søndag den 14. august 2016

Cassandra Clare; Kobberhandsken

Cassandra Clare & Holly Black; Kobberhandsken (Magisterium, #2)

Bagsidetekst:
Callum Hunts tid på det magiske akademi Magisterium har allerede været fuld af farer, men det er intet mod, hvad der venter ham derhjemme. For da skoleåret er slut, og han tager hjem på sommerferie, finder han ud af, at hans egen far ikke blot mistænker ham for at være ondskaben selv - han planlægger at slå både ham og hans bedste ven, ulven Havoc, ihjel!

Tilbage på Magisterium er en magisk handske forsvundet på mystisk vis, og Callum og hans venner, Aaron og Tamara, står snart over for en farlig fjende ...

Jeg læste første bind i denne serie, "Jernprøven", på engelsk og var vild med den. Den gav lidt samme følelse som jeg havde da jeg læste Harry Potter-bøgerne for første gang. Ja, det er store roser, men historien kan sagtens tåle det.


Vi befinder os i en nutidig verden, hvor dem med magiske evner lever skjult blandt mennesker. Callum og hans venner går på en magisk skole og skal gå så grueligt meget igennem. I "Jernprøven" lærte Callum en forfærdelig hemmelighed at kende - en hemmelighed der ikke alene kan koste ham hans nye venskaber, men også livet. For hvordan skal han beskytte dem mod det onde, hvis det er ham der er den onde?

I "Kobberhandsken" må han stole på sine venner for at finde frem til sin far og sandheden om hvad han vil med den føromtalte handske. For ikke alting er hvad det giver sig ud for at være. Selv Callum kan ikke regne ud hvad han i virkeligheden er.

Selvom bogen er forholdsvis hurtigt læst, så er den spændende, medrivende og meget detaljeret. Sproget er let og meget beskrivende, men uden at det bliver tungt og langsommeligt at komme igennem. Som læser kan man sagtens forestille sig hvordan laden med de gamle biler og "de dødes ø" ser ud. Det er en virkelig god serie, jeg ikke føler får nok ros. Hvis du mangler et supplement til Harry Potter, kan den her klart anbefales - der er noget både for drengene og pigerne. Aktion, venskab, kampen mod det onde, en smule romantik - jo tak, det er der og det fungerer.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: The Copper Gauntlet
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 269
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver om bogen:
Wondrous Bibliophile
Sus' bogblog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar