onsdag den 22. april 2015

Jonathan Stroud; Lockwood & Co. - den skrigende trappe


Jonathan Stroud; Lockwood & Co. - den skrigende trappe

Bagsidetekst:
Når de døde vender tilbage for at jage de levende, træder Lockwood & Co. til ...

I mere end halvtreds år har landet været plaget af en rædselsvækkende spøgelsesepidemi - og nogle af spøgelserne er endog særdeles farlige.

Lucy Carlyle, paranormal agent, drømmer om en bemærkelsesværdig karriere hos et berømt agentur. I stedet må hun slutte sig til Londons mindste og mest ... øhm, usædvanlige ageentur, der bliver drevet af den karismatiske Anthony Lockwood. Da en af deres sager går riv rav ruskende galt, har Lockwood & Co. kun én sidste chance for at rette op på miseren og redde agenturet. Uheldigvis indebærer det at tilbringe en nat på Englands mest hjemsøgte herregår - og forsøge at slippe levende fra det.

Evnerne til at se, høre og fornemme spøgelser er stærkest hos børn, så derfor er det børn og unge der bliver sendt ud for at finde, identificere og jage spøgelser væk. Lucy er gået hjemme fra efter en forfærdelig oplevelse, hvor hun var den eneste, bortset fra sin læremester der overlevede. Hun er nu taget til London for at få job hos et af de prestigefyldte agenture, men der er ingen af dem der vil have hende. Derfor er hun nu taget til Lockwood & Co. for at søge der. Lucy er nemlig en af dem der kan fornemme spøgelser og hun kan mere end det, hun kan, når hun holder en genstand der har tilhørt en afdød, fornemme følelser og modtage erindringer fra denne person.

Hun bliver ansat ved Lockwood og & Co. og det går egentlig ganske fint, indtil en besværlig sag går helt galt og efterlader firmaet med en kæmpe erstatningssag på halsen. Lucy har også forbrudt sig mod reglerne og har taget en genstand med fra gerningsstedet, en genstand der bringer dem flere problemer. De bliver kontaktet af en rig og betydningsfuld person der har købt Englands mest hjemsøgte herregård. Han tilbyder at betale deres gæld, hvis de vil blive en nat i huset. De får pengene ligegyldigt om det lykkedes dem at fordrive spøgelserne eller ej.

De tre kollegaer fra Lockwood & Co. gør sig klar og tager afsted, blot for at opdage at de har ikke har fået hele sandheden at vide, samt at det meget nemt kan gå hen og koste dem livet at være i det hus, også selvom det kun er for en enkelt nat!


Lockwood & Co. - den skrigende trappe er en underholdende historie, med masser af gys og gru. Man skal helt klart ikke være sart, hvis man skal arbejde med spøgelser! Det er en god fortælling, sproget er flydende og selvom den er nem at læse, var jeg ikke kedet igennem de 400 sider. Det er et spændende univers, og en skræmmende tanke hvis der pludselig var spøgelser alle vegne.

Det er nemt at holde af hovedpersonerne, for det er ikke nemt stadig at være barn, selvom man pludselig er i en voksenverden, hvor der ses skævt til at børn klarer sig selv. Selvom de voksne har affundet sig med at det er børn der har evnerne, ses der ned på at der ingen voksne er i Lockwood & Co.

Igennem hele bogen bliver spændingen bygget højere og højere op og jeg synes bestemt ikke at slutningen skuffer. Jeg havde ikke set sandheden komme og det glædede mig, at man, som læser, først får de sidste brikker til slut. Det er med til at holde liv i bålet og lysten til at læse videre. Jeg ser frem til flere bøger i serien!


Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Screaming Staircase
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 430
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar