fredag den 14. november 2014

Michael Kamp; Samlerne

Michael Kamp; Samlerne

Thomas er en plaget mand. Det begynder med huller i hukommelsen. Så følgerne synerne og de vågne mareridt. En overnaturlig trussel har invaderet familiens hjem, og snart er Thomas fanget i en labyrint af desperation og rædsel.

Hvordan kan han beskytte sin familie mod noget han ikke kan se?

Thomas er en helt almindelig familie far, med kone, Marianne, og to børn, Elias og Josephine. De har deres vante hverdags rutine, de skændes, råber af hinanden, bliver venner igen og sådan fortsætter det.

Indtil en aften Thomas ser lynet slå ned. Problemet er bare at det hverken regner eller tordner. Der er ingen andre i huset der synes at have lagt mærke til det. Thomas går ud i natten for at se om der er sket noget.

Næste morgen vågner han i sin seng. Han kan ikke huske hvordan han er endt der og han har blod over det hele. Hvad er der sket? Da naboen kommer og viser ham en maltrakteret ko, som bl.a. mangler huden, begynder Thomas at mistænke at alt ikke er som det burde være.

Hans huller i hukommelsen bliver værre, børnene opfører sig mærkeligt og det samme gør Marianne, selv efter de har haft sex ... for det er da godt nok Marianne har han haft sex med?

Thomas opdager til sin rædsel at der sker uforklarlige ting i huset, dørene kan ikke åbnes, vinduerne er umulige at smadre osv. Han er ikke alene! Han flygter, gennem sprækker i væggene og bag spejle til forskellige andre huse for til sidst at ende i en uendelig tunnel af mærkelige beholdere med kropsdele ... kropsdele der ikke er helt døde ...

"Der kom lyde fra hende nu, selvom ansigtet ikke havde bevæget sig. Det ene bukseben faldt pludselig af, som var det skåret løs med en skalpel. Store mørkelilla plamager dækkede det bare ben. Ligpletter. [...] En flænge dukkede op i det blottede lår i hele musklens længde og blev tvunget åben."

Thomas vil dog ikke give op, han vil finde sine børn og sin kone. Men pludselig er han tilbage i "virkeligheden", men alting er bestemt ikke som det burde være. Han er ikke den eneste det her er sket for!

"Samlerne" er en virkelig gennemført gyserhistorie. Jeg sad flere gange med gåsehud over det hele, og måtte lige kigge mig omkring for at sikre mig at jeg var alene. Jeg kiggede også lige en ekstra gang i spejlet - tænk nu hvis?! De creepy beskrivelser af de følelser Thomas har, er virkelig gennemført, man føler virkelig hans rædsel og desperation. Det gælder om at holde tungen lige i munden, for til tider går det hæsblæsende til. For mig smag, bliver det lidt for underligt til sidst, men alligevel kunne jeg ikke lægge bogen fra mig. Jeg måtte vide hvordan det hele endte. Så, hvis man er til ulækre beskrivelser, mystiske væsner og en gennemgående følelse af forsvarsløshed og rædsel, så tag og læs den - jeg blev ikke skuffet!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Bliver udgivet i: 2015
Antal sider: 249
Genre: Gys
4 ud af 5 stjerner