor farvelægningen er lavet bl.a. ved at plukke fra tidligere akvarelfarvelægninger lavet med pensel på papir.

10. Har Sussi kunne bruge sin erfaring fra Nofret til tegningerne i Aziru?
Sussi: Ja, i høj grad. Det kan du også se, hvis du sammenligner det seneste Nofret album "Nilens Fange" med Aziru bøgerne.

11. Er der stor forskel på at skrive en børnebog og en tegneserie?
Ingo: Når man ellers har været vant til at lave tegneserie, oplever man en stor forskel ved at skrive en bog: I en fortællende tekst styrer man helt, hvilke detaljer man giver læseren. Det svære ligger i at vælge HVILKE detaljer, der er nødvendige, og hvilke der blot bremser fortællingen. I en tegneserie lægger man alle detaljer og scenografibeskrivelser ind i billederne, og læseren opfatter dem visuelt, uden at det forstyrrer historiens fremdrift. Men fordi Sussi er så dreven til at lave tegneserier, endte hun med at lave så mange tegninger til Aziru, at det blev en tæt illustreret tekst.


Hvis du vil læse mere om Aziru, er her et link til en læseprøve.

søndag den 16. oktober 2016

Patrick Ness; Vi andre bor her bare

Patrick Ness; Vi andre bor her bare

Bagsidetekst:
Hvad nu hvis du ikke er den udvalgte?
Altså den, som skal bekæmpe zombierne eller de sjælespisende spøgelser eller den nye ting med de blå lys - hvad pokker det så end er for noget? Hvad nu hvis du er ligesom Mikey? Som bare gerne vil bestå sin eksamen, gå til gallafesten med sine venner og måske endelig tage sig sammen til at invitere Henna ud - altså hvis ikke nogen finder på at sprænge skolen i luften. Igen. Nogle gange er der større problemer end denne uges udgave af Jordens undergang. Og nogle gange bliver du nødt til at finde det ekstraordinære i dit helt ordinære liv. Også selvom din bedste ven bliver tilbedt af pumaer. 

Patrick Ness kan altså et eller andet. "Monster" var fantastisk, rørende, smuk, tårevældende og livsbekræftende. En af de bedste bøger jeg har læst - nogensinde. "Mere end det" var underlig, interessant, tankevækkende, skræmmende og fantastisk. "Vi andre bor her bare" er ...

Forfriskende! Hold op hvor er det fedt med en ungdomsroman som ikke følger den udvalgte. Som ikke beskæftiger sig med vampyrer, sjælespisende spøgelser osv (og så alligevel lidt), men i stedet beskæftiger sig med dem der normalt står på sidelinjen i alle de andre historier om paranormale fænomener. Tænk på Bellas venner i Twilight fx.

Anderledes! Hvert kapitel indledes med, hvad der ville ske, hvis den her bog omhandlede de føromtalte vampyr-spøgelses-blåt-lys-person, hvilket egentlig er meget fedt, for netop den verden og den "ordinære" som Mikey befinder i, kollidere selvfølgelig på et tidspunkt. Patrick Ness har en underfundig og spændende skrivestil, som til tider er meget filosofisk, ligesom i "Mere end det".

Underholdende! Sproget og humoren heri er helt fantastisk. Selvom jeg flere gange sad og rystede opgivende på hovedet, sad jeg ligeså ofte og smilede for mig selv. For det komiske er, at den almindelige verden går videre, selvom de ekstraordinære ting sker omkring folk.

Original! Personerne i "Vi andre bor her bare" er ligesom du og jeg - måske lige bortset fra Jared, som er kvart gud (jo jo, den er god nok). Almindelige mennesker med almindelige problemer. Familieknas. Alkoholisme. Fraværende forældre. OCD og neuroser. Spiseforstyrrelse. Forelskelse. Boy band-crushes. Det er så fedt at se disse "ordinære" personer, ikke blive udsat for ekstraordinære ting, men derimod "ordinære" problemer, der virker ekstraordinære for dem - giver det mening?

Kort sagt - Patrick Ness har gjort det igen! Min anbefaling: læs den hurtigst muligt!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Rest of Us Just Live Here
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 263
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere siger:
Xenia's bogblog

lørdag den 15. oktober 2016

Sarah Crossan; One

Sarah Crossan; One

Bagsidetekst:
Her er vi. Og vi er i live. Er det ikke vidunderligt? Alt vi to overhovedet er her.

De siamesiske tvillinger Tippi og Grace er trods deres fysisk to meget forskellige og selvstændige individer. Da pengene til privatundervisning slipper op, og de bliver sendt i en almindelig skole, åbner der sig en helt ny verden af mobning - men også af venskaber og kærlighed. Grace forelsker sig i Jon og mærker for første gang i sit liv en trang til ikke at have Tippi med til alt, hvad hun foretager sig. Da hun samtidig rammes af en hjertesygdom, bliver spørgsmålet om adskillelse pludselig helt konkret. Men hvordan vil det være at leve adskilt, når man føler sig som en?

Jeg havde ikke læst nogle anmeldelser af denne før jeg læste den, men jeg havde fornemmet at der var en meget positiv vibe omkring den. Ud fra bagsideteksten synes jeg historien lød spændende og ikke som noget jeg havde læst før. Jeg fik ret - den er slet ikke som noget jeg har læst før!

For det første er historien skrevet som et langt digt. Jeg skulle lige ind i flowet, men efter bare de første 10-20 sider, tænker man slet ikke over at siderne ikke ser ud som de normalt gør. Det gav en helt speciel læseoplevelse. Den gjorde også at de knap 400 sider var meget hurtig læst og selvom de var det, er det helt bestemt 400 sider der gjorde et stort indtryk på mig.

Det er Grace der er hovedperson og hun fortæller på fineste, smukkeste og mest rørende vis, hvordan det er at være siamesisk tvilling. Hvordan det er at hænge sammen med sin søster - både på godt og ondt, men også fysisk. Hvordan det er, pludselig gerne at ville ting uden sin søster. Hvordan det er, pludselig at være uden sin søster.

Det er en meget smuk og rørende fortælling om den første kærlighed. Om at være teenager. Om at skulle træffe et valg, der ikke alene kan få enorme konsekvenser for en selv, men også alle omkring en. Det er en fortælling om at være så markant anderledes, at mobning ikke kan undgås, og det er en fortælling om de mennesker der tør støtte op om en og beskytte en - eller, det hedder vel ikke én når der er to...?

Anyway. Jeg nød virkelig at læse bogen og jeg vil helt klart anbefale den til alle ya-elskere. Den er forfriskende, forførende og fantastisk. Det bliver aldrig for melodramatisk, men man sidder helt klart tilbage og kæmper lidt med tårerne. Smukt.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar (modtaget ved bogbloggertræf)

Fakta:
Forlag: Politiken
Original titel: One
Udgivet i: 2015 (både på engelsk og dansk)
Antal sider: 376
5 ud af 5 stjerner

Andre bloggere skriver:
Bibliotekatten
Lushesbooks
Trolderier

fredag den 14. oktober 2016

10 spørgsmål #5: Louise Haiberg

10 spørgsmål #5: Louise Haiberg

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Så vidt jeg kan forstå på min mor (vi havde for nylig en samtale om mine højtlæsningsbøger da jeg fik to af dem) så havde jeg tre favoritter. Priks første tur - Erik Hill. En af mine helt gamle billedbøger. Min kærlighed til den historie hang nok sammen med at jeg ejede (og stadig har) en bamse som lignede hunden fra bogen. Hvaekolonien Dyrefryd og andre fortællinger - Birgit Erup. Er den bog jeg har de klareste (og en anelse ukorrekte) minder om at få læst op. Jeg kan huske hvor skræmmende jeg syntes larven Sadistro var. Når jeg ser billederne i dag, så ser han ikke nær så grum ud. 365 Godnathistorier. Som er en bog fyldt med forskellige eventyr.

Hvad er den første bog du selv læste?
Uh, jeg må ærligt tilstå at jeg ikke kan huske det. :-/ Jeg kan huske at min farfar lærte mig at skrive mit navn da jeg var fire og skolen hvor vi tegnede alfabetet, men hvilken bog jeg læste først er ikke kommet med i hukommelsesarkivet.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Endnu et svært spørgsmål. Der er jo så mange. Dem jeg har nævnt var absolut favoritter da jeg var barn. Da jeg blev lidt ældre udviklede jeg også en kærlighed til H.C. Andersens "De vilde svaner" og selvfølgelig, Dennis Jürgensens bøger (især Grønne Øjne) og Ildøglernes sang af Anne McCaffrey, Dean Koontz-bøger, Sagaen om dødens port og mange flere. 

Din yndlingsbog som voksen?
Uh, igen svært for der er så mange, men serien Sagaen om dødens port af Margaret Weis og Tracy Hickmann er stadig en af mine absolutte favoritter og den bogserie der for alvor fik mig til at beslutte at jeg ville skrive fantasy.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Heksetimen af Anne Rice. Den står stadig på min hylde og jeg har flere gange overvejet at prøve at læse den igen. Af en eller anden grund fangede den mig bare ikke da jeg som 13-årig forsøgte at læse den. 

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Hmmm ... kan ikke komme i tanke om nogen. Måske fordi jeg altid bliver ved med at håbe at jeg får læst alle mine bøger på et tidspunkt.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Det er meget forskelligt. Det kan enten være fordi jeg får en bog anbefalet, fordi jeg hører at der bliver snakket godt for den. Eller også handler det bare om at trække en bog ud fra en hylde på biblioteket og hvis bagsideteksten lyder interessant, tager jeg den med. 

En bog der minder dig om et særlig tidspunkt i dit liv.
Hmmm ... Det tror jeg faktisk ikke jeg har. Mange af mine bøger er blevet genlæst igen og igen, så de tilhører ikke nogen bestemt tid i mit liv. De er bare ... tidsløse.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Sådan har jeg det med mine egne bøger. Jeg lytter til musik, mens jeg skriver så nogle sange vil nok for evigt være forbundet med dem. Jeg har dog ikke andre bøger som jeg forbinder med musik. 

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Uh, endnu et svært spørgsmål. Der er jo så mange. Men Sagaen om dødens port er nok den der altid vil stå øverst på min liste. Hvis man kan lide high-fantasy med elvere, drager, dværge, mennesker, troldmænd og magi, så er serien lige sagen. 

torsdag den 13. oktober 2016

Jacob Oliver Krarup; Oprøret

Jacob Oliver Krarup; Oprøret (Gangene under jorden, #1)

Bagsidetekst:
I det samme vender Sandra hovedet. "Casper, pas på!" Noget hårdt rammer mig i ryggen. Jeg falder forover. Når ikke at tage fra og slår hovedet ned i vandet. En smerte breder sig i ryggen, som en syl har spiddet mig. Jeg vender hovedet og ser op. Det er Martin, der står klar med nogle andre drenge bag sig. "Stik mig pengene." Jeg ligger et øjeblik og ømmer mig. Prøver at vinde tid til at overveje mine chancer ...

Casper lever et liv fyldt med farer ned i en diamantmine sammen med vennerne William og Sandra. En dag opdager Casper, at han måske har en anden fortid, end han troede. Her begynder hans rejse for at finde ud af, hvem han i virkeligheden er. Hvor stammer han fra? Og hvem holder noget hemmeligt for ham?

Hvis du opdagede, at nogen skjulte, hvem du i virkeligheden var, ville du så have modet til at gøre oprør?

Dette er en historie om at turde gøre oprør mod den tilværelse man lever. Om at turde tage skridtet der kan bringe én, enten i sikkerhed eller i endnu større fare.

Casper har drømme. Drømme som prøver at fortælle ham, at der er noget han burde kunne huske. Noget fra hans fortid. Det samme har Sandra. Ingen af dem tør dog rigtig tro på det, før Casper møder en, han ikke har mødt før, men som han alligevel kender. Det bliver startskuddet til deres flugt fra minerne.

Historien er skrevet i et let og nemt forståeligt sprog - bogen kan både fungere som højtlæsning, men også selvlæsning fra 10 år. Illustrationerne er holdt i mørke nuancer, og det giver et billede af hvordan det er at leve i minerne. De underbygger fint historien. Bagerst i bogen er der en ordliste, med nogle af de ting vi møder i historien, disse er også illustreret. Det fungerer rigtig fint og for børnene der læser, vil det helt sikkert være oplysende og interessant.

Samtidig berører historien emner som venskab og fjendskab, familie og måske også lidt kærlighed.

For mig var bogen hurtig læst, men historien var alligevel fangende og spændende. Jeg vil tro, at dem i den rette målgruppe, vil være mere fanget af historien og personerne end jeg var.

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2016
Antal sider: 69
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 12. oktober 2016

Alyson Noël; Annes nye liv

Alyson Noël; Annes nye liv

Bagsidetekst:
Bølgerne går højt i det hede Californien. Man skulle tro, det var lykken at flytte til det solrige og varme Californien, men for 17-årige Anne føles det som en straf. Den nye skole er hippieagtig og helt anderledes, end den hun kommer fra, og det eneste, folk går opi, er at hænge ud på stranden og surfe. Og så er der Ellie: Den smukke og stridslystne pige, der fører an blandt surferslænget, og som omgående gør det klart, at hun ikke kan udstå Anne. Så da den charmerende Chris - en af Ellies ældste venner - tager godt imod Anne og tilbyder at lære hende at surfe, springer der gnister ... på mere end én måde.

Jeg må helt ærligt indrømme at jeg synes Alyson Noël skulle holde sig til at skrive fantasyromaner. Nu har jeg læst flere af hendes ungdomsbøger, og de er slet ikke på samme niveau som hendes mere fantasifyldte historier, med undtagelse af "Zoes ekko". Ok, jeg synes "De udødelige" blev lidt langtrukken til sidst, men historie holdt alligevel.

Jeg ved ikke om det er fordi hendes ungdomsbøger efterhåndende har en del år på bagen, at de virker lidt for simple. Sproget er lidt for langsommeligt, for kedeligt. Fortællingerne har ikke helt samme tiltrækningskraft, som de måske havde for 10 år siden. Jeg ved godt at problematikkerne de omhandler, også findes i dag, men det er ikke litteratur der trykker på de rigtige knapper - for mig i hvert fald.

I den her irriterer det mig at vi skifter fortællervinkel så mange gange undervejs. Vi skal både høre fra Anne, Ellie og Ellies veninder. Og i forhold til at bogen hedder "Annes nye liv" - mister vi lidt fokus på hendes liv. Det er heller ikke hende der slutter bogen?

Selve ideen bag historien er dog god nok og set før: den nye pige i en ny skole, skaber både venner og fjender, mens hun skal forsøge at få sit nye liv. Jeg tror jeg for fremtiden holder mig til Noëls fantasybøger!

Tak til Forlaget Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Laguna Cove
Udgivet i: 2006 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 263
2 ud af 5 stjerner

tirsdag den 11. oktober 2016

Gayle Forman; Bare et år

Gayle Forman; Bare et år

Bagsidetekst:
Willem og Allyson havde én magisk dag sammen i Paris. Og så var hun væk. Men Willem er overbevist om, at skæbnen har bestemt, at de skal være sammen. Derfor tager han afsted - verden rundt - for at finde hende. Men som månederne går, og Allyson ikke er til at finde eller komme i kontakt med, begynder han at spekulere på, om skæbnen nu også har en stor betydning. En bog om de valg, vi foretager. Om tilfældigheder. Og om den lykke, man kan være heldig at finde, når de to tørner sammen.

Jeg kunne godt lide første bind i denne lille to-binds-serie. Tanken om den ene dag der forandrer én, synes jeg er dejlig og skøn. Jeg var dog irriteret på Allyson i den første bog - hun virker så forelsket, men alligevel lader hun der gå næsten et helt år, før hun begynder at lede (læs min anmeldelse her). Jeg kan så langt bedre lide denne.

I "Bare et år" ser vi det hele fra Willems synsvinkel, og vi starter da han vågner på hospitalet efter overfaldet og i modsætning til Allyson, er han ikke et år om at finde ud af, at han vil lede efter hende. Det er dog bestemt ikke nogen nem sag, og han bliver dog også både fortvivlet og forhindret, men han giver ikke op.

Selvom jeg stadig synes historien er en smule langtrukket, kan jeg alligevel godt lide den. Willems venner er virkelig sjove og de hjælper ham. Jeg synes det var rigtig fint at selvom Willems familie er ødelagt, spredt for alle vinde og har dårlig kommunikation, så finder de alligevel på en eller anden måde hinanden og får det til at fungerer.

Jeg kan bedre lide "Bare et år", end jeg kunne "Bare en dag". Historien er den samme, og så alligevel overhovedet ikke. Gayle Forman har et dejligt let og flydende sprog, der, selvom bogen er nem at læse, alligevel gør den god og underholdende.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Just One Year
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 294
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Reading raindrops
De unges ord
Skrivepulten

mandag den 10. oktober 2016

Nick Clausen; Mareridt & Myrekryb

Nick Clausen; Mareridt & Myrekryb - syv uhyggelige historier

Bagsidetekst:
Historier som sniger - historier som skriger.
Historier som river - historier som siver.
Historier som skræmmer - historier som lammer.

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Bagsideteksten fortæller ikke meget om de historier der er i bogen, men den holder alligevel hvad den lover. Jeg ved godt at jeg ikke lige er i målgruppen - den har lix på 17 og kan selv-læses fra 12 år - men jeg var alligevel rimelig skræmt flere gange! Ok, jeg har heller ikke så stærke nerver og jeg er ikke meget for at se gyserfilm, men alligevel.

Historierne er meget forskellige, men de kryber alligevel ind under huden på en. Jeg synes især den med fisken - Snapper - var skræmmende, nok fordi den omhandlede et spædbarn og jeg er lige blevet mor, så den slags rammer bare anderledes nu.

Den med den hovedløse rytter mindede mig om filmen Sleepy Hollow - jeg ved godt at der sikkert er flere film med den plotlinje, men det er den eneste jeg har set og den skræmte mig også! I denne historie er det dog bestemt ikke en drøm og hvordan kommer man lige videre fra at have set og oplevet det? I det mindste har Jack dog en souvenir ...

Jeg synes det fungerede rigtig godt, at Nick, efter hver historie, fortæller om inspirationen bag og hvordan han havde fået den enkelte ide. Det giver læseren et lille indblik i hvordan, ofte den mindste ide, kan give liv til en historie.

Jeg vil ikke sige at jeg nød at læse bogen, for nyder man at læse gys? Jeg var nødt til lige at tage et par kapitler i en anden bog inden jeg gik i seng. Ja, tøsetøs. Historierne kan både bruges til højtlæsning - nok ikke lige godnatlæsning og som selv-læs. Både store og små vil helt klart finde dem underholdende og skræmmende!

Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2016
Antal sider: 232
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Bogblogger
Lunas kaffekrog

søndag den 9. oktober 2016

Chris Weitz; Den nye orden

Chris Weitz; Den nye orden (The Young World, #2)

Bagsidetekst:
Da den lille gruppe teenagere flyver ud af New York, håber de, at mareridtet endelig er forbi. Men det er en ny og uigennemskuelig verden, der venter dem. Ved et uheld bliver gruppen skilt ad. Jefferson optages i en oprørsgruppe, der vil bringe Kuren tilbage til klanerne på Manhatten, mens Donna starter, hvad der på overfladen ligner, et helt almindeligt liv i England. Men endnu en gang viser det sig, at intet er, som de tror. Og spørgsmålet er nu, om gruppen igen kan blive forenet og forhindre en endnu større katastrofe.

Som jeg skrev i min anmeldelse af "De overlevende" (læs den her) minder den her serie mig ufattelig meget om The Tribe tv-serien der kørte på TV2 for lang tid siden. Jeg ved ikke om de i serien også møder voksne, men her i bogen fungerer det rigtig godt at vores gruppe af teenagere, pludselig finder ud af at de ikke er alene.

Og hvordan skal man så håndtere det? Kan Donna "glemme" sin fortid på Manhatten hvor hver dag var en kamp for overlevelse? Kan Jefferson træde i sin brors fodspor og forhåbentlig samle alle klanerne og bringe fred og en ny orden til byen? Lad mig sige, at det går i hvert fald ikke helt efter planen.

Der var nogle ting der irriterede mig mere ved denne bog end den første. Jeg har vænnet mig til Donnas fortællemåde, og Jeffersons, men nu hører vi også fra andre og de taler til læseren på en anden måde. De ved godt at vi læsere sidder derude og følger med. Det kunne måske have fungeret hvis alle fortællerstemmerne gjorde det på det samme måde, men det gør de ikke.

Samtidig - til slut - hører vi fra Brainbox og i hans kapitaler er der ingen kommaer eller punktummer. Jeg ved godt at det er et virkemiddel der skal give os et indblik i hans hoved og hvordan han fungerer og tænker, men det irriterede mig helt vildt. Det er virkelig svært at læse sider uden en eneste pause. Det bliver noget hastværk og noget jammer.

Alligevel overskygger det ikke at historien er spændende og hæsblæsende. Der skal træffes beslutninger om liv og død og snart er vennerne ude hvor de ikke kan bunde. Jeg er spændt på hvordan det hele skal ende, for indtil videre er der meget få de kan stole på og alle lader til at arbejde ud fra deres egen dagsorden.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The New Order
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 301
4 ud af 5 stjerner

fredag den 7. oktober 2016

September wrap-up


September wrap-up

Så er endnu en måned gået og jeg har igen nået at læse rigtig meget - tak til Iris for at tage nogle gode lange eftermiddagslure! Jeg har endelig fået taget ordentlig hul på mine stakke med anmelderbøger, som dog ikke er blevet mindre efter bogbloggertræffet, men jeg brokker mig på ingen måde! Det er dejligt at vide at der ligger en masse gode læseoplevelser og venter, også selvom det både giver mig lidt dårlig samvittighed og stress. Men jeg tager en dyb indånding, begynder endnu en bog fra stakken, og regner med at jeg nok skal nok det hele - på et eller andet tidspunkt i hvert fald.

Jeg har læst 21 bøger, fordelt på 6754 sider! Rimelig vildt, jeg er selv overrasket over at det er blevet til så mange!

Jeg har læst:
Alexandra Adornetto; Heaven
Julie Kagawa; Oprørerne (læs anmeldelse her)
Lene Dybdahl; Skyriel (læs anmeldelse her)
Stein Hole; Morkels alfabet
Kerry Drewery; Celle 7 (læs anmeldelse her)
Sally Green; Halvvejs fortabt (læs anmeldelse her)
Emil Blichfeldt; Prøven
Pia Konstantin Berg; Vi var engang (læs anmeldelse her)
Cecilie Sund Kristensen; Blå nætter
Adam Silvera; Den dag jeg glemmer (læs anmeldelse her)
John Flanagan; Troldmanden i nord
John Flanagan; Belejring af Macindaw
Jon Zaar; DX Cyberkriger (læs anmeldelse her)
Melissa Grey; Fjer og flammer (læs anmeldelse her)
Marianne Curley; Tryllebundet
Julie Duch Lauridsen; Er der en vej ud af helvede? (læs anmeldelse her)
Morten Remar; AMOK (læs anmeldelse her)
Chris Weitz; Den nye orden (læs anmeldelse her)
Nick Clausen; Mareridt & Myrekryb
Gayle Forman; Bare et år

Det er virkelig blevet til mange gode læseoplevelser. Jeg nyder virkelig at læse John Flanagans serie "Skyggens lærling", som alt har skræmt mig fordi der var så mange bind, men nu hvor jeg er halvvejs kan jeg slet ikke få nok. De er utrolig spændende og de har det hele.

Den bedste bog
Selvom "Fjer og flammer" var alletiders, må jeg indrømme at "Skyriel" bare virkelig fangede mig! Jeg er vild med historien, personerne og humoren. Jeg kan ikke vente til de næste bind i serien.


Den dårligste bog
Jeg synes altid det er svært at sætte en bog som den værste, men den der nok skuffede mig mest var "Den dag jeg glemmer" - jeg var ellers rigtig glad for den, til at starte med, men slutningen ødelagde det bare hele for mig. Desværre!


Den korteste bog
Den skønne billedbog "Morkels alfabet", som var meget smuk og visuel i sit udtryk, samtidig med at den var meget poetisk.


Den længste bog
Igen "Skyriel" der med sine 562 sider er den tykkeste bog. Lad jeg ikke afskrække, det er 562 gode sider!


Den mest overraskende bog
Det må blive "Er der en vej ud af helvede". Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, men jeg blev både rørt, sur og ked mens jeg læste den. Det er rå læsning, som virkelig giver stof til eftertanke om hvordan vores samfund behandler de psykisk syge.


Hvad jeg håber at læse i næste måned
Jeg håber at komme godt ned i mine stakke med anmelderbøger og deri er blandt af "Toner i natten" af Jojo Moyes, som jeg glæder mig ufattelig meget til. Så er der "Måske en dag" af Colleen Hoover, som jeg fik til bogbloggertræffet. Der er også andet bind i "Grisha-serien", som jeg er meget betaget af. Der er mange, mange - forhåbentlig - gode læseoplevelser i vente for mig den næste måned. Jeg glæder mig til at komme i gang!

tirsdag den 4. oktober 2016

Morten Remar; AMOK

Morten Remar; AMOK

Bagsidetekst:
Adam Brandt er kok. Mesterkok. Han bader i anerkendelse og respekt for sin sublime kogekunst, og i kulissen står Michelin-guiden klar med den tredje stjerne til hans altid fuldt bookede restaurant, AMOK. Men den karismatiske Adam er også en mand med hemmeligheder - af den usympatiske slags, der for alt i verden ikke må se dagens lys. Da en pludselig lavine af ødelæggende chikanerier og ulykker rammer AMOK, har Adam Brandt en mistanke om, hvem der står bag blandt andet døde rotter i køkkenet og uanmeldt kontrolbesøg fra SKAT. Den skruppelløse og aggressive Adam planlægger en hævn, men hvad han ikke ved er, at en mystisk stum mand holder øje med ham ...

Hvis du er til krimi af den hårrejsende slags, er det her lige sagen. Selvom bogen kun er på lidt over 200 sider, formår forfatteren alligevel at opsætte et plot, med tvists og uventede drejninger der passer perfekt til den hæsblæsende fortælling og med en meget passende og rørende slutning.

 

Der er ikke sparet på noget, hverken når det kommer til den tørre humor, til karikaturen af rockerne der er efter ham, eller til det indblik vi får i hvordan sladderpressen arbejder. Det er historien om hvor fedt det er at se dem der er højest falde længst. Og Adam falder.

Fra første side bryder man sig ikke om ham, og det er egentlig sjældent at man ikke bryder sig om sin hovedperson. Men Adam er et rigtigt røvhul. Han er klog og smart, men ikke desto mindre et rigtig røvhul. Både overfor sine medarbejdere, sine venner og sin kæreste. Jeg nød at se ham falde. Se ham gribe panisk efter hvert eneste halmstrå han kunne finde på sin vej for at redde sig selv. Ikke at jeg sad og grinte, men det varmede mit hjerte, at manden der har gjort alle ondt, for at redde sig selv, taber.

Så, hvis du trænger til at læse en krimi, der er hurtig læst, men alligevel spændende, så kan denne varmt anbefales. Du vil møde en masse folk der kun tænker på at komme frem i verden, og du vil møde dem der nyder deres arbejde, hvor de kommer sent hjem til natmad som konen har stillet frem. Du vil møde rockere, der klynker og tisser i bukserne. Du vil møde hævn af værste (måske i dette tilfælde, bedste) skuffe og du vil se en højrøvet idiot få som han fortjener. Det holder!

Hævn serveres bedst afkølet, i små portioner, således at den nydes over længere tid. Hævn skal ikke forhastes eller varmes, men blot anrettes til perfektion. Velbekomme.

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: EgoLibris
Udgivet i: 2016
Antal sider: 207
4 ud af 5 stjerner