fredag den 18. maj 2018

Melissa Albert; Hazel Wood [Sponsoreret]

Melissa Albert; Hazel Wood [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Alice og hendes mor har været på farten det meste af livet i et forsøg på at holde sig et skridt foran det kulsorte uheld, som altid har forfulgt dem. Alice mormor er enspænder og kultforfatter til en samling dystre eventyr. Da hun pludselig dør på sit gods, Hazel Wood, går det for alvor op for Alice, hvor uheldig man kan være. Hendes mor bliver bortført af et væsen, som hævder at være fra den grusomme, overnaturlige eventyrverden, som Alices mormor har skabt, og det eneste spor, Alice har, er en seddel med beskeden: "Hold dig væk fra Hazel Wood."

Uha, den her bog var slet slet ikke som jeg havde forestillet mig og det er bestemt ment på en positiv måde. Jeg havde forventet en dyster fortælling om skumle eventyr og jeg fik så meget mere end det. Jeg fik historien om en pige der slet er ikke er hvad hun giver sig ud for at være - og hun er ikke engang selv klar over det. Jeg fik historien om et liv på flugt. På flugt fra noget fra et andet sted. Et sted med grusomme eventyr og skæbner der ikke kan ændres, medmindre man vil betale prisen. Det er også historien om venskab og kærlighed, som bare ikke helt er nok. Om at turde sætte sig selv fri, for at finde sig selv.

Jeg blev spundet ind i de uhyggelige eventyrs verden på jagt efter sandheden om Alice og hendes mor, der efter et helt liv på flugt ikke kan flygte længere. Alice må se sandheden i øjnene, heldigvis gør hun det ikke alene, men får hjælp undervejs - for sådan er det jo i et eventyr. Der er også noget med tre prøvelser og genstande hun skal bruge. Jovist, for det er jo et eventyr. Det er dog ikke noget lystigt og lykkeligt eventyr - langt fra. Der er både brutale mord og andre bestaltiske begivenheder. Det er ikke eventyr for sarte sjæle. Samtidig skal man være vågen, for undervejs får man små bidder til den store sandhed. Sproget kan godt virke lidt knudret ind i mellem, lidt ligesom "Kragens kald", men selvom det kan være tungt at læse, passer det bare rigtig godt til historien. For historien er tung og ikke let at forstå - og hvis sproget ikke afspejlede dette, så ville det ikke gå op i den højere mening som det gør. Jeg er i hvert fald fan og jeg ville faktisk ønske at der kom flere bind, for jeg har lyst til at vende tilbage, også selvom det måske ikke er helt ufarligt.

I stemning kan det også minde lidt om "Skyggernes dronning" af R. J. Redwine, men selvom der er mørke og ondskab her, så ender det lykkeligt - prinsen får prinsessen og et lykkeligt liv. Det er jeg ikke helt sikker på sker i "Hazel Wood". Og sådan skal det også være. Det er faktisk forfriskende at alt ikke er som det ser ud til at være. At de gode måske ikke vinder så stor en sejr som de plejer, men at de rent faktisk også taber lidt. Det passer til denne historie og så er det fedt at forfatteren har ladet historien få sin vilje.

Jeg nyder at læse de lidt mørkere fantasy historier en gang i mellem og det her er helt klart en af de bedste jeg har læst. Det er en mega fed og spændende læseoplevelse - mørk og dyster, den perfekte bog til at putte sig under tæppet med en mørk aften hvor det regner og blæser udenfor.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Hazel Wood
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 400
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 16. maj 2018

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

Interview med Julie M. Day (og konkurrence!)

I forbindelse med at Julie M. Day har skiftet til forlaget Leatherbound og første del af serien bliver genudgivet (det bliver spændende!), har jeg fået lov til at stille Julie nogle spørgsmål. Jeg var ret glad for bogen og jeg glæder mig til at læse mere, så jeg sprang til og fik udtænkt nogle spørgsmål, som både handler om Julies egen læstlyst, om hvordan det er skrive bøger og ikke mindst, hvordan det er at modtage anmeldelser. Ydermere fik jeg lov til at udlove et eksemplar af "Grænsen til Trafallas" til en heldig læser - konkurrencen kan ses i slutningen af indlægget!


Læste du meget som barn og havde du en yndlingsbog som du har læst mange gange eller som betyder noget særligt for dig?
Jeg læste en del som barn. Egentligt ved jeg ikke, om jeg var indbegrebet af ”læsehest”, men jeg kunne rigtig godt lide at læse. Jeg voksede også op i et hjem, hvor både mor og far læste meget.
Det var Harry Potter bøgerne, der lærte mig at elske fantasy. Den første bog i serien udkom, da jeg var omkring 9 år, så jeg er vokset op med Harry Potter. Inden J.K. Rowling fortryllede mig, læste jeg Frække Frida bøgerne af Lykke Nielsen, og jeg mindes, at jeg elskede dem. I skolen lavede jeg også et projekt om dem, hvor jeg faktisk var så heldig at få lov til at lave et interview med Lykke. Hun var helt enormt sød, og jeg var (eller er) kæmpe fan. Bøgerne mindede mig lidt om Pippi Langstrømpe, bare på dansk.
Generelt er jeg desværre ikke så godt til at få genlæst bøger. Der er mange bøger, jeg rigtig godt kunne tænke mig at besøge igen, men nye læseoplevelser og mine egne skriveri kommer ofte lidt i vejen.

Har du altid gerne ville være forfatter og hvordan besluttede du dig for at tage springet ud som forfatter?
Det enkle svar må være nej. Nej, jeg har ikke altid ville være forfatter, selvom jeg altid har elsket at fortælle historier, enten som små bøger eller i form af tegninger. Delen hvor, man digter, fascinerer mig dybt, og det har den altid gjort. Derfor kan man vel godt sige, at jeg altid gerne har ville forfatte, men jeg gjorde mig ingen tanker om, at andre skulle læse det.
Det var først, da jeg skrev Trafallas, at jeg vidste, at jeg gerne ville dele en historie med andre. Historien har fulgt mig i mange år, og jeg var sikker på, at der måtte være andre, der også ville kunne lide den. Det var, hvad der fik mig til at tage springet. Jeg havde skabt noget, som, jeg mente, var værd at læse. Noget, der også kunne fascinere andre. Derudover blev historien ved med at vokse, og det tog jeg som et godt tegn. Indimellem kan man godt komme på en ide, som aldrig bliver til andet end det - en ide. Hvis den ikke rigtig kan fylde eller bære at blive til en bog, mister man lidt troen på det.
Jeg har aldrig gjort i noveller. Hvis historierne, jeg kommer på, ikke kan vokse, forlader jeg dem ret hurtigt igen. Det skal dog siges, at det sagtens kan tage mange år, før man er i stand til at skrive historien ned. Det kræver øvelse. Hvis bare historien er der, så tror jeg, og så skriver jeg.

Mit eget billede

Hvad giver det dig, personligt, følelsesmæssigt eller udviklingsmæssigt, at skrive bøger?
Jeg tror, især med fantasy, at det giver muligheden for at slippe lidt væk fra hverdagen. Faktisk er det vel sådan med al litteratur.
Men det mest fabelagtige ved fantasy er jo netop, at alt kan lade sig gøre. Du kan rejse, hvorhen det skal være. På det personlige plan giver det mig luft. Det giver mig et frirum, hvor jeg er mere end bare mor, hustru, nogens datter etc. Det er lidt ligesom at være barn igen. Ligesom at lege med dukker. Man har lov til at være lidt barnlig, at opdigte imaginære venner og fjender. Jeg tror helt bestemt, at vi alle har fantasien, men at vi meget nemt mister den, når vi bliver voksne. Desværre. Det er jo nærmest ingen grænser for et barns fantasi, og den del arbejder jeg for at beholde, men med et tvist af voksnes problemer og livets realiteter. Følelsesmæssigt kan det fra tid til anden være lidt svært at hoppe rundt i mine fiktive verdener. Jeg fortaber mig tit i dem. Jeg har tit lyst til at blive hængende længere, end jeg måske lige kan få lov til. På det udviklingsmæssige plan bliver mine skriveegenskaber stærkere. Jeg udvikler mig hele tiden som forfatter. Jo mere jeg skriver, jo bedre bliver jeg, og jo flere ideer får jeg. Det at skrive er for mig et essentielt behov, og er jeg væk fra min computer mere end et par dage, begynder jeg at fylde min telefon op med noter.

Der er jo tonsvis af genre at vælge i mellem, hvorfor så lige fantasy?
Fantasy er for mig den allermest frie genre. Det er den genre, hvor alting kan lade sig gøre. I begyndelsen, da jeg skrev det allerførste, var det faktisk svært at skrive fantasy. Det var svært, fordi jeg havde den her barriere: ”Nej, det kan jo ikke lade sig gøre, Julie. Den vil folk aldrig hoppe på.” Men det kan det jo faktisk godt. Hvis jeg beslutter det, så kan alt lade sig gøre, og det er det smukke, som fantasy kan. Derudover tror jeg, at fantasy har lidt lettere ved at bringe forskellige tabuer på banen. Det bliver mindre udskældt, hvis det er forklædt som fantasy. Man bliver oftere stillet til ansvar for sine bøger og deres indhold, hvis det er realisme. Det, føler jeg ikke, man gør i samme grad med fantasy.

Hvad mener du der er fantasygenrens stærkeste egenskab? Hvad gør fantasygenren speciel for dig?
Jeg mener, at fantasygenren har to fundamentale egenskaber, som gør, at den er en sand vinder.
Et, evnen til at få formidlet et budskab der måske ellers er tabubelagt. To, evnen til at lade folk drømme sig væk. Fantasy giver farve i en grå hverdag. Personligt kan jeg også godt lide YA. Måske vil jeg endda en dag kaste mig ud i det, men for nu bliver jeg på fantasyhylden. Det gør jeg primært, fordi jeg føler mig virkelig godt tilpas her. Måske er jeg eskapist. Det kan jeg godt leve med, for hvem er i virkeligheden ikke det? Hvordan kunne J.K. Rowling tryllebinde hele verden med sit magiske univers? Mennesket har altid haft hang til overtro. Haft brug for at forklare ting ved hjælp af magiske elementer. Det er religion et glimrende eksempel på.
Jeg tror virkelig, at der er mange derude, som går rundt med et hemmeligt ønske om, at de måske er troldmænd uden at vide det. At der måske, bare måske, faktisk er lidt mere spænding til hverdagen. Selvfølgelig ved jeg også godt, at der findes skæbner og historier derude, som ikke engang den mest fantasifulde forfatter kunne opdigte, men jeg kan nu virkelig godt lide, når der er et lille drys af magi indover.

Billedet er lånt fra Julies Facebook-profil (og jeg har fået lov)

Outliner du hele plottet for bogen først inden du går i gang med at skrive eller udvikler historien sig meget undervejs? Føler du at personerne får deres egne stemmer og selv vil bestemme hvad der skal ske, selvom det måske ikke var det du havde planlagt?
For mit vedkommende udvikler historierne sig undervejs. Til at begynde med har jeg som regel en ret god ide om, hvor jeg vil hen. Men som handlingen skrider frem, og jo bedre jeg lærer karaktererne at kende, jo mere lader jeg mig forføre. Indimellem bliver jeg virkelig taget på sengekanten, og jeg elsker, når det sker. Når jeg er så dybt i historien, at der åbner sig andre veje. Veje, man ikke vidste fandtes. Dét er magien. Det tror jeg også, at man kan mærke som læser. Det er det, der giver de fantastiske tvist. De finurlige krøller. Nogen gange bliver jeg også sur eller ked af det, når historien vil én vej, og jeg havde forestillet mig en anden. Det kan faktisk godt være svært at give slip, og jeg øver mig stadig på det.
Jeg føler uden tvivl, at personerne, som bliver skabt, har deres egne stemmer. De går deres egne veje. Nogle råber højere end andre, men de har alle en rolle at spille. Som forfatter er det ikke altid en selvfølge, at man til at begynde med kender deres roller. Derfor kan det være ligeså interessant for mig at følge karaktererne, som det kan være for en læser.

Der er nogle forfattere der ikke har kvaler med at skulle slå personer ihjel - hvordan har du det med det?
Jeg har faktisk en person eller to, som jeg ser frem til at ”slå ihjel” - hvor lyder det brutalt. Det er både i Trafallas-universet, men også i nogle af de andre historier, jeg brygger på. Jeg går stærkt ind for ”kill your darlings”. De må gerne genopstå, man må gerne blive narret til, at de genopstår, eller de må forblive døde. Uanset hvad kan jeg godt lide, at det hele ikke er rosenrødt og forudsigeligt. Jeg kan godt lide, når de onde er tæt på at vinde, og de gode virkelig har deres kvaler. Så sidder man helt ude på kanten af stolen.

Har du en yndlingsperson i din historie om Trafallas, hvis ja, hvem og hvorfor?
Ja. Det har jeg. Jeg elsker Geíwel. Hun fascinerer mig, og jeg kan ikke blive helt klog på hende. Samtidigt med at jeg har ondt af hende, så føler jeg også, at hun rummer enormt meget styrke. En styrke, som vi kommer til at se meget mere af. (Men Julie, døde hun ikke i bog 1?) Hmm, stod der faktisk nogen steder, at hun døde? Wink-wink.

Er det skræmmende, nu hvor du har skrevet og fået udgivet noget, at få og læse anmeldelser af det du har skrevet? Og hvordan ville du håndtere en eventuel dårlig anmeldelse?
Er du vimmer, det er mega-tisse-i-bukserne-jeg-tør-ikke-læse-dem-angstprovokerende at få anmeldelser. Alligevel er det jo også lidt derfor, man vil udgive noget - for at få det læst. Det hører med, og man kan ikke kun få gode anmeldelser, selvom det ville være det sjoveste. Nogen kan lide det, man har lavet, andre kan ikke. Sådan er det bare! Jeg forsøger at takle de mindre positive anmeldelser med mine ”professionelle briller”. Det lykkes ikke altid, men jeg bliver bedre. Jeg prøver at tage kritikken til mig, og så sorterer jeg i det, jeg føler, jeg kan bruge til noget. Resten glemmer jeg. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke lærer af evige roser. Man skal også indimellem mærke tornene.

Tak til Julie M. Day for at svare på mine spørgsmål, og Leatherbound for at give mig lov!

Konkurrence!
Ved at svare på nedenstående spørgsmål er du med i konkurrencen om et eksemplar af første bind i serien "Grænsen til Trafallas"! Skriv dit svar i en kommentar her eller på Facebook hvor konkurrencen også kører. Vinderen vil blive udtrukket fredag d. 25. maj kl. 12.

Spørgsmål: Hvilken serie lærte Julie M. Day at elske fantasy?

tirsdag den 15. maj 2018

Kristen Callihan; Sendt til tælling [Sponsoreret]

Kristen Callihan; Sendt til tælling (Game on, #1) [Sponsoreret af Flamingo]

Bagsidetekst:
Et one night stand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det. I hvert fald ikke fra Annas side.

Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og vant til at kunne charmere alt og alle. Problemet er, at Anna ikke er interesseret i en plads i spotlightet ved hans side. Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig. Han må overbevise kvinden, han er forelsket i, om at det, de har sammen, er mere end bare sex. 

Da jeg så at tredje del i denne serie udkom, besluttede jeg mig for at nu var det vist på tide at få de første to læst og det er jeg glad for at jeg gjorde. For denne bog fik mig både til at grine og den knuste mit hjerte. Hvis du har læst "Off-Campus"-serien, vil jeg varmt anbefale denne som den næste serie du skal gå i gang med.

Jeg vil anbefale den fordi det er en skøn historie og ligesom med personerne i "Off-Campus" følte jeg mig blandt venner. Samspillet mellem personerne er fantastisk. De griner og hygger sig. Spiser sammen og går i byen. De irriterer og driller hinanden på kærligste vis, også selvom de kan hade hinanden, så støtter de op om om hinanden. Den giver virkelig læseren følelse af venskab og varme og det elsker jeg den her slags bøger for. For selvom det ikke er storslået litteratur, holder den hvad den lover: god underholdning og rødme i kinderne! Jeg var underholdt og fanget fra første side og havde svært ved at ligge den fra mig, da jeg først var kommet i gang. Det er fedt at vi høre fra både Drew og Annas synsvinkel, da det giver et godt indblik i hvordan de tænker og føler. Samtidig er der ikke sparet på hede sexscener der gav hjertebanken og rødmen i kinderne. Sex overtager på ingen måde hele historien, men de seksuelle spændinger mellem Anna og Drew er hele tiden til at føle på, og man kan mærke deres kampe med hvordan de skal reagere overfor den anden. Sexscenerne er ikke voldsomme eller for Fifty Shades, men almindelige og det tror jeg er noget af der også tiltaler mig i den her slags historier. Sexen virker troværdig og det gør at personerne virker troværdige.

Og hvem elsker ikke bøger med hotte fyre i? Som i "Off-Campus" er fyrene hotte, og selvom de ved det, er de ikke røvhuller, men gode fyre, der vil deres piger det bedste. Selvom de måske ikke altid opfører sig som de burde, er der ingen tvivl om, at de elsker deres piger og vil gøre alt for dem. Hvilket bare gør at jeg elsker dem endnu mere. "Battle Baylor" knuste virkelig mit hjerte og byggede det langsomt op igen! (I mit næste liv vil jeg gå på college i USA!) Han er betænksom og kærlig, og han tør vise sin kærlighed overfor Anna - også selvom hun ikke vil have den. Samtidig er han sårbar og tør ikke spørge om hjælp når han har mest brug for det, og derfor han har brug for Anna, for hun ved hvad han har brug for og tør godt give ham det - også selvom det ikke altid ender pænt.

"Livet er, hvordan du vælger at leve det, 
og hvem du vælger at leve det sammen med, 
ikke hvad du tjener dine penge på."

Udover en god kærlighedshistorie handler denne bog også om familiesammenhold - eller manglen på samme. For både Drew og Anna har mistet og er derfor usikre på hvordan man elsker et andet menneske, når dette menneske kan forlade en. Det er desværre ikke noget man forsikre sig imod, og derfor tror jeg det er vigtigt at man finder en som forstår ens indre og hvilke følelser man tumler med. Drew og Anna har mistet på forskellig måde og selvom deres sorg er forskellig, sørger de begge stadig. De er gode til at hjælpe hinanden og de opnår en form for forståelse af hvad den anden har brug for når sorgen rammer.

Jeg kunne elske ham altid. Jeg glemmer at trække vejret. 
"Når jeg finder mig eget hjem," 
siger jeg, "så slipper jeg det aldrig igen." 
Hans hals bevæger sig, da han synker. "God plan."

Selvom bogen indeholder tunge emner og den fik mig til at græde, så er det også en hyldest til livet og kærligheden. For vi er ingenting uden kærlighed og når vi finder den rette, så ved vi det og jeg er helt enig i at penge ikke er en faktor, det vigtigste er, at man er sammen med den person der gør en til den bedste udgave af sig selv man kan være. En man er stolt af. At man laver det man drømmer for og elsker, for så elsker vi også livet og nyder det.

Tak til Flamingo for boggaven.

Fakta:
Forlag: Flamingdo
Original titel: The Hook Up
Udgive i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 409
5 ud af 5 stjerner

mandag den 14. maj 2018

Cassandra Clare & Holly Black; Sølvmasken [Sponsoreret]

Cassandra Clare & Holly Black; Sølvmasken (Magisterium, #4) [Sponsoreret af Alvilda]

Bagsidetekst:
Magernes samfund har i årtier frygtet Constantine Madden, der erklærede døden - og magerne - krig og forsøgte at genoplive de døde. Tingene gik ikke helt, som han ønskede ...

Nu lever hans sjæl videre i magikerlærlingen Callum Hunt, som er fængslet, bandlyst af magikersamfundet og anklaget for at have slået sin bedste ven ihjel. Og værre endnu er han mistænkt for at have evnen og magten til at vække de døde til live - ligesom Constantine.

Da det lykkedes Callum at flygte fra fængslet, går det op for ham, at han kan blive tvunget til at leve Constantines liv, og han står over for sin allerstørste udfordring: Skal han føre Constantines store plan ud i livet? Skal han forråde sine venner og læremestre og tilintetgøre alt det, han nogen sinde har holdt af? Har han noget valg?

Situationen i denne bog spidser mere og mere til og jeg elsker det! Det er dystert, mørkt og uden særlig mange lyspunkter, men det fungerer bare rigtig godt for mig. Jeg skulle lige huske tilbage hvad der skete i "Bronzenøglen", men da jeg var kommet i tanke om hvad der skete var historien ikke til at slippe igen. Jeg kunne nok godt sige at dette bliver det nye Harry Potter, men det gør det ikke, for der er aldrig noget der bliver det nye Harry Potter. Dette er dog en god pendant til det og til de børn og unge der vil læse god og spændende fantasy. Jeg vil lige sige at stemningen næsten allerede fra bind et er noget mere dyster end i Harry Potter, så det kræver måske en lidt stærkere mave. Det er som sådan ikke fordi der er mere vold i, men selve stemningen er bare helt anderledes - hvilket er rigtig fedt, for det er også med til at gøre "Magisterium" til sin helt egen!

I dette fjerde bind må Callum endnu en gang tage nogle meget svære og fatale valg - ikke kun for ham selv, men også hans venner og hele magernes samfund. Jeg ved ikke helt om jeg skal tro på at Constantines sjæl er med til at gøre Callum ond. For mig er Callum bare Callum, men ingen tvivl om at andre gerne ville have ham til at være Constantine. Jeg er helt sikker på at Callum har flere skrupler med at vække de døde og slå en masse folk ihjel end Constantine nogensinde havde og det må trods alt have noget at sige. Samtidig har han venner der elsker ham og som vil gøre alt for ham - endda dø (op til flere gange) og hvis man inkarneret ondskab, så tror jeg ikke man ville have venner der oprigtig elsker en. Som elsker en for den man er, ikke som den andre vil have en til at være.

Det er rigtig fedt at se Callums udvikling gennem disse bøger. Fra at være den der hadede magerne til at elske deres samfund. Callum var ensom og uden venner, nu har han venner der har hans ryg og han er nogenlunde selvsikker (som nu en teenager kan være) og ved han at godt kan klare sig selv og tænke selv. Selvom han stadig kan føle sig alene med sin ondhedspoint og gerninger, så tror jeg virkelig at han godt ved inderst inde at han er elsket. Alle mennesker tvivler en gang i mellem, og det tror jeg ikke er anderledes bare fordi det er en fantasybørnebog.

Jeg glæder mig til at læse slutningen - det kan næsten ikke blive andet end episk og jeg forventer mig store ting, både af Callum og de andre, og ikke mindst forventer jeg at sidde limet til siderne og forsvinde fuldstændig i historien - forhåbentlig fælde en lille tåre til undervejs og helt klart heppe på Callum og vennerne.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: The Silver Marsk
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 209
5 ud af 5 stjerner

lørdag den 12. maj 2018

Becky Albertalli; Fordelen ved hemmelige forelskelser [Sponsoreret]

Becky Albertalli; Fordelen ved hemmelige forelskelser [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Cassies yndlingsemne: Den kendsgerning, at jeg har haft seksogtyve crush og har kysset præcis nul gange. Det er åbenbart, fordi jeg skal kvinde mig op. Hvis jeg er vild med en dyr, skal jeg sige det til ham. Måske kan man gøre sådan i Cassies verden og få det til at ende med et kys. Men jeg er ikke sikker på, at det fungerer for tykke piger.

Molly ved alt om at være hemmeligt forelsket. Hun har prøvet det 26 gange. For selvom hendes søster Cassie siger, at hun skal kaste sig ud i det, tør Molly ikke risikere at blive afvist. Hun er forsigtig. For det skal tykke piger altid være. Men så dukker Will op. Han er sjov, flirtende og muligt kæreste-materiale. Og med ham kan Molly måske få sit første kys. Men der er også Reid, Mollyes nye kollega. Ham kan hun da umuligt falde for. Vel?

Dette er endnu en dejlig fortælling fra ”Simonverse”. Som jeg skrev i min anmeldelse af ”Leah på off beatet”, så er jeg glad for at forfatteren har valgt at skrive flere bøger inden for det samme univers – især fordi jeg slet ikke følte mig færdig med det, da jeg havde læst historien om Simon.

I ”Fordelen ved hemmelige forelskelser” er vi dog ikke helt samme sted som i historien om Simon og Leah og det er som sådan heller ikke en af deres venner vi følger, men derimod Abbys kusiner Molly og Cassie. Molly har været forelsket et hav af gange, men aldrig noget der er blevet til noget og Cassie begynder at presse på. Molly ender i nogle situationer hvor hun ikke har lyst til at være fordi hun udgiver sig for noget hun ikke er – nemlig ligesom sin søster. Heldigvis synes jeg Molly, selvom hun har svært ved at sige nej, er god til at være tro mod sig selv og hun går aldrig for langt – ikke rigtigt i hvert fald. Hun er usikker på sig selv, for ligesom med Leah er hun ikke en XS, og det får hun at vide masser af gange – også fra nogle der måske skulle støtte hende mere, heldigvis bliver hun klogere på hvorfor, især mormoren, kan være led ved hende. Igen synes jeg det er godt at høre fra en lidt atypisk hovedperson for young adult – det er nemlig aldrig den kraftige pige vi hører fra, hun står altid i baggrunden.

Selvom dette godt kunne være blevet en sukkersød historie om forelskelser og hvad man gør når man bliver forelsket, bliver den aldrig kvalm eller for meget. For forfatteren har et skarpt øje og formår at skrive på en god og ligefrem måde, der gør historien nærværende. Der er ikke pyntet på detaljerne og jeg kan sagtens se mig selv smugle sprut med ind på mit værelse selvom jeg ikke måtte. Det er nærværende og virkelighedstro – hvilket er en af grundene til at jeg holder så meget af young adult. Det er ikke for meget, men historierne læner sig godt op af en normal hverdag, med problemer som stort set alle teenagere har været i.

Det er dog også en historie om hvad der sker med søskende når de vokser op – selvom nogle bliver tættere med årene, er der også nogle der vokser fra hinanden. For måske aldrig rigtigt at finde hinanden igen. Det i hvert fald tydeligt at selvom Molly og Cassie vil hinanden det bedste, så kommer der knuder på tråden og siden de ikke er vant til det, er det svært for dem at løsne op og tale om tingene. De er meget forskellige, og nogle gange er det ikke altid en styrke.

Ligesom de to andre bøger af Becky Albertalli er det historier man tager med sig og som indeholder alle de store følelser. Det kan young adult godt – og Becky gør det på fineste vis og jeg giver den mine varmeste anbefalinger!

Tak til CarlsenPuls for anmelderekesemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: The upside of unrequited
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 359
5 ud af 5 stjerner