mandag den 18. september 2017

Julie Kagawa; The Lost Prince

Julie Kagawa; The Lost Prince (Iron Fey - Call of the Forgotten, #1)
 
Bagsidetekst:
Don't look at them. Don't speak of them. Never enter their world. hose are the rules that Ethan Chase lives by when it comes to the dark fairies that robbet him of his sister. But they are still on his trail and Ethan can't fight fate forever. Not the deadly fey are at his school, colliding with his real life, Ethan will sacrifice everything to keep his mortal friends safe, even if it means becoming entangled in the world he's spent his whole life trying to deny. His destiny and birthright are calling. And now there's no escape.

Jeg er ret pjattet med denne serie, eller efterfølger, er det nok nærmere. For historien om Meghan og Ash ender i "Jernridderen", men de er også med i denne historie om Meghans lillebror Ethan (som hun skal redde i "Jernkongen"). Ethan er nu blevet en stor knægt, der kæmper for at falde til i verden, som han ikke helt passer ind i. Han forsøger at undgå feerne, men det er svært. Da han endnu engang er den nye dreng på en skole, bliver han venner med en halvfe - selvom han gør alt hvad han kan for at undgå det. Men det er ikke ufarligt og snart er Ethans eneste udvej at finde Meghan som han ikke har set i mange mange år.

Det bliver starten på en farefuld rejse hvor Ethan ikke kun må stå ansigt til ansigt med farlige feer, men også sin indre frygt for at miste dem han holder af. For Ethan er ikke taget alene til Aldrigaldrig.

Han bliver dog hjulpet af gamle kendinge og det synes jeg virkelig er en styrke for denne historie. Selvom historien er en helt anden end den om Meghan og Ash, så er de stadig med, Grim og Puck er stadig med - og de har stadig deres fantastiske tørre humor. Humor, samspil mellem karaktererne og spydige kommentarer er virkelig en stor del af denne serie (og den forrige) og det synes jeg er så fedt. For selvom vore hovedpersoner står overfor umulige opgaver, så formår de stadig at drille og hjælpe hinanden. Selv Ash og Puck kommer stadig godt ud af det med hinanden - i hvert fald nogenlunde.

Jeg siger det igen - denne serie holder max! Jeg er virkelig fanget af både sproget, historien og universet. Jeg holder af personerne. Jeg kan relatere til deres valg, kampe og beslutninger - alt sammen taget for at beskytte dem de holder af. Jeg kan sagtens se Ethan der kæmper for mit indre blik. Eller Grim der er der det ene øjeblik og væk det næste. Ash og Puck der driller hinanden. Meghan der regerer. Jeg kan forestille mig det hele og det er med til at gøre det til en virkelig god serie!

Fakta:
Forlag: Mira Ink
Udgivet i: 2012
Antal sider: 377
5 ud af 5 stjerner

fredag den 15. september 2017

Ditte Weise; Provinspis

Ditte Weise; Provinspis

Bagsidetekst:
"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."
"Og det vil du også gerne være?"
"Det er jeg."
"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."
"Helt sikkert," vrænger jeg.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk. Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv. Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Hvis du har læst Sarah Engells barske ungdomsbøger, skal du også læse denne. Den her historie er rå, brutal og vil blæse dig omklud, så du sidder forpustet og forvirret tilbage. Det gjorde jeg i hvert fald.

Lad mig forklare.

Ida keder sig. Hun er klog nok til at komme igennem gymnasiet med ene 12-taller, så hun har en chance for at komme væk fra det hul af en by hun bor i. Hun bor i et hus uden kærlighed og forståelse. Derfor søger hun tilflugt hos bedstevennen Jon, som hun ikke vil indrømme at hun er forelsket i. For forelskelse er lig med kærester, og Ida er ikke kæreste med nogen. Så snart hun er færdig med gymnasiet er hendes plan at skride så hurtigt som muligt.

Det med at klare gymnasiet går egentlig godt nok. Som skrevet før er Ida klog, men doven og dum. Hun tager ikke tingene seriøst. Hun kan ikke sætte ord på de forvirrende og modstridende følelser hun har i kroppen, faren siger at hun minder om sin mor, der en dag bare skred fra dem. I starten af bogen forsøger Ida at fastholde fokus med at få sin eksamen. Men langsomt, og især efter tabet af Helge og Jon, mister hun koncentrationen. Hun kommer længere og længere ud. Bliver vildere og vildere. Alt sammen et forsøg på ikke at skulle tage stilling til livets store spørgsmål. Et forsøg på at udsætte det uundgåelige.

Jo mere historien udvikler sig, jo hurtigere går tiden, sådan føles det i hvert fald for læseren. Måske for Ida aldrig står stille. Hun står ikke stille og nyder nuet. Lukker øjnene og trækker vejret langsomt. Hun skal have næste fix og næste knald. Da det endelig bliver for meget, er det tæt på at være for sent.

"Det ville være perfekt, 
hvis jeg lige havde fortrudt, 
at jeg havde skåret min pulsåre over og stod og 
manglede noget til at stoppe blødningen med."

Jeg er ikke vokset op i en lille provins, men kan godt nikke genkendende til Idas frustration over at der aldrig sker noget. At tiden går for langsomt. At man vil videre. At man til tider kan være ligeglad og hård i kæften, er ofte bare tegn på usikkerhed og at man måske inderst inde trænger til et knus og at nogen tager sig af en. Jeg har ikke haft en kærlighedsløs barndom, men alligevel kender jeg godt følelsen af at ville være et andet sted. At Ida tager frustrationen til næste niveau og kaster sig over stoffer, kan jeg så ikke sætte mig ind. Og det er også her at historien knækker lidt for mig. Jeg var vild med første del af bogen. Idas humor og ligegyldige attitude er fed og oprigtigt. Jeg føler dog at hun kommer for langt - at hun mister sig selv fuldstændig og bringer sig selv i farlige situationer, hvor hun faktisk kunne komme meget galt afsted. Hun bliver en flask person. Jeg ved godt at hun kæmper, og at hun rent faktisk lykkedes med sin drøm at tegn på, at hun ikke mister sig selv fuldstændig.

Det blev bare lidt for meget. Lidt for overdrevet. Ikke at det ødelagde min læseoplevelse, men den trak sidste halvdel af bogen ned.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 229
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 13. september 2017

Fabien Vehlmann; Mørkets skønhed

Fabien Vehlmann; Mørkets skønhed

Bagsidetekst:
- Tag det roligt. Jeg lover, at der ikke sker noget slemt med dig nu. Jeg gør mit bedste for, at tingene skal blive, som de var før. Tror du mig?

Jeg fik anbefalet denne tegneserie af en kollega. Jeg fik den anbefalet fordi de var mærkelig, smuk og stemningsfuld. Jeg er enig!

Vi følger en masse små væsner der lever i liget af et barn i en skov. Ja, du læste korrekt. I liget af en lille pige. Vi følger de små væsners kamp for at overleve. Deres løgne og magtspil for at få flest tilhængere. Vi ser dem slå hinanden ihjel. Vi ser liget gå mere og mere i forrådnelse. Alt i mens bliver væsnerne delt i grupper, der "bekriger" hinanden.

Et af væsnerne, en pige der hedder Aurora - som på en eller anden måde hænger sammen med liget - er hovedpersonen og vi ser hendes kamp, føler hendes smerte når andre dør omkring hende og ser hendes beslutsomhed til sidst i historien. 

Selve historien er jeg stadig ikke helt sikker på hvad betyder. Da jeg vendte sidste side vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle tro. For på den ene side er den virkelig bizar og ulækker, men illustrationerne er meget børnevenlige og passer slet ikke til den makabre historie, der langt fra er børnevenlig. Der er drab og blod og børnelig. Et af væsnerne bor også inde i den lille piges hoved, efter hjerne og alt andet er væk. Jeg får faktisk helt gåsehud at skrive den her anmeldelse. For historien kryber under huden på dig. Forsiden er utrolig smuk, men den fortæller intet om de forfærdelige begivenheder den gemmer på og det er rigtig fedt.

Går den ud på at forklare sagnet om at den stærkeste overlever? At de svage forgår? Fortæller den historien om pigen der overlevede på trods af alt og som blev dronning? Er det en løftet pegefinger til os om at naturen skal passes på, så Vi ikke ender med at gå i forrådelse og bekrige hinanden? Er der nogen af jer der læst den og måske kan kaste lidt lys over betydningen?


Fakta.
Forlag: Forlæns
Original titel: Jolies Ténèbres
Udgivet i: 2009 (på fransk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 94
4 ud af 5 stjerner (tror jeg? Jeg er i tvivl om hvad jeg egentlig synes ...)

mandag den 11. september 2017

Søren B. Kristensen; Studietur på afveje [Sponsoreret indlæg]

Søren B. Kristensen; Studietur på afveje [Sponsoreret indlæg af Lindhardt & Ringhof]

Bagsidetekst:
8. klasse skal på studietur til Grækenland, men fem af eleverne og deres historielærer når aldrig frem. I stedet havner de i ørkenlandet Marogyptens livlige hovedstad, hvor læreren sender dem ud på et orienteringsløb, de aldrig glemmer.

Kærlighed og jalousi spirer iblandt teenagerne, alt imens de forsøger af finde hoved og hale i, om den oldtidsskat, de jagter, er ægte. Andre vil dog også have fingrene i den skjulte skat, og eleverne bliver hurtigt midtpunkt for hektiske begivenheder, der sætter det gamle kongerige på den anden ende.

Lad dig ikke narre af forsiden, der, efter min mening, kunne være bedre. Jo, tingene på forsiden spiller en vigtig rolle i bogen, men det ligner noget jeg kunne have lavet i folkeskolen - undskyld. Når det så er sagt, så indeholder bogen meget mere end pyramider og kamler.

Der skabes mystik og spænding allerede fra de første sider, hvor de kære skolekammerater kommer på afveje med deres lærer - som spiller uvidende, men har mere med sagen at gøre end han lader sine elever tro. Det har faktisk krævet meget arbejde af ham, og selvom han irriterede mig grænseløst, så har hans mani en højere mening. De stakkels uvidende elever bliver slæbt rundt i Marogypten, som minder meget om Egypten - hvilket nok også er meningen. Der er i hvert fald mange lighedstegn ved de to lande. Da deres lærer pludselig forsvinder, står de alene og med et mysterie som de kun kan løse i fællesskab.

Eleverne skal lære at samarbejde og undervejs lærer de også en ting eller to om sig selv. Fx at udseende og popularitet ikke er alt. At selv klassens klovn kan være kærestemateriale. At man skal lære at tilgive og indse at nogle forhold bare ikke skulle holde. At det kræver både boglig snilde og hurtige reflekser at redde en historielære og finde en skjult skat.

Historien er skrevet i et nemt og forståeligt sprog, nogle steder bliver det dog for meget talesprog, og andre ting bliver gentaget mange gange. Hvis du er til hæsblæsende tempo, venskaber der bliver testet, kærlighed der spirer og en skjult skat, kan denne bog varmt anbefales. Vær dog opmærksom på at det hele ikke er særlig højtideligt og det kan til være lidt for plat og lidt for langt ude. Det fungerer dog alligevel rigtig fint sammen - jeg var underholdt, men det er ikke en historie der krøb under huden på mig.

Tak til Lindhardt & Ringhof for e-bogen (bogen på billedet er lånt på biblioteket)


Fakta:
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet i: 2017
Antal sider: 307
4 ud af 5 stjerner

fredag den 8. september 2017

Livet som mor #18: Meninger

Livet som mor #18: Meninger

Efterhånden står det tydeligt for mig at Iris ikke længere bare gør hvad vi siger. Hun er ved at være en bestemt lille dame, der godt kan sige ja og nej - om hun altid ved hvad hun siger ja og nej til, kan jeg have mine tvivl om. Men hun siger det når hun bliver spurgt.

Hun er også begyndt at ville flere og flere ting selv - i hvert fald ofte. Hun kan selv tage jakke, sko og strømper af. Hun hjælper meget gerne med at komme i tøjet om morgenen. Hun er udmærket godt klar over at når hun får bleen af om aftenen og spurgt om hun vil i bad, at hun så skal løbe ud på vores store badeværelse for at komme i bad. Hun ved også godt at hvor hun skal gå hen og lede efter en smoothie og hvor hun skal smide den tomme pose ud bagefter.

Dog er hun også begyndt at være, flabet, vil jeg måske kalde det. Hun ved i hvert fald også godt hvornår hun gør noget hun ikke må. Som fx at spytte vand ud over det hele når vi spiser og hun har fået noget at drikke. Eller kaste mad ned på gulvet. Eller slå ud efter os når vi siger nej. Når vi skælder hende ud for de ting hun ikke må, griner hun ofte bare og det kan være svært for mig at se om hun rent faktisk forstår at vi ikke gider. For vi ser jo sure ud. Vi griner ikke. Om hun forstår det? Nja, jeg kan have mine tvivl.

Det kan ofte sætte min tålmodighed på prøve. Jeg forsøger at være pædagogisk. For det meste kan jeg også godt styre mig, men når jeg har sagt mange mange gange, kan jeg godt blive irriteret. Det resulterer i at jeg hæver stemmen, og det hjælper heller ikke. Så er ti dybe indåndinger, eller en overrækkelse af Iris til Emil, nogen gange bedre.

Det er dog så fedt at se hende udvikle sig så meget. Hun vil snakke mere og mere. Morgenmad, mælk, mor, far, traktor, gravko, bad og en hel masse dyrelyde, er de ord hun siger meget. Hun kan også pege dyrene ud når jeg spørger hvor de er i hendes bøger. Tiden går hurtigt - meget hurtigt!