onsdag den 18. oktober 2017

Mette Vedsø; Hest horse pferd cheval love

Mette Vedsø; Hest horse pferd cheval love

Bagsidetekst:
Fnok er mælkebøttefrø med faldskærm. Taxa er en pige, der egentlig hedder Vanessa. Naja er et navn, der lyder både som nej og ja. Solsikkepiger der piger, der interesserer sig for drenge, ikke heste.

Taxa plukker en mælkebøtte og puster, der er kun én lille faldskærm tilbage, og Taxa nikker. "Én kæreste," siger hun. Hun vil gerne have, at Naja spørger hvem det er, men det gider Naja ikke. 
"Det hedder en fnok," siger Naja.
"Hvad siger du? Fuck?" griner Taxa.
"Jeg sagde fnok."
"Fuck en fnok."
"Hold nu op, det lyder klamt." Naja vender rundt. "Jeg går tilbage."

Det er længe siden jeg er stødt på en så æstetisk smuk børneroman - og egentlig vil jeg ikke kalde det en børneroman, men en roman, for målgruppen er ikke kun børn, men mere om det senere. Forsiden af bogen er prydet med mælkebøtter og titlen skrevet i håndskrift og som de digte man lavede som børn - fx sødtøs. Mælkebøtterne på forsiden kan tolkes som symbol på et af de helt store temaer i bogen: at vokse op og forandre sig.

Taxa og Naja kommer fra vidt forskellige samfundslag. Taxa bor i et "slumkvarter", som Naja ikke bryder sig om, og hun sover der da også kun én gang. Naja kommer fra et lidt pænere kvarter. Det de to piger har sammen, er deres kærlighed til heste. De går på samme rideskole og tilbringer meget tid sammen der. De er uadskillelige. Lige indtil Taxa begynder at interessere sig for drenge og begynder at hænge ud med de lidt større piger. Taxa og Najas venskab begynder at smuldre, for Naja er slet ikke der hvor Taxa er. Da Taxa ikke længere vil passe den hest hun har ansvaret for på rideskolen, stilles Naja i et svært dilemma. En af de nye piger, Silke, vil nemlig gerne passe heste, men kan Naja være det bekendt overfor Taxa?

Historien er på samme tid både rørende og rå. Den er rørende fordi Mette Vedsø formår på fineste vis at beskrive Najas følelser, på en kort og præcis måde, men som på ingen måde er hård og kontakt. Den er rå fordi Naja lærer at verden ikke er nem at færdes i, men at det kræver færdigheder og evner, der kan være svære at forstå når man kun er et barn.

Udover Mettes fantastisk malende sprog, er illustrationerne af mælkebøtter hele vejen igennem bogen også med til at give en et poetisk udtryk. Selvom bogen er kategoriseret som en børnebog, vil jeg bestemt også mene at voksne kan blive klogere af at læse den. Den giver et indblik i hvordan venskaber opstår og forgår, som fx forældre nok kan have svært ved at sætte sig ind i.

Det er i det hele taget en utrolig flot og gennemført roman som jeg nød at læse og som jeg giver mine varmeste anbefalinger!

Fakta:
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 129
5 ud af 5 stjerner

mandag den 16. oktober 2017

Juan Díaz Canales; Fraternity 1-2

Juan Díaz Canales; Fraternity 1-2

Bagsidetekst på bind 1:
Siden tidernes morgen har mennesket forgæves søgt efter den perfekte samfundsmodel. I midten af 1800-tallet mener den amerikanske rigmand Robert McCorman endelig at have fundet den. 

Med hjælp fra en blandet gruppe idealistiske mænd og kvinder grundlægger han kolonien New Fraternity, som repræsenterer en revolutionerende ide i den nye verden. Men med den unge nations syndefald i borgerkrigens systematiske brodermord bliver gamle dæmoner vagt til live. 

I skoven nær kolonien finder man det vilde barn Emile, som ligestillingsforkæmperen Fany Zoetrope tager til sig. Emile bliver det tavse vidne til de dramatiske begivenheder, som en gruppe desertører forårsager, da de søger tilflugt i kolonien. Samtidig strejfer et mærkeligt og foruroligende væsen omkring ved landsbyen, hvor det bringer tvivl og konflikter med sig. 

Hvad er forbindelsen mellem væsnet og Emlie? Kan New Fraternity overleve denne nye trussel?

Jeg forsøger at blive bedre til at læse tegneserier. Ikke af nogen speciel grund, men mest fordi jeg overhørte et par lærer der var på besøg på min arbejdsplads, snakke om at deres elever havde svært ved at læse tegneserier, fordi de ikke gjorde det i deres fritid. Jeg vil give dem ret. Jeg har ikke holdt det ved lige, og jeg kan mærke at jeg har svært ved at finde ud af det, især hvilken rækkefølge felterne skal læses i. Det vil jeg, som sagt, forsøge at lave om på.

Og hvad kan være bedre end en ny tegneserie af manden bag Blacksad? En tegneserie jeg har læst for noget tid siden, men netop genlæst. Jeg er helt vild med den, så jeg tænkte at "Fraternity" også måtte være godt. Det er det bestemt også! Selvom der er visse ting jeg stadig er lidt i tvivl om, og ikke helt forstår, men jeg kan lide den alligevel.

90 % af min grund for at jeg kan lide den, handler om illustrationerne! De er virkelig smutte. De kan godt være barske, bizarre og ikke særlig rare, men det passer til den bizarre historie der fortælles og giver virkelig et ekstra lag på fortællingen.


Der er flere steder hvor illustrationerne står alene eller hvor der er minimal med tekst og det giver en helt speciel læseoplevelse. Læseren skal nemlig selv regne tingene ud, og det gør at man er lidt på detektivarbejde. Samtidig er de meget stemningsfulde og holdt i meget neutrale farver, hvilket igen underbygger den helt specielle stemning der er i bogen.

Som sagt er jeg stadig lidt i tvivl om fx monstrets rolle i bogen, udover at den er helt central, ville jeg faktisk gerne have set mere til den. Desværre kommer der nok ikke flere bind, så måske skal der en genlæsning til, før jeg forstår budskabet. Lige meget hvad, så er det en virkelig flot læseoplevelse, som jeg havde svært ved at ryste fra mig da jeg var færdig!

Fakta:
Forlag: Shadow Zone
Original titel: Fraternity
Udgivet i: 2011 (på fransk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 56 (bind 1) og 55 (bind 2)
5 ud af 5 stjerner

fredag den 13. oktober 2017

Emil Blichfeldt; Roboys 1-3 [Sponsoreret]

Emil Blichfeldt; Roboys 1-3 [Sponsoreret indlæg af Calibat]

Bagsidetekst fra "Kobbernøglen"
Slam! Lærerens hånd landede tungt på bordet foran Benjamin, så han næsten tabte sin mobil. "Ok, Benjamin, så det er ud! Du kan forklare nede på kontoret, at du igen sidder og spiller i timen."

Når der skal spilles i skoletiden, kan det give problemer at være hardcore gamer. Det erfarer Benjamin og Nadim, der stilles over for valget mellem en ubehagelig skole-hjem samtale eller at deltage i et forsøg med et helt nyt spil. Valget er nemt, men drengene opdager hurtigt, at det ikke er et helt normalt spil, de er gået i gang med.

Tænk hvis du, som straf for at spille computer i skolen, bliver sendt afsted for at teste et nyt computerspil? Et spil der viser sig at være meget mere end et spil. Hvordan ville du have det med det?

Først synes Benjamin og Nadim at det er mega fedt! De er begge to meget habile computerspils spillere og går op i det med liv og sjæl, men dette spil er lidt mere skræmmende end hvad de havde forventet. For pludselig befinder de sig i et spil, hvor de rent faktisk kan gå hen og komme slemt til skade ... måske endda dø!

Historien er skrevet i et nemt forståeligt sprog - den kan både bruges som selv læs og som højtlæsning. Der er illustrationer undervejs, som passer rigtig godt til handlingen - dog synes jeg det er lidt ærgerligt at flere af dem er de samme hele vejen igennem historien. Der kunne godt være lidt variation. Illustrationer og tekst er, på trods af gentagelserne, rigtig gode sammen.

Samtidig tager historien nogle ret vigtige emner op. Hvor langt vil vi, som mennesker, gå for at redde dem vi holder af fra sygdom? Vil vi ofre andre? Hvor langt kan vi gå før det er etisk ukorrekt? Hvilke konsekvenser har al for meget computerspil for os som personer? Mister vi nogle sociale kompetencer? Får vi andre?

Selvom historien godt kan være lidt uhyggelig til tider, er den ikke som sådan skræmmende. Hvis du er til computerspil, action og spænding så er denne serie lige noget for dig. Historien er fortalt i et hæsblæsende sprog, der ikke efterlader meget tid til eftertanke - ligesom hvis du spillede computerspil.

Tak til Calibat for boggaven.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2017
Antal sider: "Kobbernøglen": 79; "Sølvnøglen": 77 og "Guldnøglen": 79
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 11. oktober 2017

Litterære trends jeg aldrig kom med på

Litterære trends jeg aldrig kom med på

Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg ville egentlig have udgivet det mens jeg skrev mine søndags sandheder, men jeg stoppede mens legen var god. Dette indlæg handler nemlig om nogle af de litterære trends jeg aldrig kom med på dengang de var in, hippe og med på moden. Flere af dem er jeg flov over, men jeg håber I vil bære over med mig og ikke dømme mig for hårdt. Der er jo trods alt kun 24 timer i døgnet, og jeg kan ikke læse i dem alle sammen - selvom jeg gerne ville!

Så, here goes!


Jeg har Hunger Games-bøgerne til at stå på min reol, men jeg har endnu ikke læst dem! Jeg har ville læse dem siden jeg fik dem, men på en eller anden måde blev jeg bare ved med at glemme dem - eller gemme dem. Jeg har dog set filmene, men uden at have læst bøgerne, er det ikke helt det samme. Jeg kunne godt lide filmene, selvom jeg savnede den baggrundsviden som bøgerne nok havde givet mig. Er det for sent at læse dem nu?

Mange i min omgangskreds af enten kollegaer eller boglæsere elsker Rick Riordan og hans mytologiske bøger. Jeg har kun læst første bind i Kane-arkiverne og den første The Lost Hero (graphic novel) og jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg ikke kommer til at læse flere af ham, i hvert fald ikke lige nu. Jo, jeg synes han skriver rigtig godt og historierne er spændende, men så mange serier? Med flere tykke bind? Det kan jeg ikke overskue lige nu at skulle sætte mig ind i. Jeg beklager Rick!

Af klassikere må jeg indrømme at jeg aldrig har læst noget af Jane Austen. Ja, shame on me, og endda selvom jeg har hendes samlede værker på engelsk i en utrolig fin udgave. Jeg ved dog ikke om jeg nogensinde kommer til at læse dem. For jeg tror ikke at den første bog jeg skal læse af hende, skal være på engelsk - så bliver jeg nok aldrig bliver færdig med den så. Har I et godt råd til hvor jeg kan starte?

Jeg har faktisk ikke læst særlig mange klassikere. Jeg har ikke læst "Moby Dick". Har ikke læst "Anna Karenina" eller andet af Tolstoy. Jeg har heller aldrig læst noget af Charles Dickens. Eller alle H. C. Andersens eventyr. Eller Shakespear, Dostojevskij, Mark Twain eller Hemmingway. "Troldmanden fra Oz", "Vinden i piletræerne" og "Momo" heller ikke. Jeg har dog læst "The Great Gatsby" - det må da tælle lidt, ikke?

Noget jeg heller aldrig helt kom med på, hvilket ærgrer mig meget i dag, er Tamora Pierces forfatterskab. Jeg har kun læst serien om Alanna, som jeg også først læste for nogle år siden, og - med hånden på hjertet - må jeg indrømme at det virker total uoverskueligt for mig at skulle læse mere. Jeg ved godt at serierne er forholdsvis korte, men der er bare så mange af dem! Jeg elsker dog hendes skrivestil og måske, engang, vil jeg vende tilbage.


Jeg tror det var dem jeg ville dele i denne omgang, det kunne være sjovt at høre om I også har nogle litterære trends som I heller aldrig nåede at blive en del af! Smid gerne en kommentar!

mandag den 9. oktober 2017

Arwen Elys-Dayton; De døde grotter [Sponsoreret]

Arwen Elys-Dayton; De døde grotter [Sponsoreret indlæg af Alvilda]

Bagsidetekst:
Quin er Søger. Det er et ældgammelt, ærefuldt hverv, som er gået i arv i generationer. Men hun har opdaget en sandhed, der har vendt op og ned på hendes verden: Søgerne i hendes familie står bag en række grusomme mord. Sammen med sin bedste ven, Shinobu, kaster hun sig over sporene i en gådefuld dagbog, hun har stjålet fra sin far. Samtidig fortsætter John, Quins ekskæreste, hårdnakket sin Søger-træning. Også han kender til dagbogen og forfølger sporene med blodig hævn for øje. Men jo dybere de hver især graver i fortiden, jo mørkere bliver den. Der er fordrevne Søger-familier, hemmelige allicaner og en brutal plan sat i værk for flere generationer siden, der kan ødelægge Søgerne én gang for alle ...

Endnu en serie jeg ikke føler har fået samme omtale som den fortjener. Den her lidt steampunk-fantasy-agtige stemning der er i bogen er helt fantastisk og jeg er virkelig vild med den. Den slags er der for lidt af (i hvert fald på dansk).

Noget af det jeg virkelig godt kan lide ved serien er at den ikke minder om noget andet fantasy jeg har læst. Jo, bevares, der er da ting man godt kan nikke genkendende til, men det er sat sammen på nye og spændende måder. Det her med at rejse i Intetheden, at kunne blive væk der eller gemme ting der, er en fascinerede tanke. Både interessant og skræmmende. For hvad kan man så ikke gemme væk der? Og det er netop problematikken i "De døde grotter" - hvad er der gemt i Intetheden?

Samtidig kan jeg godt lide de skiftende fortællervinkler. Det giver et rigtig godt indblik i hvad der foregår i Quin, John, Maud, Nott og Shinobus hoveder - og det er ikke småting. De tumler alle med deres, og alle har de et mål. Disse mål er dog langt fra de samme og selvom Quin og Shinobu burde være på samme side, er de det så?

Der er dog ikke meget humor i denne bog og den dyster stemning er svær at løfte, men for mig, gør det faktisk ikke noget. Selvom fantasygenren giver plads til det hele, er det passende for denne bog ikke at efterlade sin læser med et smil på læben. Tværtimod, så efterlades man måbende og uforstående. Jeg havde godt lugtet lunten, men alligevel ikke troet det. Måske er jeg for godtroende, men jeg var virkelig i chok. Måtte lige læse det sidste igen og ryste på hovedet. "Gjorde han godt nok det?" Og ja, det gjorde han!

Nu er jeg efterladt hungrende efter mere. Bogen kunne sagtens være længere - men heldigvis er det jo ikke sidste bind. Nu sidder jeg så og mangler svar på en masse spørgsmål. De spørgsmål der blev stillet i "Den mørke sandhed" er kun blevet til endnu flere spørgsmål. Vi får nogle svar, men langt fra nok. Og der er såååå lang tid til næste bind? Shame on you, Alvilda!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Traveler
Udgivet i: 2017 (på dansk)
Antal sider: 397
5 ud af 5 stjerner