onsdag den 28. januar 2015

Brynjulf Jung Tjønn; Hvor er du smuk

Brynjulf Jung Tjønn; Hvor er du smuk

Bagsidetekst:
Det er sommer, og alt er anderledes. Onkel Simon flytter ind hos Henrik og hans mor. Simon er ikke kun Henriks onkel, han er også som den far, Henrik aldrig har haft. Men Simon er ikke længere den Simon, Henrik kender og ser op til, Simon er syg, meget syg.
Og så er der Kjersti, som Henrik så gerne vil kysse. Kjersti, som er så uendelig smuk og sød.

"Hvor er du smuk" er en historie om en dreng, som er ved at blive en ung mand, imens en anden ung mand langsomt visner bort. Det handler om at gribe livets chancer, når de byder sig. En dag er der pludselig ikke flere chancer at gribe.

Det er sommer og alt burde være godt. Henrik går og venter på at Kjersti skal komme hjem, for han vil hænge ud med hende. Han har fortalt Simon at de har kysset, det var en løgn, men Henrik vil så gerne! Simon bor hos dem den sommer, men det er der ingen der nyder. For Simon er syg. Han kaster op om natten. Spiser ingenting, drikker ingenting, kan ingenting. Da Simon bliver indlagt, forlader Henriks mor ikke hans side, selvom der ikke er noget lægerne kan gøre. Hvordan skal denne sommer overhovedet blive god?

Henrik har lidt solskin i sin sommer, nemlig Kjersti! Da hun endelig kommer hjem bliver alting lidt lysere, men hvordan kan han både være så glad og ked af det på samme tid?

"Hvor er du smuk" er en stærk og barsk fortælling om kærlighed og om at nyde livet så længe du har det. Henriks mor kan ikke slippe sin bror, Simon, selvom han på ingen måde er den bror hun kender mere. Simon er meget syg, dødende. Henrik kan ikke længere kende Simon, han er endda lidt bange for ham, men den Simon han kender må jo stadig være derinde et sted.

Sproget i bogen skal man lige vænne sig til, den er nærmest skrevet som et langt digt, med beskrivelser af de minder Henrik har med Simon og Henriks følelser omkring både Simons sygdom, men også Kjersti.

Det er bestemt ikke hyggelig læsning, men du tager den alligevel til dig på en eller anden måde!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Så vakker du er
Udgivet i: 2014
Antal sider: 122
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar