søndag den 31. maj 2015

Carys Bray; En sang for Issy Bradley

Carys Bray; En sang for Issy Bradley

Bagsidetekst:
På mange måder er familien Bradley ret almindelig. Zippy er 16 og forelsket for første gang. Al er 13 og drømmer om at spille fodbold for Liverpool. Men på andre punkter er de lidt specielle. 7-årige Jacob tror på mirakler, og det gør hans far Ian også. Ian er nemlig biskop i den lokale mormon-mening i London og stærk i troen. Da lillesøster Issy pludselig dør, er det en tragedie, som ryster familiens fundament. Mor Claire får svært ved at tro på noget som helst og vil ikke engang stå ud af sengen. Kan de overhovedet komme til at fungere som familie igen, efter at de har mistet lille Issy? En bevægende, indsigtsfuld og varm historie om en familie, der er blevet ramt af en stor sorg.

Hvis man står på den vej som familien Bradley bor på, ville man ikke kunne se at deres hus skulle rumme stor sorg og fortvivlelse. Det ligner de andre huse på vejen - i hvert fald udefra. Hvis man går indenfor, skal man først forbi skiltet med teksten "Stedet" - dette gør far Ian meget sjov ud af, eller det gjorde han i hvert fald.

Huset ser egentlig også ret almindeligt ud inde fra, lige bortset fra alle de citater der hænger over alt på væggene, citater der skal hjælpe dem med at være stærke i troen. Mor Claire er normalt den der styrer huset - handler ind, vasker tøj, gør rent osv., men efter den morgen har hun knap nok kunne bevæge sig ud af sengen, men ikke hendes egen seng.

Den skæbnesvangre morgen hvor huset ændrede sig, var det Jacobs fødselsdag. Han havde glædet sig til at fejre den med sine venner og ikke mindst sin familie. Ian tager dog tidligt afsted, han mener ikke at han kan sige nej når nogen fra menigheden ringer efter hjælp, selv på sin søns fødselsdag. Det lægger pres på Claire, der nu må klare det hele - alene. Issy klager sig, men Claire tror ikke at der er noget galt, før hun og Issy befinder sig på sygehuset og de får at vide at chancerne for overlevelse er små. Ian kommer hastende da han høre nyheden og velsigner Issy så hun kan blive rask igen - som I kan regne ud, så sker det ikke.

Claire har nu mistet sit yngste barn. Hun har mistet sin tro på Gud, på sin mand og hele deres families fundament. Hun forskanser sig i Issys seng og nægter at tale med nogen, selvom hele familien lider. Zippy forsøger at forlige sig med sandheden, samtidig med at hun begynder at have varme følelser for vennen Adam, men uden sin mor at snakke med og søge hjælp hos, ender Zippy i nogle ydmygende situationer, der virkelig også sætter hendes tro på prøve.

Al skjuler sin sorg bag grove kommentarer og sort humor. Han forsøger ikke at tænke på alle de gange han var ond ved Issy i stedet for at være god, for det gør ham alt for ked af det. Han har faktisk svært ved at huske de gange han var sød ved hende. Samtidig er han nok den i familien der tror mindst og det irriterer Ian, men dette ændrer sig da Al oplever noget magisk!

Jacob vil ikke tro på at Issy er død og er overbevidst om at han, ved at bede, kan få et mirakel til at ske så hun bliver levende igen, men selvom han tror med stor overbevisning, må han også indse at det nok er forgæves. Ian forsøger at få familien til at hænge sammen i denne svære tid, for han forstår heller ikke helt selv at Issy er død. Han skjuler lidt sin sorg bag troen, for selvom han prædiker at det er Guds vilje, forstår han ikke at Gud kunne tage Issy fra ham. Og da han endelig lærer at sige fra over for sin menighed - kan det meget vel være for sent ...


"En sang for Issy Bradley" er, selvom det er en meget trist historie, også hjertevarm, bevægende og intens. Historien bliver fortalt af hver familiemedlem på skift, og dette fungerer rigtig godt, da man på den måde kommer meget tæt på hvert enkelt medlem. Jeg elskede at læse fra Jacobs synsvinkel fordi han er så ren og uskyldig. Hans tro og syn på verden er meget enkelt og jeg synes forfatteren fik skrevet som en 7-årig helt perfekt.

For en som mig, der er ikke-troende, ikke medlem af folkekirken, var den til tider lidt hård at komme igennem. Jeg forstår godt synspunkterne, følelserne - har trods alt gået på en katolsk folkeskole, men nogle gange blev det lidt for meget. Flere gange kunne jeg ønske at slå Ian i hovedet og sige at han skulle lade være med at sige at det var Gud der tog Issy fra dem, at han skulle lade være med at være så striks og hård omkring regler. Claire er ikke født mormon og jeg synes hendes synspunkter var meget forfriskende - for hun sagde sin mening, også selvom det ikke altid var påskønt.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig god bog! Den er velskrevet, og forfatteren forstår virkelig at få ændret sproget alt efter hvilket familiemedlem vi hører fortælle. Den er måske lidt for tung til at blive kategoriseret som sommerlæsning. Jeg synes den passer bedre på en regnvejrsdag - for så kan humoren i den komme til sin ret og skabe små lyspunkter på en trist dag. Der er helt klart mulighed for nogle gode diskussioner og snakke ud fra denne bog - den ville være god til læsekredse!

Tak til Nyt Nordisk Forlag for anmeldereksemplaret - jeg nød den!

Fakta:
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Original titel: A Song for Issy Bradley
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 312
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar