søndag den 23. august 2015

Mette Sejrbo; Heksens kald


Mette Sejrbo; Heksens Kald (Ulfhedin-sagaen, #1)

Bagsidetekst:
Emilie vil helst være helt almindelig. Men mystiske ting sker omkring hendes atten års fødselsdag, og snart bliver hun hvirvlet ind i en overnaturlig verden, som er skjult for alle andre. Emilie bliver tvunget ud i at vælge, om hun vil fortsætte sig hverdagsliv, eller om hun vil følge kaldet som vølve - i kamp mod ondskab og mørke kræfter.


Emilie bor sammen med sin mor Marianne, hun holder sig for sig i skolen og går i et med skyggerne som en grå mus. Emilies bedste veninde, Maria, er dog langt fra grå og kedelig - hun går i tøj hun selv syr og går på goth-klub i weekenderne.

En dag starter der en ny dreng på skolen og Emilie begynder at føle ting indeni som hun ikke har prøvet før. Jonas er sød og dejlig, og Emilie tror ikke sine egne øjne den dag han beder hende om lektiehjælp - hvorfor skulle han ville hænge ud med hende?

Mens Emilie dagdrømmer om Jonas spørger Marie hende om hun vil med ned på klubben Grotten og i sin tågede tilstand siger Emilie ja! Det er dog et valg der vil forandre både Emilies og Maries verden - ikke nødvendigvis til det bedre.

Da Emilies 18 års fødselsdag nærmer sig, begynder at hun kunne fornemme en forandring hos sig selv. Hun drømmer mærkelige drømme og har underlige møder med vindstød, som lader til at kunne forstå hende. Da hun tager sagen i egen hånd og begynder at praktisere Wicca, åbner der sig en verden som hun ikke anede eksisterede og som hun nu kastes hovedkuls ud i.

For Emilie er vølve og med de kræfter der følger med det at være vølve, følger svære valg og stort ansvar. Det er ikke kun Emilie der har hemmeligheder om en verden som almindelige mennesker intet kender til. Og i mørket lurer en mørk fjende som ingen havde regnet med og som kaster mørke tråde ind i Emilies verden ...


Jeg har altid fundet nordisk mytologi interessant og spændende - jeg er vild med Erik Menneskesøn serien - og en blanding mellem nordisk mytologi og fantasy med varulve og andre mørke skabninger, måtte være godt! Det var det bestemt også!

Ærligt må jeg indrømme, at jeg synes den var lidt tung at danse med i starten. Det tog mig lidt tid for alvor at få taget hul på den, men da jeg nåede anden halvdel gik det meget bedre. Jeg tror det må være fordi der skulle introduceres så meget i første del, og selvom sproget er let og flydende, fangede bogen mig ikke helt der.

Det ændrede sig dog og jeg har læst anden og tredje del på 2 dage, for der kommer virkelig skub i handlingen og tempoet stiger - og det bliver hedt!

Vi ser ikke det hele igennem Emilies øjne, vi for også fornøjelsen af at følge to anonyme herrer, og det fungerer rigtig godt, fordi man først til sidst får at vide hvem de er - jeg var noget overrasket da det gik op for mig hvem det var. Godt gået!

Tusind tak til forfatteren for bogen - jeg glæder mig til de næste i serien, for helt ærligt, den slutning - argh!!

Fakta:
Forlag: Candied Crime
Udgivet i: 2015
Antal sider: 465
Læst som e-bog
4 ud af 5 stjerner