onsdag den 22. marts 2017

Sarah J. Maas; Et rige af torne og roser

Sarah J. Maas; Et rige af torne og roser

Bagsidetekst:
Feyre jager i de kolde skove for at brødføde sin familie. En dag dræber hun en stor ulv. Det viser sig dog snart, at det ikke er nogen almindelig ulv, men en elver i forklædning. Og ifølge et ældgammelt sagn har det en høj pris at tage et magisk liv. Feyre bliver hentet i sin families hus og fragtet over grænsen til elvernes rige for at betale sin gæld.

Her holdes hun fanget på Storfaunen Tamlins slot. Hendes vært og fangevogter er dækket af mærker og ar fra kampe, og hans ansigt er altid maskeret. Men Tamlins gennemborende blik tiltrækker efterhånden Feyre, og nye, stærke følelser brænder igennem hendes fjendtlighed og alle advarslerne omkring Tamlins slags.

Nu er jeg jo ret vild med "Skønheden og udyret"-eventyret og jeg må sige, at denne "gendigtning" eller i hvert fald, stærkt inspirerede historie, er fremragende, fængslende og fuld af detaljer og hemmeligheder.

Som i "Skønheden og udyret" bliver skønheden tvunget til at bo hos udyret. Dette gør hun for at redde sin familie. For at redde en familie, der virker total ligeglade med hende. Hun kræver dog at udyret tager vare på dem - og det løfte holder han. Jo bedre skønheden lærer udyret at kende, jo svære har hun ved at fastholde sit had og foragt for ham og som i det kendte eventyr, forelsker skønheden sig i udyret. Der trods sin magt, magi og maske, slet ikke er et udyr.

Denne fortælling er magisk på så mange måder. Den formåede at fange min interesse, fængsle mig til siderne, der strøg alt for hurtigt mellem mine fingre. Den formåede at genfortælle et eventyr jeg holder meget af, på en spændende og interessant ny måde, hvor alting er vendt på hovedet, og dog stadig velkendt.

Det er fantasy når det er bedst. Det er kærlighed når det er størst og stærkest. Det er en historie der fungerer for mig - på alle punkter. Jeg elsker det - og jeg vil have mere!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: A Court of Thornes and Roses
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 449
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 21. marts 2017

Amy Harmon; Skrøbelige skønhed

Amy Harmon; Skrøbelige skønhed

Bagsidetekst:
Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm. Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen. Kan Fern nu hjælpe Ambrose tilbage til livet, og kan hun omsider vinde hans hjerte?

Jeg slugte den her bog på 4 timer. Ja, du læste rigtigt, 4 timer! Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig. Jeg måtte bare have mere og mere og det ene kapitel tog det andet. Den ene side gav plads til den næste og pludselig var der bare ikke mere. Så græd jeg lidt mere.

"Hvis mørk chokolade kunne synge,
ville det lyde som Ambrose Young."

Det her er en af de slags historier der virkelig tryllebandt mig. Jeg kan ikke helt præcis sætte fingeren på kun en ting der gjorde bogen så fængslende. Sproget er beskrivende og malende. Som læser har man ingen problemer med at se Fern, Bailey og Ambrose for sit indre blik. Gymnastiksalen på skolen. Bakken med bænken og de hvide kors (nu græder jeg igen!). Humoren er tilpas sort, tilpas underspillet og perfekt til historien. Der er små stikpiller fyldt med kærlighed, og som kun den person kunne komme med. Der er mange gode udtryk på personernes sindsstemning og hvordan de har det indeni og det gør at historien virkelig bare rammer én lige i hjertet.

"Hun fik ham til at ryste, fik ham til at skælve indvendigt,
fik ham til at ryste ligesom skinner under et tog i høj fart."

Selvom personerne, Fern og Ambrose især, godt kan irritere lidt en gang i mellem - så find dog ud af det, helt ærligt - så passer det bare til fortællingen. De skal indse nogle ting om dem selv, før de kan se hinanden. Fern, den grimme ælling, der vokser op og bliver den smukkeste svane, kæmper, selvom hun er smuk, stadig med følelsen af ikke at være det. Det er så vigtig et tema i bogen: bare fordi du er smuk uden på, betyder det ikke, at du er det indeni. I denne bog er de smukkeste personer, faktisk dem der er det indeni. Det gør Fern til en spændende og inspirerende hovedperson og jeg elsker hende for det!

"Han var delvis blind, men på trods af det 
- måske netop på grund af det -
kunne han se alting mere tydeligt, 
end han nogensinde havde kunnet før."

Hvis du har tænkt dig at læse denne bog, og det synes jeg helt bestemt du skal, for den rammer alle de rigtige tangenter og melodien er pitch perfect. Hvis du skal læse den, så sæt dig godt til rette i din yndlings stol, pak dig ind i et varmt tæppe og bliv siddende indtil sidste side er vendt. Husk Kleenex - jeg advarer, det er længe siden jeg tudet sådan til en bog og jeg kan stadig blive rørt og få hjertebanken, når jeg tænker på den. Sidste citat giver kun mening når du har læst bogen, og for mig knækkede det sidste af filmen her. 

"... og når du bliver træt af at kigge på mig,
lover jeg dig,
at jeg vil synge."

Det er en sørgelig, skrøbelig og fuldstændig ubeskrivelig smuk kærlighedshistorie - ikke kun om kærlighed til et andet menneske, men kærlighed til ens venner, til ens familie og ikke mindst til livet!

Tak til LoveBooks for boggaven!

Fakta: 
Forlag: LoveBooks
Original titel: Making Faces
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 368
5 ud af 5 stjerner

mandag den 20. marts 2017

Benni Bødker; Vilkacis 1 + 2

Benni Bødker; Vilkacis 1 + 2

Under en blodrød måne (Vilkacis, #1)
I Mikelis' landsby ligger sneen tungt overalt. Ulvene hærger i skoven og kæmper med menneske om den sidste føde. Men den største trussel er vilkacis - blodtørstige bæster, der både er ulve og mennesker. Og en dag kommer de alt for tæt på Mikelis og hans familie ...

Ind i ulveskoven (Vilkacis, #2)
Mikelis har mistet begge sine forældre til de frygtelige vilkacis. Nu er han en af de frændeløse. En af dem, der ikke hører til noget sted. I sin desperation flygter han ind i ulveskoven. Derind, hvor de blodtørstige varulve hærger, og man er fortabt, hvis man er alene ...

Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke har læst så meget af Benni Bødker som jeg måske burde - min profession og fritidsinteresse in mente. Jeg har dog læst de første bind af "Nattens børn"-serien, og det er helt klart en serie jeg vil læse færdig. Det er en serie fyldt med mystik, drama og en hårrejsende spændende fortælling. "Vilkacis" er ligeså spændende!

Vi fortsætter den dystre stemning som der er i "Nattens børn", hvor det nu handler om varulve i stedet for vampyrer. Det er dog ingen romantisering af begrebet varulve, som ellers er blevet dyrket meget i litteraturen de sidste år, men derimod en mere brutal og skræmmende historie der har rødder i de nordiske sagn om varulve.

I en horror-lignende stil, bliver stemningen bygget op og som læser kan man kun se til, mens Mikelis kommer ud på dybere og dybere vand for at overleve. Det er spændende og medrivende, og selvom jeg er en del over målgruppens alder, blev jeg alligevel grebet af stemningen og historien. Jeg har en nagende fornemmelse af, at det ikke ender godt ...

Det er dog ikke kun en historie der vil være skræmmende og uhyggelig. Selvom historien vil give dig gåsehud og hjertebanken, tager forfatteren også temaer som ensomhed, fællesskab, tvivl og umulige valg op. De utrolig smukke, simple og skraverede sort/hvid tegninger er blot med til at underbygge historien og stemningen. Et must-read for unge horror-elskere!

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2016
Antal sider: Under en blodrød måne - 95 sider; Ind i ulveskoven - 90 sider
5 ud af 5 stjerner

søndag den 19. marts 2017

Søndags sandheder #10: Bange for at dø

Søndags sandheder #10: Bange for at dø

En lidt deprimerende sandhed: jeg er bange for at dø! Det er ikke fordi det er noget jeg tænker tit på. Og jeg ved heller ikke om jeg helt præcist vil kalde det at være bange for at dø, men når jeg tænker på at jeg en dag ikke er her mere, får jeg en underlig følelse i kroppen. Lidt som at være bange for at falde i søvn, for hvis nu man ikke vågner igen. Sådan en sitrende fornemmelse op af rygraden, som jeg lige skal ryste af mig, for at komme ud af tankerne igen.


Jeg har tit spekuleret på hvad der sker når vi ikke er her mere. Når vi bare sover uden at vågne. Jeg læste en gang en bog der hed "Exit Michael", om en dreng der dør, og han ser så hvordan hans familie og venner får hverdagen og livet til at gå efter hans død. Han ser hvordan hans mor og far har det. Hvordan vennerne har det. Lidt ligesom i "Dig og mig ved daggry", hvor Louise følger sin mor og far efter hun er død.

Jeg er dog ret sikker på at det ikke er sådan i det virkelige liv, men hvordan skal jeg kunne sige det med sikkerhed?

Samtidig skræmmer tanken om bare ikke at være til mere, mig helt vildt. At gå fra at være til, til ikke at være til. Jeg ved godt at man nok ikke tænker over det når man når dertil, men stadigvæk. Og hvad hvis man ikke når at blive gammel og leve et langt liv? (Nu får jeg den underlige snigende fornemmelsen i kroppen igen, og må lige lukke øjnene og ryste på hovedet for at få den væk)

Derudover er der tankerne om, vil jeg blive savnet? Har jeg sat mit "mærke" på verden? Ikke at jeg på nogen måde vil være kendt, men jeg kunne godt tænke mig at jeg har gjort noget godt for de mennesker jeg efterlader. Har jeg lært dem noget som de vil være lære videre?

Nå, ikke flere mørke tanker på en dejlig søndag. Næste søndag lover jeg en knap så deprimerende sandhed!

fredag den 17. marts 2017

10 spørgsmål #16: Nick Clausen

10 spørgsmål #16: Nick Clausen

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Troldepus-bøgerne

Hvad er den første bog du selv læste?
Snevampyren af Dennis Jürgensen

Din yndlingsbog som barn/ung?
Jeg var meget betaget af Heksen-serien af Phyllis Reynolds Naylor, men der var mange yndlingsbøger.

Din yndlingsbog som voksen?
Igen, der er frygtelig mange. Hvis jeg skal vælge en af dem, vil jeg sige Rebecca af Daphne du Maurier.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Alle de Peter Straub-bøger, jeg nogensinde er begyndt på. De lyder altid spændende. Især Shadowland og Ghost Story. Men noget ved hans måde at skrive på dræber det simpelthen for mig. Det er ærgerligt. Måske lykkes det en dag.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Bibelen

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Mærker efter hvad jeg har lyst til. Eller finder en anbefaling på nettet.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
The Stand af Stephen King, som jeg læste for anden gang, hvor jeg var på ferie med min familie. Jeg kan huske, hvordan jeg tænkte, at det er ufatteligt, hvordan så lang en bog kan føles, som om den er ovre så hurtigt.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Jeg lytter aldrig til musik, når jeg læser. Jeg gør det dog, når jeg skriver. Min bog Drømmeland minder mig fx meget om albummet Sonic Highways af Foo Fighters.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Det er nok svært at finde én, du ikke allerede har læst. Men jeg tager chancen og siger Catch-22 af Joseph Heller. Nogle hader den og kan slet ikke komme igennem den. Andre elsker den og hylder den som et mesterværk. Jeg hører til den sidste kategori.